Spring menu over
Dansk Magisterforening

Udenlandske forskere har fået gratis danskkurser – nu er tilbuddet afskaffet

Del artikel:

Mellem 2010 og 2016 er der hvert år gennemført cirka 2.100 gratis danskkurser for udenlandske forskere og undervisere ansat på universiteterne. Men regeringen og Dansk Folkeparti har afskaffet tilbuddet om gratis danskkurser. Det kan få konsekvenser for højtuddannedes lyst til at arbejde i Danmark på sigt, advarer universiteterne.

Der har været et stort ønske om at lære dansk blandt internationale undervisere og forskere på universiteterne. Mellem 2010 og 2016 har der i gennemsnit hvert år været gennemført 2.100 af de gratis kurser Lærdansk under forberedende voksenundervisning (FVU-kurser) for ansatte på universiteterne. 

Det viser et særtræk, som Dansk Magisterforening har foretaget, fra Danmarks Statistiks VEU-register, der indeholder oplysninger om efteruddannelse for offentligt ansatte.

Men det meget brugte tilbud er nu blevet afskaffet. Det skyldes en skatteaftale fra marts 2018 mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som blandt andet skal finansieres ved, at selvforsørgende udenlandske borgere fremover selv skal betale af egen lomme for at lære dansk.

At regeringen har skrottet de gratis danskkurser, hænger ikke sammen med ønsket om at tiltrække og fastholde højtkvalificeret international arbejdskraft. Det siger talsmand for Danske Universiteter Anders Bjarklev, som også er rektor på DTU.

“Kurserne har jo tydeligvis været meget efterspurgte, og disse tal viser jo med al ønskelig tydelighed, at beslutningen om at skrotte gratis kurser ikke hænger logisk sammen med regeringens udmelding om, hvor vigtigt det er at tiltrække højtuddannet arbejdskraft fra udlandet, som skal højne den danske velstand”, siger Anders Bjarklev.

I 2016 blev der afholdt over 2.300 danskkurser for universitetsansatte, og 1.383 personer tog mindst ét danskkursus. I 2015 blev der afholdt 4.301 danskkurser, og over 2.000 tog mindst ét danskkursus.

Fra gratis til 12.000 kroner
Med afskaffelsen af tilbuddet om gratis danskundervisning har udenlandske kursister fra 1. juli 2018 selv skullet betale 2.000 kr. per påbegyndt modul. Da danskundervisningen har op til seks moduler, betyder det, at brugerbetalingen kan løbe op på 12.000 kr. Kursisterne skal desuden betale 1.250 kr. i depositum for hvert påbegyndt modul.

Uddannelses- og forskningsordfører i Dansk Folkeparti Jens Henrik Thulesen Dahl synes, det er rimeligt, at udlændinge selv skal betale for at lære dansk fremover.

“Jeg synes, det er et fornuftigt signal, vi sender, at udlændinge selv må være indstillet på at betale de omkostninger, der er forbundet med at lære dansk, når de kommer til landet”.

DF’s uddannelsesordfører påpeger, at afskaffelsen af de gratis kurser handler om at prioritere.

“Her har vi valgt at spare nogle penge. Hvis virksomheder tiltrækker medarbejdere, tror jeg ikke, de kurser gør en egentlig forskel. På universiteterne er det en del af sprogpolitikken, at de udenlandske ansatte skal lære dansk, så det forventer vi sker. At de nu selv skal betale for det, synes jeg egentlig er ganske rimeligt”, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Kan få store konsekvenser
Anders Bjarklev er dog ikke i tvivl om, at beslutningen om at nedlægge de gratis danskkurser kan få store konsekvenser for udenlandske forskere og underviseres lyst til at blive i Danmark.

“Taler man det lokale sprog, gør det én bedre kvalificeret. Derfor må vi formode, at afskaffelsen af de gratis danskkurser betyder, at udenlandske kolleger ikke så let kan finde et job i Danmark fremover. Og så vil de kigge efter arbejde i andre lande”, siger Anders Bjarklev og understreger:

“Mange udenlandske forskere på bl.a. DTU har netop fulgt de gratis danskkurser, fordi de har haft planer om at gøre deres evner og kvalifikationer mere nyttige både på DTU og i det private erhvervsliv. Man kan jo godt forstå, hvis nogle nu synes, at det for en familie med børn og boligudgifter er for meget også at skulle betale for disse kurser selv”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede.