Forsker vinder formidlingspris - her er hans bedste råd

Klimaprofessor Sebastian Mernild blev lørdag den 24. november udnævnt til årets vinder af DR’s Rosenkjærprisen, der gives til årets bedste formidler.

Professoren, der er leder af det anerkendte forskningscenter Nansenscenteret i Bergen og hovedforfatter på FN’s klimarapporter gør en dyd ud af at stille sig til rådighed for pressen. Men han havde ikke regnet med at blive præmieret for det.

“Det var super fedt. Den havde jeg ikke set komme. Det er glædeligt, at folk lægger mærke til det, jeg siger, og den måde jeg kommunikerer på. Det er jeg meget beæret og rørt over. Og jeg følger bare mit forsknings- og formidlingshjerte”, siger Sebastian Mernild.

Men hvad er det, klimaprofessoren gør så godt, når han begår sig i medierne?

Vi fik ham til at give sine fem bedste formidlingsråd her.

Læs også: Flere forskere bliver klimaaktivister - men ikke Sebastian Mernild

#1 Forklar tingene nært
“Det er de færreste mennesker i den brede offentlighed, der har interesse for teknikaliteter. Skal man række ud til mange, skal man tale om de store tendenser på en måde, så de bliver nære. Vi skal perspektivere tingene og fortælle, hvad de betyder for samfundet. Vi kan ikke i klimaforskningen bare tale om, hvordan temperaturen ændrer sig, og hvor meget is, der smelter. Det er for svært og verdensfjernt at forholde sig til. Vi skal bruge ting, folk kan relatere til”.

#2 Undgå fagbegreber
“Jeg prøver på ikke at bruge meget fagspecifikke ord, som man kun bruger i videnskabelig litteratur. Hvis du gør det, mister du lytterne og læserne. Det handler om at komme så bredt ud som muligt. Hvis jeg snakker om afsmeltning og dynamisk ustabilitet, så er det for svært for folk at forstå. Jeg forklarer tingene med mere folkekære ord. Det kan godt være, at vi videnskabsmænd forstår komplekse definitioner, men den viden har den brede befolkning ikke. Du skal holde dem i et hårdt greb, så de får så meget ud af den tid, de bruger, som muligt”.

#3 Tag højde for målgruppen og mediet
“Læserne og lytterne er meget forskellige alt efter, om du skal formidle noget i P1, P3 eller et stort dagblad. Det er mennesker med forskellige kompetencer og interesserer. Det skal du tænke over, så du rækker ud til dem, du formidler til. Du skal også være opmærksom på, hvad du skal bidrage med. Hvis du har meget kort tid, skal du gå til konklusionen først. Og hvis der så er mere tid, kan der perspektiveres. Men det er meget forskelligt. Hvis jeg skal give et interview til fx Ingeniøren, så kan jeg til gengæld være mere nørdet, fordi læserne der faktisk er interesseret i processen og teknikaliteterne i videnskaben. Men det vigtigste er, at du uanset publikum ikke går på kompromis med, hvad videnskaben siger”.

#4 Forbered dine væsentligste pointer
“Jeg har altid forberedt fem hovedkonklusioner inden et interview. Der er altid noget specifikt, journalisten gerne vil vide. Men jeg har også andre pointer klar, jeg kan trække frem. Jeg har altid talt med journalisten inden, så jeg ved, hvad det handler om. Men jeg kan godt lide, at jeg har mulighed for at tage teten og overraske dem med perspektiver undervejs, som er skarpe”.

“Det kan være vigtig baggrundsviden. Når vi forklarer, at 2018 forventeligt bliver det fjerdevarmeste år siden 1880, så har jeg forberedt nogle andre pointer i forlængelse af det. Det kunne være, at hovedårsagen til det er den stigende koncentration af CO2, der er på det højeste niveau i tre til seks millioner år – og at en stigende CO2-koncentration i atmosfæren i gennemsnit medfører en stigende temperatur. En anden kunne være, at det måske ikke er det varmeste, man at de seneste fire år generelt har været de varmeste nogensinde, siden 1880. Og hvis vi perspektiverer det med andre ekstremhændelser, kan der være noget om snakken om at relatere det til global opvarmning. Her er det dog vigtigt at få formidlet, at en enkelt specifik hændelse sjældent kan relateres til global opvarmning”.

#5 Stå til rådighed for journalisterne
“Tilgængeligheden er vigtig. Når man bliver ringet op, skal man snakke med journalisterne, og man skal gøre det klart, hvor meget tid man har til rådighed, eller hvornår man ellers kan snakke. Vi har deadlines som forskere, men journalister har andre deadlines. De har ofte behov for et svar her og nu. Og hvis man vil have mulighed for at formidle, må man imødekomme det. De skal vide, at de kan få fat på mig med kort varsel, hvis jeg skal vælges igen”.

“Jeg har taget den beslutning, at jeg tager mig den tid, der skal til for at formidle forskningen bredt mod offentligheden. Og så må jeg lægge mit andet arbejde efterfølgende. I dag er jeg eksempelvis blevet ringet op af Radioavisen, der gerne ville have mig på klokken 12 (interviewet her er lavet klokken 11.15, red.). Hvis jeg siger nej, jamen, så er jeg bare ikke med. Og da jeg synes, jeg har et budskab og noget at bidrage med, så siger jeg ja. Der må jeg rykke på journalistens deadline”.