I England og Italien er det næsten umuligt at få en fast stilling som forsker
© Privatfotos
Vejen til en fast stilling som forsker er blevet længere i Danmark, men flere steder i udlandet ser det langt værre ud. Dansk Magisterforening holder derfor en workshop for midlertidigt ansat akademisk personale i Danmark, så de kan lære af udlandets erfaringer.
Hvad kan fagforeninger som Dansk Magisterforening (DM) gøre for at sikre bedre og mere stabile arbejdsvilkår for den stadigt voksende gruppe af midlertidigt ansatte akademiske medarbejdere som fx ph.d.’er, postdocs osv.?
Det svar vil DM gerne være med til at finde frem til sammen med de midlertidigt ansatte akademikere, og derfor afholder foreningen torsdag den 27. september en workshop om det prekære akademiske arbejdsmarked.
Udover deltagelse fra et bredt udsnit fra den danske forskningsverden er der også inviteret en række udenlandske forskere til Danmark for at fortælle om arbejdet med at imødegå den stigende prekarisering af det akademiske arbejdsmarked i fx Italien og Storbritannien.
Og selv om vejen fra ph.d. til fast ansat forsker kan se lang og hård ud i Danmark, så er det intet at regne for i sammenligning med fx Storbritannien. Her er der sket en eksplosion i antallet af midlertidigt ansatte i den akademiske verden.
Udviklingen bekymrer Carrie Benjamin, der skal fortælle om sine erfaringer med det prekære akademiske arbejdsmarked på workshoppen, og som selv er ansat i en kort stilling ved det sociologiske fakultet på Warwick University.
”UCU (University and College Union, britisk fagforening for ansatte i den akademiske verden, red.) har lavet en undersøgelse, som viste, at 53 procent af alt akademisk personale på universiteterne er ansat på prekære vilkår. Vi oplever en stigende prekarisering, men på den måde er den akademiske verden blot en spejling af det, der for tiden sker på arbejdsmarkedet”, forklarer hun.
Hun forklarer, at den britiske fagbevægelse er stækket i disse år, fordi den nuværende regering i 2016 vedtog den såkaldte Trade Union Act, som har udvandet eksempelvis UCU’s mulighed for at lægge pres på universiteterne for at skabe bedre arbejdsvilkår.
Derfor er de akademiske medarbejdere i stigende grad nødt til selv at organisere sig på det enkelte universitet, helt ned på fakultetsniveau, for at tage kampen op mod ledelsen. Og Carrie Benjamin har set det virke i praksis, da hun på sin tidligere arbejdsplads – SOAS, University of London – sammen med sine kolleger havde held til at lægge pres på ledelsen og vinde nogle kampe.
Som eksempel fortæller hun, at mange i prekære ansættelsesforhold på de britiske universiteter kan have en fast kontrakt med et universitet på fx fem timer om ugen. Det giver i sagens natur en masse usikkerhed, fordi de jo som oftest arbejder langt mere, men hvis der en dag ikke er brug for dem længere er de kun sikret løn for de fem ugentlige timer. Derfor var det en stor sejr for hende og kollegerne på SOAS, University of London, at det lykkedes at få universitetet til at gå med til at hæve timetallet i de faste kontrakter for at give forskerne større sikkerhed i deres ansættelse.
Men den etablerede fagbevægelse kan ikke gøre meget, som det er lige nu, mener den britiske forsker, der peger på to primære årsager til dette.
”Et af de største problemer er, at fagforeningerne blev opfundet på et tidspunkt, hvor faste stillinger var normen. De er sat i verden for at beskytte dem på faste kontrakter. Det gør det svært for dem at tage vores bekymringer seriøst, fordi vores interesser nogle gange også er i konflikt med de fastansattes interesser”, forklarer Carrie Benjamin, som stadig er medlem af UCU og har været medarbejderrepræsentant for prekært ansatte på sin tidligere arbejdsplads.
”Vi har brug for en ny regering, som er villig til at give flere rettigheder tilbage til fagforeningerne, so de kan tage ansvar for situationen. For det andet har vi brug for et opgør med markedsliggørelsen af videregående uddannelse”, fortsætter hun.
