Spring menu over
Dansk Magisterforening

DF og SF vil se på flere midler til den frie forskning

© Steen Brogaard

Af Ole Obitsø
Del artikel:

Både regeringens støtteparti, DF, og SF vil se på, om der skal gives flere penge til den frie forskning i kommende forhandlinger om forskningsreserven. Det melder partierne ud efter skarp kritik fra Danmarks Frie Forskningsråd, der har mistet 400 millioner kroner til fri forskning siden 2010.

Der kan være flere penge på vej til Danmarks Frie Forskningsfond.

I hvert fald hvis det står til regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Det melder forsknings- og uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl ud, efter Danmarks Frie Forskningsfond i Magisterbladet skarpt har kritiseret, at man i 2019 kun får øget sit budget med 16 millioner kroner ifølge regeringens økonomiske udspil.

“En rimelig balance er vigtigt. Derfor kan det godt se ud til, at vi skal kigge mere på, hvor meget Danmarks Frie Forskningsfond skal have. Det kan godt være, de skal have lidt mere”, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Formanden for Danmarks Frie Forskningsfond, professor Peter Munk Christiansen, har specifikt ønsket sig flere penge fra den kommende fordeling af forskningsreserven. Her er der afsat i alt 958 millioner kroner til dansk forskning.

228 millioner kroner af dem er i regeringens udspil afsat til Danmarks Frie Forskningsfond. 400 millioner kroner er derimod afsat til Innovationsfonden, hvis samlede budget ifølge regeringens udspil vil stige med 143 millioner kroner i 2019.

Det fordelingsforhold har Peter Munk Christiansen fundet meget kritisabelt.

Jens Henrik Thulesen Dahl er enig i, at det umiddelbart ser skævt ud.

“Det med at have en skævvridning, hvor man støtter voldsomt meget mere på den ene side, er ikke hensigtsmæssigt. Jeg har den indstilling, at vi ønsker en rimelig fordeling”, siger uddannelses- og forskningsordføreren.

“De har ret i, at de er blevet nedprioriteret”
Hos SF bakker man Danmarks Frie Forskningsfond op i, at de skal have flere penge, end regeringen har lagt op til i forhandlingerne om forskningsreserven.

“Vi vil have afsat flere midler til fri forskning. Og så vil vi også kæmpe for flere midler til grøn forskning”, siger SFs uddannelses- og forskningsordfører Jacob Mark.

Siden 2010 har Danmarks Frie Forskningsfond mistet cirka 400 millioner kroner til fri forskning. Det skyldes blandt andet generelle nedskæringer på i alt 1,4 milliarder kroner på dansk forskning i Finansloven i 2015.

Men imens regeringen nu vil skrue op for midlerne til Innovationsfonden, så står Danmarks Frie Forskningsfond i økonomisk stampe, mener formanden.

Det er en bekymring, Jacob Mark godt kan forstå.

“De har ret i, at de er blevet nedprioriteret. Og det er skidt for vores land. Balancen i regeringens udspil er skævt. Det vil svække fødekæden i Forskningsdanmark. Vi skal give forskerne et håb, så der er en god mængde forskere, der kan leve af det og få midler til deres idéer. Ellers mister de modet, og vi mister noget meget værdifuldt i samfundet”, siger Jacob Mark.

Jens Henrik Thulesen Dahl mener, det er vigtigt at holde fast i en stærk, fri forskning i Danmark.

“Jo friere forskningen er, jo større er potentialet også i den. Der er selvfølgelig også en risiko for, at det kun er forskning, vi bliver klogere af, og at der ikke sker så meget mere. Men det skal der være plads til, når vi vil have de helt store gennembrud”, siger DFs uddannelses- og forskningsordfører.

Politikerne er ved at løbe fra aftale
I 2018 fik Danmarks Frie Forskningsfond faktisk forøget sit samlede budget med 190 millioner kroner. Men 103 af de millioner var øremærket tematiseret forskning.

Fonden frygter, at en stor del af pengene, de får fra forskningsreserven i 2019, også vil være øremærket tematiseret forskning. Dermed kan man risikere, at der reelt bliver færre penge til fri forskning i 2019, selvom fondens samlede budget stiger en anelse.

Det er Jens Henrik Thulesen Dahl enig i, at politikerne skal være opmærksomme på.

“Det er en udfordring, at nogle af de penge, regeringen har lagt op til at dele ud, er bundne opgaver for fonden,” siger han.

Danmarks Frie Forskningsfond bliver tildelt midler til tematiseret forskning, da politikerne mener, at de er bedre til at uddele dem end Innovationsfonden på områder, der ikke rettet direkte mod økonomisk gevinst.

“Men en del af den aftale var, at det var ekstra midler oven i de grundmidler, Danmarks Frie Forskningsfond har. Det var med andre ord penge, der skulle lægge ud over deres budget. Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om man lever op til den del af aftalen i regeringens udspil”, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Dansk forskning ville have godt af flere midler
Både Jens Henrik Thulesen Dahl og Jacob Mark mener generelt, at det er svært at fordele pengene fra forskningsreserven rimeligt.

“Fordi der er skåret så meget på forskning, så kan vi kun sidde og tage penge fra gode projekter i de her forhandlinger. Men det er vi nødt til, fordi den frie forskning er så vigtig, og fordi der er aldrig blevet rettet op på de besparelser, regeringen lavede på forskning. Det er en håbløs prioritering af regeringen,” siger Jacob Mark fra SF.

Jens Henrik Thulesen Dahl er enig med Jacob Mark i, at det ville være godt for dansk forskning med flere midler generelt. Men:

“Udfordringen er, at vi skal prioritere i forhold til sundhed, broer, motorveje og alt muligt andet. Det er et praktisk spil om, hvad man kan få,” siger han og tilføjer:

“Men alle forskningsområderne er vigtige. Vi kan hverken undvære grundforskningen, Innovationsfonden eller den frie forskning. Og vi skal sikre, at de alle har tilstrækkelig styrke til at løfte deres opgaver”, siger han.

Forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) har ikke ønsket at kommentere på kritikken, før der er forhandlet en endelig aftale for forskningsreserven for 2019 på plads.