Spring menu over
Dansk Magisterforening

Intern splid på KU: NFI-forskere føler sig trådt på

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Fire forskere fra Nordisk Forskningsinstitut (NFI) følte sig hængt ud i forbindelse med den nye runde af besparelser, som ledelsen på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet for nylig meldte ud.

Det er normalt, at bølgerne kan gå lidt højt i forbindelse med en sparerunde, men en række medarbejdere på Nordisk Forskningsinstitut (NFI) føler sig decideret trådt på i forbindelse med den seneste runde af besparelser på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet.

Instituttet står til at miste ni mio. kr. i såkaldt "fakultetstilskud", som NFI historisk har fået, fordi det blandt andet består af en række arkiver og samlinger, og derfor i mindre grad end andre institutter har mulighed for at generere indtægter fra studerende.

Og det er især den måde, som dekan Ulf Hedetoft, ifølge fire forskere fra NFI, har omtalt medarbejderne på NFI som snyltere, der nager Marie Maegaard, Malena Monka, Janus Spindler Møller og Pia Quist fra Afdeling for Dialektforskning på NFI, skriver de i et debatindlæg på Universitetsavisens hjemmeside.

"Retorikken på fakultetet, og ikke mindst hos vores dekan, er så blevet sådan, at de andre institutter af deres surt optjente STÅ-indtægter giver ”tilskud” til NFI. Det går jo ikke i længden, forklarede dekanen os, ”det kan vi jo godt se, ik’os’?”", skriver de i indlægget og fortsætter:

"Nej, det kan vi ikke se. Mange af vores arbejdsopgaver blev tidligere finansieret direkte af finansloven, men for år tilbage gav man i stedet universitetet ansvaret for at sørge for at varetage opgaverne".

LÆS OGSÅ: Humaniora på KU skal spare igen

Det går ud over forskningen på instituttet

Men de fire forskere vil ikke acceptere den logik, der ifølge dem ligger bag fakultetets oplæg til at spare på NFI. Ifølge dem har man allerede nu overskredet grænsen for, hvorvidt forskningsmiljøerne rundt om instituttets samlinger kan opretholdes.

"Det fremgik da også på fællesmødet, at faglige overvejelser vedrørende NFI’s aktiviteter ikke havde spillet nogen rolle i udviklingen af spareplanen. Det kan ikke overraske nogen, at et institut som primært har sin berettigelse i kraft af sin forskning (eftersom vi ikke har fået lov til at lave uddannelser) ikke kommer godt ud af en økonomisk analyse, der kun måler på STÅ (studenterårsværk, red.)", skriver de i indlægget og forklarer, at fakultetet dermed overser, at bevillingerne til universiteterne også gives til forskning.

I stedet for at se dem som en belastning burde fakultetet i stedet anerkende de resultater, som instituttet ifølge forskerne har skabt.

"På NFI har vi gjort det godt, rigtigt godt endda, på alle de parametre som Struensee (konsulentfirma, som har gransket på KU's økonomi, red.) og dekanen ikke vil se på: Vi har stærke internationale forskningsmiljøer, vi trækker eksterne midler hjem, og vi markerer os bredt gennem offentlig formidling både herhjemme og i Norden. På vores afdeling, Afdeling for Dialektforskning, har vi aktive forskningsmiljøer omkring det historiske dialektordbogsprojekt, Ømålsordbogen, og LANCHART-korpusset, som er et af verdens største talesprogs-korpora", skriver de og forklarer, at de føler sig spillet ud mod Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (INSS), som de skal slås sammen med.

Dekan: En misforståelse, at jeg skulle have kaldt NFI-ansatte nassere
Ulf Hedetoft er dog langt fra enig med forskerne fra NFI i deres udlægning af retorikken i forbindelse med sparerunden, skriver han i et svar til de fire forskere på Universitetsavisens hjemmeside.

Han henviser til, at NFI skal stå for 1/15 del af de samlede besparelser på Humaniora, og hvis NFI skulle bidrage proportionalt i forhold institutbudgetternes størrelse, ville reduktionen, ifølge Ulf Hedetoft, "være betydeligt højere end 10 mio.".

"Det er for det andet ikke rigtigt, at jeg har fremstillet NFI-medarbejdere som nassere. Det har ingen bund i virkeligheden. Jeg har sammen med resten af ledelsen påpeget, at i en situation med markante reduktioner i fakultetets bevillingsramme er vi pisket til at se meget mere nøje end hidtil på, hvilke aktiviteter der genererer indtægter, og hvilke der ikke gør", skriver han i sit svar og forklarer, at der med andre ord ikke ligger en kritik af hverken NFI's eller andres arbejde i de planlagte reduktioner på fakultetet.

Hedetoft: Vi spiller ikke institutterne ud mod hinanden
Dekanen forklarer samtidig, at det er forfejlet at blande besparelserne sammen med fakultetets budgetmodel. For "uanset hvad budgetmodel er de pågældende aktiviteter ikke nogen, der generer særligt store indtægter", forklarer Ulf Hedetoft.

Han medgiver, at NFI tidligere fik øremærkede beløb fra finansloven, men siden det er blevet udfaset, er basisbevillingen i samme periode blevet dramatisk reduceret, understreger Ulf Hedetoft. Derfor ser han og fakultetet ingen anden udvej end at skære i instituttets bevillinger.

Samtidig svarer han på et fjerde og sidste af de fire forskeres kritikpunkter ved at understrege, at fusionen af NFI og INSS ikke handler om at spille nogen ud mod hinanden, tværtimod vil han i den kommende tid diskutere med ledelsen på de to institutter, hvordan man bedst håndterer processen.

"Men det vil være mig magtpåliggende, at der bliver tale om en fusion, hvor faglige og bemandingsmæssige synergier bliver udnyttet maksimalt, og hvor der ikke bliver tale om et os/dem- eller lillebror/storebror-forhold. Derfor vil der også blive lagt op til en bred inddragelse af medarbejderne hen over de næste 6-9 måneder", påpeger Ulf Hedetoft.