Der er forsvundet 25 procent af alle italienske forskere
En af de andre udenlandske deltagere er Mauro Roncarelli, en italiensk astrofysiker fra universitetet i Bologna, som blev færdig med sin ph.d. i 2007, men stadig ikke har fundet et fast arbejde.
Og det er ved at være for meget for ham, forklarer han.
“Jeg forlader formentlig forskningen I løbet af de kommende måneder, fordi mulighederne er så svære at opstøve. Jeg har ikke helt droppet at tage til udlandet og forske igen, men lige nu hælder jeg til at finde noget mere stabilt her i Italien”, forklarer han.
Han giver det politiske klima i Italien en stor del af skylden for, at han og andre i samme situation har svært ved at se en fremtid i den italienske forskningsverden.
”Antallet af faste stillinger på de italienske universiteter er faldet med 25 procent siden 2008. Det har store konsekvenser for karrieremulighederne for mig og andre, der kommer efter mig, og som netop nu er på vej ind i forskningsverdenen”, forklarer han.
I rene tal er der forsvundet næsten 16.000 stillinger. I 2008 var der 63.000 ansatte på de italienske universiteter, og i dag er tallet 47.500, fortæller Mauro Roncarelli.
“Den akademiske verden i Italien var på ingen måde stor, før de begyndte at spare, men det er endnu værre nu. Og selv om de nu er i gang med at droppe besparelserne, så tilfører de ikke flere penge til sektoren. Italien bør i min optik have et stort antal forskere, hvis vi skal blive ved med at være konkurrencedygtige på et globalt marked. Men lige nu er Italien den akademiske verdens Ryanair”, lyder vurderingen fra astrofysikeren.
Ad hoc-organisering eller en stærk fagbevægelse?
I både Italien og Storbritannien har de traditionelle fagforeninger svært ved at tackle problemet med den stigende prekarisering, forklarer både Carrie Benjamin og Mauro Roncarelli.
Og ligesom Carrie Benjamin har Mauro Roncarelli været med til at starte lokale grupper, der på forskellig vis organiserer de midlertidigt ansatte akademikere. På hans universitet i Bologna har de lavet et fælles forum, og det samme er tilfældet i både Torino og Rom, fortæller den italienske astrofysiker.
Fagforeningerne har i forvejen svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere den stigende prekarisering, og da den akademiske verden i Italien er så forholdsvist lille, er der heller ikke et kæmpestort organiseringspotentiale for fagforeningerne, forklarer han og peger på et konkret, juridisk problem for ham og andre i samme situation som ham.
”De fleste ansatte i midlertidige stillinger i den akademiske verden bliver rent juridisk set som eksterne bidragsydere og derfor ikke ansatte på universitetet. Det betyder samtidig, at fagforeningerne ikke har ret til at repræsentere os. Nogle fagforeninger som fx CGIL (Italiens største fagforening, red.) forsøger at gøre noget ved problemet. Men nogle gange føles det som om, at de forsøger at stoppe en tsunami med en ske”, fortæller han.
I den akademiske verden i Storbritannien har de modsat i Italien for nylig oplevet en nyfunden solidaritet på tværs fastansatte og midlertidigt ansatte, forklarer Carrie Benjamin. Tidligere på året har der nemlig været strejker på de britiske universiteter på grund af pensionsvilkårene. Og i den forbindelse prioriterede UCU fx at udbetale strejkemidler til de midlertidigt ansatte før de fastansatte for at kunne organisere så mange ansatte som muligt.
Og det har givet en ekstraordinær mulighed for at skabe solidaritet mellem grupperne, fortæller hun.
”Vi er nødt til at begynde at diskutere taktik og krav, så vi kan opfylde begge gruppers ønsker. Alle har oplevet en nedgang i løn, og alle arbejder for meget. Så vi er nødt til at sætte os ned og finde fælles fodslag i den her kamp”, understreger Carrie Benjamin.
