Hvorfor bliver vi bange, når det bare er ketchup, kamera og klipning?

Man kan godt sige til sig selv, at oddsene for at blive angrebet af en motorsavspsykopat, et monster eller en giftslange i Danmark er så små, at de ikke er værd at bruge tid på. Men det er vores frygtsystem ligeglad med. Det er udviklet til at holde os i live”, siger Mathias Clasen, som er drevet af en personlig fascination af gysergenren, som han forsker i som ph.d. og lektor i engelsk på Aarhus Universitet. 

Det er genrens paradoks, der fascinerer ham: Hvorfor så mange af os frivilligt opsøger noget, der får os til at føle os skidt tilpas, og hvordan vi kan reagere så kraftigt på noget, som vi ved bare er fiktion.

Ansigt til ansigt med de negative følelser
Man er ikke i tvivl om hans begejstring, når man træder ind på kontoret i Nobelparken i Aarhus, som huser Arts, fakultetet for sprog, kultur og pædagogik. Kontoret er tapetseret med gyserplakater, og reolerne bag skrivebordet er fyldt med gyserlitteratur.

Han fortæller, at gyset tilbyder os noget helt unikt, nemlig erfaring med negative følelser i en sikker kontekst, og dermed lærer vi noget om vores egne følelsesmæssige reaktioner.

“Vi lærer, hvordan det føles at være bange, og hvordan angst og væmmelse føles. Og vi lærer, at vi faktisk godt kan have meget stærke negative følelser, men komme helskindet ud på den anden side”, siger Mathias Clasen, som har skrevet både speciale og ph.d.-afhandling om horrorgenren.

Han har sammen med kolleger undersøgt, hvor mange af os der opsøger uhyggen i medier som film, litteratur, pc-spil osv. Kun hver fjerde i undersøgelsen svarer, at de under ingen omstændigheder opsøger det uhyggelige, mens resten gør det i større eller mindre grad.

“Det bekræfter, at det ikke kun er en negativ oplevelse, men at vi godt kan lide at få stimuleret de negative følelser”, siger Mathias Clasen.

Det kontrollerede gys
I virkeligheden er det det samme, som når et lille barn leger fangeleg eller gemmeleg med en voksen, som lader, som om han eller hun er et monster.

“Barnet lærer noget om sin egen adfærd og sine følelsesmæssige reaktioner. Fx hvad det kan gøre, den dag det bliver jagtet af en, der vil det noget ondt. Er det så en god ide at gemme sig i et skab? Hvordan føles det at være bange? Hvor hurtigt går frygten væk igen?” siger Mathias Clasen.

“Men det er vigtigt, at barnet føler sig tryg i legen, og hvis en fremmed kommer ind og begynder at lege gemmeleg, er det ikke sjovt mere, for så er konteksten en anden”, siger han og fortæller, at psykologisk distance og kontrol er vigtigt, for at vi kan lære af gysergenren.

“Man skal vide, at det er fiktion, og at man kan slukke for filmen eller lægge bogen fra sig, når man har lyst”, siger Mathias Clasen, som mener, at vi kan lære at styre angsten ved at se eller læse flere gysere.

Hvis man bliver ved med at opsøge genren, vil man nemlig over tid opleve, at man bliver bedre og bedre til at håndtere frygten.

“Ikke fordi man bliver mindre bange med tiden, men man træner sig til at håndtere de negative følelser. Man bliver bedre til at opbygge et copingberedskab”, siger han.

Vi har et ældgammelt oversensitivt frygtsystem
Hvis man ser mange gysere, kan man ret hurtigt begynde at analysere dem og vænne sig til at se dem som en æstetisk oplevelse.

“Man lægger mærke til, hvornår musikken trigger angsten, og hvornår klipperytmen bliver kortere og lægger op til, at om cirka 20 sekunder kommer der noget hoppende ud af et skab, eller det, der er værre”, siger Mathias Clasen og fortæller, at det er sådan, han prøver at se gyserfilm i dag, men at det ikke altid lykkes.

“For når de angstudløsende greb virkelig virker, går de direkte ind i nogle meget gamle hjernemekanismer”, siger han.

Det handler om vores frygtsystem, som vi har udviklet gennem vores biologiske udviklingshistorie. En historie, som også indeholder farefulde omgivelser med rigtige monstre.

