Tvivl om faglig vurdering af prismodtager

Der foreligger ingen skriftlig dokumentation for, at fagkyndige arkæologer har været været taget med på råd i tildelingen af EliteForsk-Prisen til arkæolog fra Københavns Universitet. 

Når Danmarks Frie Forskningsråd i sin indstilling af KU-arkæolog til EliteForsk-prisen lagde vægt på kun ét forskningsresultat, som andre forskere var de bærende kræfter bag, skal årsagen blandt andet findes i Københavns Universitets egen faglige begrundelse.

Forskningsrådets bestyrelsesformand, David Dreyer Lassen, har tidligere forklaret følgende til Magisterbladet:

”Vi er ikke eksperter i alle de forskningsområder, der bliver præsenteret. Vi læner os op af Københavns Universitets indstilling, men vi stoler ikke mere på den, end at vi også hiver fagpersoner ind og spørger dem, hvordan indstillingerne ser ud fra deres perspektiv”.

Ingen af de ni medlemmer af DFF’s bestyrelse er arkæologer, og sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsråd oplyser på vegne af David Dreyer Lassen, at der ikke forligger andre skriftlige vurderinger af indstillingen udover bestyrelsens, som ministeren har set.

Adspurgt om bestyrelsen i den konkrete sag har benyttet ekstern fagkyndig bistand, skriver sekretariatet til Magisterbladet:

”Der bliver vurderet på tværs af fagligheder internt i DFF, på den baggrund formuleres en indstilling, som du har fået. I den indstilling var der så en konkret linje nede i teksten, som var upræcist formuleret. De første 8-10 linjer i indstillingen beskriver overordnet Richters karriere og forskningsindsats, for hvilket han har modtaget en EliteForskpris. Den faglige bedømmelse i det ligger fast”, skriver sekretariatet.

Tyndt grundlag for at uddele 1,2 mio. kr.

Ifølge Heine Andersen, professor emeritus på Københavns Universitet og ekspert i forskningsetik, illustrerer forløbet, at processen bag tildelingen af EliteForsk-prisen er problematisk.

”Det forekommer mig, at man har uddelt 1,2 mio. kr. på et ret tyndt grundlag, eftersom at de i høj grad støtter sig op af Københavns Universitets egen indstilling, der fylder under en side, plus et CV og en publikationsliste. Når man tænker på, at det drejer sig om at finde de fem mest fremragende danske forskere, så virker det til at være en ret overfladisk procedure”, siger han.

At det samtidig ikke kan dokumenteres, at en fagkyndig arkæolog har set indstillingen, understreger problemet, mener han. Han sammenligner med, at man fx ved professorudnævnelser nedsætter et udvalg med tre til fem eksperter inden for det pågældende forskningsområde, der gennemgår ansøgerens publikationer og CV..

”Sagen viser jo ret tydeligt, at EliteForsk-prisen bliver givet på grundlag af en ret overfladisk procedure, der selvfølgelig også øger risikoen for vilkårlighed og fejlvurderinger. Det mest eklatante eksempel er selvfølgelig Milena Penkowa, der efterfølgende blev afsløret for svindel og frataget prisen”, siger Heine Andersen.

Han vurderer, at KU’s ledelse, der i alt kan indstille otte forskere til prisen, har sendt de ansøgninger videre, der havde størst chance for at fange forskningsrådets opmærksomhed. At begrundelsen for at indstille Tobias Richter endte med at fokusere på ét eneste forskningsresultat, som han angiveligt ikke var den primære kraft bag, er ifølge Heine Andersen ikke blot pinligt for KU, men svækker samtidig tilliden til EliteForsk-prisen.

Elitebegreb er misvisende – men Richters medforfatterskab er ok

Samtidig er tildelingen en klar illustration af, at elitedyrkelsen i forskningen er problematisk, mener Heine Andersen.

For i praksis bygger al forskning på andres arbejde gennem generationer og rigtig meget forskning er organiseret som et gruppearbejde med et hierarki, hvor det typisk er seniorforskeren og lederen, der får æren, selv om det er juniorforskere, der er drivkraften.

”Dybest set er alle nye forskningsresultater fostret af en kollektiv indsats, fordi det ligger i forskningens natur, og alligevel er man nødt til at spille med på en falsk melodi om et enestående individs enkeltindsats, som også KU har gjort i dette tilfælde”, siger han.

Heine Andersen mener, at sagen bør give anledning til selvransagelse og overvejelser om hele konstruktionen med eliteforsk-prisen.

”Man kan mene, at det var mere berettiget, hvis priserne gik til forskere, som har gjort en stor indsats gennem en årrække og nået vigtige resultater, uden at det rigtig er blevet bemærket. Men sådan er det vist sjældent. Snarere er det sådan, at man først skal have gjort sig bemærket, så man kan håbe på nogle priser”.

Men at Tobias Richter af forskningsrådet blev indstillet for et forskningsresultat, som han var sidste af i alt fem forfattere på, er der som sådan ikke noget i vejen med.

Det mener Morten Rosenmeier, der er juraprofessor ved Københavns Universitet og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA).

”Så vidt jeg kan se, er der ikke sket noget juridisk og forskningsmæssigt angribeligt, og Tobias Richter kan ikke gøre for, at han har fået prisen. Han har siddet for bordenden og ledet et stort forskningsprojekt, mens nogle unge mennesker har lavet brødarbejdet. Det er nu engang sådan  universiteterne fungerer”, siger han.

Og selv om Tobias Richters bidrag til det pågældende tidsskriftsartikel primært har haft karakter af forskningsledelse, er han alligevel berettiget til at optræde som medforfatter, mener Morten Rosenmeier.

”Ifølge Vancouver-reglerne kan man godt stå som forfatter, selvom man ikke har gjort hele arbejdet selv”.