Både Carrie Benjamin og Mauro Roncarelli deltager i det stormøde, som Dansk Magisterforening har arrangeret den 27. september på Københavns Universitet. Vil du deltage eller vide mere om arrangementet, kan du med fordel besøge mødets hjemmeside: https://www.dm.dk/kalender/national-meeting-temporarily-employed-researchers-in-denmark
Det svar vil DM gerne være med til at finde frem til sammen med de midlertidigt ansatte akademikere, og derfor afholder foreningen torsdag den 27. september en workshop om det prekære akademiske arbejdsmarked.
Udover deltagelse fra et bredt udsnit fra den danske forskningsverden er der også inviteret en række udenlandske forskere til Danmark for at fortælle om arbejdet med at imødegå den stigende prekarisering af det akademiske arbejdsmarked i fx Italien og Storbritannien.
Og selv om vejen fra ph.d. til fast ansat forsker kan se lang og hård ud i Danmark, så er det intet at regne for i sammenligning med fx Storbritannien. Her er der sket en eksplosion i antallet af midlertidigt ansatte i den akademiske verden.
Udviklingen bekymrer Carrie Benjamin, der skal fortælle om sine erfaringer med det prekære akademiske arbejdsmarked på workshoppen, og som selv er ansat i en kort stilling ved det sociologiske fakultet på Warwick University.
”UCU (University and College Union, britisk fagforening for ansatte i den akademiske verden, red.) har lavet en undersøgelse, som viste, at 53 procent af alt akademisk personale på universiteterne er ansat på prekære vilkår. Vi oplever en stigende prekarisering, men på den måde er den akademiske verden blot en spejling af det, der for tiden sker på arbejdsmarkedet”, forklarer hun.
Hun forklarer, at den britiske fagbevægelse er stækket i disse år, fordi den nuværende regering i 2016 vedtog den såkaldte Trade Union Act, som har udvandet eksempelvis UCU’s mulighed for at lægge pres på universiteterne for at skabe bedre arbejdsvilkår.
Derfor er de akademiske medarbejdere i stigende grad nødt til selv at organisere sig på det enkelte universitet, helt ned på fakultetsniveau, for at tage kampen op mod ledelsen. Og Carrie Benjamin har set det virke i praksis, da hun på sin tidligere arbejdsplads – SOAS, University of London – sammen med sine kolleger havde held til at lægge pres på ledelsen og vinde nogle kampe.
Som eksempel fortæller hun, at mange i prekære ansættelsesforhold på de britiske universiteter kan have en fast kontrakt med et universitet på fx fem timer om ugen. Det giver i sagens natur en masse usikkerhed, fordi de jo som oftest arbejder langt mere, men hvis der en dag ikke er brug for dem længere er de kun sikret løn for de fem ugentlige timer. Derfor var det en stor sejr for hende og kollegerne på SOAS, University of London, at det lykkedes at få universitetet til at gå med til at hæve timetallet i de faste kontrakter for at give forskerne større sikkerhed i deres ansættelse.
Men den etablerede fagbevægelse kan ikke gøre meget, som det er lige nu, mener den britiske forsker, der peger på to primære årsager til dette.
”Et af de største problemer er, at fagforeningerne blev opfundet på et tidspunkt, hvor faste stillinger var normen. De er sat i verden for at beskytte dem på faste kontrakter. Det gør det svært for dem at tage vores bekymringer seriøst, fordi vores interesser nogle gange også er i konflikt med de fastansattes interesser”, forklarer Carrie Benjamin, som stadig er medlem af UCU og har været medarbejderrepræsentant for prekært ansatte på sin tidligere arbejdsplads.
”Vi har brug for en ny regering, som er villig til at give flere rettigheder tilbage til fagforeningerne, so de kan tage ansvar for situationen. For det andet har vi brug for et opgør med markedsliggørelsen af videregående uddannelse”, fortsætter hun.
Der er forsvundet 25 procent af alle italienske forskere
En af de andre udenlandske deltagere er Mauro Roncarelli, en italiensk astrofysiker fra universitetet i Bologna, som blev færdig med sin ph.d. i 2007, men stadig ikke har fundet et fast arbejde.
