Spring menu over
Dansk Magisterforening

Topmøde om rettigheder: EU’s politikere skal levere social sikring nu

Del artikel:

På et topmøde i Gøteborg drøfter fagbevægelsen og EU’s regeringschefer, hvordan man kan sikre sociale rettigheder til lønmodtagere fremover. En aftale skal underskrives senere i eftermiddag. Her er 7 vigtige punkter.

I dag mødes den internationale fagbevægelse med EU’s regerings- og statschefer, herunder den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), til stormøde i Gøteborg med konkrete krav om at få skruet op for bl.a. den sociale sikring og uddannelse på fremtidens arbejdsmarked. 

Hvad ønsker fagbevægelsen at få gennemført?
Der er enighed om skabe en social søjle som et vigtigt symbolsk og politisk første skridt for en social union. For at opnå dette opstilles 20 hovedprincipper, der er opdelt i tre hovedkategorier: Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, retfærdige og rimelige arbejdsvilkår samt social beskyttelse og inklusion.

Her er syv udvalgte af de 20 hovedprincipper:

1. Ret til uddannelse og livslang læring 
2. Ret til børnepasning og støtte til børn for at fremme lige muligheder
3. Ligeløn - Kvinder og mænd har ret til samme løn for arbejde af samme værdi
4. Ret til rettidig og personligt tilpasset beskæftigelsesindsats
5. Sociale ydelser over fattigdomsgrænsen
6. Rimelige lønninger, der sikrer en anstændig levestandard og i respekt for arbejdsmarkedets parters uafhængighed
7. Et sundt, sikkert og veltilpasset arbejdsmiljø og databeskyttelse

Se alle 20 hovedprincipper her

Aftalen om en europæisk søjle af sociale rettigheder bliver underskrevet fredag eftermiddag af
EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, Europa-Parlamentets formand Antonio Tajani og Jüri Ratas, der er premierminister for Estland, som har EU-formandsskabet.