“Selv om de for længst er forsvundet, spiller de en stor rolle i vores imaginære universer. Både i vores mareridt og i vores angstfantasier, horrorlitteratur, gyserfilm osv.”, siger Mathias Clasen, som mener, at monstrene var krybdyr og mellemstore pattedyr med skarpe tænder.

“Derfor er slangefobi en af de mest gængse fobier på vores breddegrader, og derfor er mange, inklusive mig selv, nervøse ved tanken om at stå over for en flok ulve, selv om stort set ingen er blevet angrebet af ulve i vores del af verden siden slutningen af 1800-tallet. Men vores frygtsystem er ret ligeglad med statistisk sandsynlighed”, siger han.

“Det minder lidt om en røgalarm, fordi det er så oversensitivt”, siger han.

Derfor skal der ikke så meget til, før vi reagerer, når vi er alene hjemme, det er mørkt udenfor, og vi hører en lillebitte knirkelyd fra bagtrappen.

“Det er en evolutionært betinget forsvarsmekanisme, og det er lige præcis den, horrorgenren udnytter”, siger han.

De rigtige gysere kan gøre os mere empatiske
Mathias Clasens yndlingsforfatter inden for gysergenren er Stephen King.

“Han forstår at skrue en historie sammen og at skabe nogle troværdige psykologiske portrætter”, siger han og understreger, at han ikke bryder sig om gysere, hvor det bare handler om at ødelægge menneskekroppen på en opfindsom måde.

“En forfatter som Stephen King vil noget. Han afsøger nogle dystre områder i menneskets sind og kigger nærmere på, hvad der sker, når sociale strukturer bryder sammen. Han bruger monstrene og alle de uhyggelige og metafysiske elementer som en katalysator til at sige noget om den menneskelige natur og det samfund, vi befinder os i”, siger Mathias Clasen, som derfor mener, at forfatteren kan lære os noget moralsk, psykologisk og socialt.

“Han tager os typisk med ind i sine fiktive karakterers sind, og vi lærer, hvad der får folk til at gøre, som de gør. Det sætter os i stand til at forstå andre menneskers reaktionsmønstre, og derfor kan den gode gyser gøre os til mere empatiske individer”, siger han.

Ny forskning tilbyder en masse forklaringskraft
Den evolutionære tilgang, som Mathias Clasen har til sin forskning, er en ny måde at gå til det humanistiske fagfelt på.

“Det er en tværfaglig tilgang, der trækker på nye forskningsresultater og indsigter fra en række tilstødende fagfelter som kognitiv psykologi, evolutionsbiologi og antropologi”, siger han og fortæller, at forskerne dermed opnår en stor forklaringskraft.

“Når vi betragter mennesket som en biologisk organisme og inddrager menneskets biologiske udviklingshistorie, kan vi forklare en del sammenhænge. Vi kan tage fat på nogle af de store hvorfor- og hvordan-spørgsmål, som hvorfor bruger vi så megen tid i opdigtede verdener”, siger han og mener, at for at kunne svare på det er vi nødt til at vide noget om vores psykologiske evolutionshistorie, fra dengang vi adskilte os fra aberne.

“Hvad er det fx, der har gjort, at vi har fået en så relativt stor hjerne. At vi har fået sprog og en forestillingsevne, som er fuldstændig unik i biosfæren. Der er ingen andre dyr, der har en forestillingsevne som vores, så hvilke evolutionære fordele kan den give”, siger han.

“Som forskere er vi nødt til at tænke i funktion: Hvad gør forestillingsevnen for os? Hvilken funktion har vores fantasi? Hvorfor er vi så nemme at skræmme? Hvorfor er der så mange overnaturlige monstre med rovdyragtige træk i vores uhyggelige fortællinger?”

“Vi ved meget mere om den menneskelige natur nu end for 20 år siden. Der er en rivende udvikling inden for en række forskningsområder, og den udvikling har konsekvenser for arbejdet inden for humaniora. Derfor giver det god mening at kigge ud over sine egne faggrænser og se, hvad der sker ude i det videnskabelige landskab, og hvad det betyder for forståelsen af det, vi arbejder med”, siger Mathias Clasen.