Og det er ved at være for meget for ham, forklarer han.
“Jeg forlader formentlig forskningen I løbet af de kommende måneder, fordi mulighederne er så svære at opstøve. Jeg har ikke helt droppet at tage til udlandet og forske igen, men lige nu hælder jeg til at finde noget mere stabilt her i Italien”, forklarer han.
Han giver det politiske klima i Italien en stor del af skylden for, at han og andre i samme situation har svært ved at se en fremtid i den italienske forskningsverden.
”Antallet af faste stillinger på de italienske universiteter er faldet med 25 procent siden 2008. Det har store konsekvenser for karrieremulighederne for mig og andre, der kommer efter mig, og som netop nu er på vej ind i forskningsverdenen”, forklarer han.
I rene tal er der forsvundet næsten 16.000 stillinger. I 2008 var der 63.000 ansatte på de italienske universiteter, og i dag er tallet 47.500, fortæller Mauro Roncarelli.
“Den akademiske verden i Italien var på ingen måde stor, før de begyndte at spare, men det er endnu værre nu. Og selv om de nu er i gang med at droppe besparelserne, så tilfører de ikke flere penge til sektoren. Italien bør i min optik have et stort antal forskere, hvis vi skal blive ved med at være konkurrencedygtige på et globalt marked. Men lige nu er Italien den akademiske verdens Ryanair”, lyder vurderingen fra astrofysikeren.
Ad hoc-organisering eller en stærk fagbevægelse?
I både Italien og Storbritannien har de traditionelle fagforeninger svært ved at tackle problemet med den stigende prekarisering, forklarer både Carrie Benjamin og Mauro Roncarelli.
Og ligesom Carrie Benjamin har Mauro Roncarelli været med til at starte lokale grupper, der på forskellig vis organiserer de midlertidigt ansatte akademikere. På hans universitet i Bologna har de lavet et fælles forum, og det samme er tilfældet i både Torino og Rom, fortæller den italienske astrofysiker.
Fagforeningerne har i forvejen svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere den stigende prekarisering, og da den akademiske verden i Italien er så forholdsvist lille, er der heller ikke et kæmpestort organiseringspotentiale for fagforeningerne, forklarer han og peger på et konkret, juridisk problem for ham og andre i samme situation som ham.
”De fleste ansatte i midlertidige stillinger i den akademiske verden bliver rent juridisk set som eksterne bidragsydere og derfor ikke ansatte på universitetet. Det betyder samtidig, at fagforeningerne ikke har ret til at repræsentere os. Nogle fagforeninger som fx CGIL (Italiens største fagforening, red.) forsøger at gøre noget ved problemet. Men nogle gange føles det som om, at de forsøger at stoppe en tsunami med en ske”, fortæller han.
I den akademiske verden i Storbritannien har de modsat i Italien for nylig oplevet en nyfunden solidaritet på tværs fastansatte og midlertidigt ansatte, forklarer Carrie Benjamin. Tidligere på året har der nemlig været strejker på de britiske universiteter på grund af pensionsvilkårene. Og i den forbindelse prioriterede UCU fx at udbetale strejkemidler til de midlertidigt ansatte før de fastansatte for at kunne organisere så mange ansatte som muligt.
Og det har givet en ekstraordinær mulighed for at skabe solidaritet mellem grupperne, fortæller hun.
”Vi er nødt til at begynde at diskutere taktik og krav, så vi kan opfylde begge gruppers ønsker. Alle har oplevet en nedgang i løn, og alle arbejder for meget. Så vi er nødt til at sætte os ned og finde fælles fodslag i den her kamp”, understreger Carrie Benjamin.
Både Carrie Benjamin og Mauro Roncarelli deltager i det stormøde, som Dansk Magisterforening har arrangeret den 27. september på Københavns Universitet. Vil du deltage eller vide mere om arrangementet, kan du med fordel besøge mødets hjemmeside: https://www.dm.dk/kalender/national-meeting-temporarily-employed-researchers-in-denmark
