God planlægning skaber fast arbejde til arkæologer
Hvis man planlægger arbejdet, kan et museum sagtens gøre lange projektansættelser til faste stillinger, lyder det fra flere arkæologer. Problemet er dog, at man samtidig er nødt til overskride nogle tidsfrister fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Midlertidige bevillinger og faste ansættelser behøver ikke udelukke hinanden. Det mener Signe Lützau Pedersen, der er museumsinspektør og tillidsrepræsentant ved Museum Sønderjylland.
På hendes arbejdsplads er det lykkedes at fastansætte næsten alle arkæologer og dermed bryde med den markante andel af tidsbegrænsede ansatte, der ellers præger arkæologfaget.
”Hvis man vil fastansætte folk kræver det enten, at man er god til at se ud i fremtiden, eller også kræver det en penge-buffer til at betale folks opsigelsesvarsler, hvis man er nødt til at fyre dem”, fortæller hun.
På Museum Sønderjylland har man imidlertid skabt en slags kombination. Ved konsekvent at udskyde de arbejdsopgaver, som følger efter selve gravearbejdet til et tidspunkt, hvor der ikke er mere gravearbejde, skaber museet den buffer, som Signe Pedersen omtaler.
Det er i første række opgaver som fundbearbejdningen og udarbejdelsen af udgravningsberetningen med den udførlige beskrivelse af de enkelte fund og af fundomstændighederne. Midlerne til disse opgaver aktiveres så i de perioder, hvor der ikke er regulære udgravningsopgaver, og der afstemmes med opsigelsesvarslerne, så varslerne kan trækkes tilbage, når nye udgravningsopgaver er i sigte.
Den måde at tilrettelægge arbejdet på har ifølge Signe Pedersen gjort, at alle arkæologer på museet kan være fastansatte.
Kolliderer med tidsfrister
Udfordringen for modellen er dog Slots- og Kulturstyrelsens tidsfrister, der siger at en udgravningsberetning fra en udgravning skal færdiggøres inden for et år efter, at udgravningen er afsluttet.
”Nogle gange kommer vi for sent med vores beretninger, og det er ikke noget, min chef får ros for.
Det kræver at man som museumsleder er villig til at tage de slag, og det er heller ikke alle, der har en organisation, der bakker op om det”, siger hun.
Metoden blev fremlagt ved DM’s arkæologseminar som et konkret bud på, hvordan museerne med god vilje kan nedbringe den store andel af midlertidige ansættelser, som præger arkæologfaget. I den undersøgelse af arkæologernes arbejdsvilkår, som var seminarets omdrejningspunkt, ernærede 43 procent af de deltagende arkæologer sig ved tidsbegrænsede ansættelser.
”Jeg har selv levet 20 år som løsansat, inden jeg fik min faste ansættelse. Så jeg ved godt, hvad det vil sige at leve med den usikkerhed. Derfor har jeg været enig med min leder om, at vi vil forsøge at gøre ansættelsen så sikker som mulig for vores løsansatte”, fortæller Per Ethelberg, der som museumsinspektør ved den arkæologiske afdeling på Museum Sønderjylland er ansvarlig for, at der er sammenhæng mellem de projektmidler, der kommer ind, og de lønkroner, der skal udbetales til medarbejderne.
Ikke populære i styrelsen
Han bekræfter, at metoden ikke er noget, der har gjort ham eller museet populære i Slots- og Kulturstyrelsen.
”Det er ikke sådan, at vi bare lader tingene ligge. Vi har et flow, bare med større forsinkelsesfaktor. Det giver nogle knotne henvendelser, men det har vi valgt at tage med for at sikre folks ansættelser”, fortæller Ethelberg, der mener at mange museer vil kunne tilrettelægge ansvaret på tilsvarende vis.
”Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvordan andre museer vælger at have ansættelsespolitik. Men jeg ser ingen grund til, at det kun skulle kunne fungere hos os”.
Det er da heller ikke kun i Sønderjylland, man er villig til at tage den risiko, der ligger i at fastansætte arkæologer, selv om der kun er penge til en begrænset periode. Ole Kastholm, museumsinspektør på ROMU (tidl. Roskilde Museum), vurderer, at den metode, Signe Pedersen og Per Ethelberg beskriver, bruges i større eller mindre omfang mange steder.
”Skrivebordsarbejdet kan vi i højere grad tilrettelægge i modsætning til udgravningen, som er underlagt bygherrens ønsker. Vilkårene er, at vi skal følge Slots- og Kulturstyrelsens tidsfrister, og så er der også nogle faglige problemer med at udskyde afrapporteringen, for der går noget viden tabt, når man venter for længe. Det ideelle er alt andet lige at lave sine ting færdige efter udgravningen. Men jo, det er da klart en løsning”, siger Ole Kastholm.
Intet huslån til løsansatte
Hun peger lige som Jonas Christensen på, at selv om en fastansættelse på projektmidler er stort set lige så usikker som en projektansættelse, er der både praktiske og psykologiske fordele.
”Den største forskel er den familiemæssige og socialøkonomiske forskel. Som projektansat kan du ikke gå i banken og låne til et hus. Og det er en relativ stor belastning, at man ikke har de samme muligheder for at stifte bo og familie, som ens jævnaldrende fastansatte har. Man kan sidde side om side med en kollega, der laver samme arbejde, men hvor der er store forskelle i mulighederne for at få et liv til at fungere”, siger hun.
Dette er et uddrag af en artikel fra sektorbladet DM Natur & Kultur. Artiklen kan læses i sin helhed lige her.
På hendes arbejdsplads er det lykkedes at fastansætte næsten alle arkæologer og dermed bryde med den markante andel af tidsbegrænsede ansatte, der ellers præger arkæologfaget.
”Hvis man vil fastansætte folk kræver det enten, at man er god til at se ud i fremtiden, eller også kræver det en penge-buffer til at betale folks opsigelsesvarsler, hvis man er nødt til at fyre dem”, fortæller hun.
På Museum Sønderjylland har man imidlertid skabt en slags kombination. Ved konsekvent at udskyde de arbejdsopgaver, som følger efter selve gravearbejdet til et tidspunkt, hvor der ikke er mere gravearbejde, skaber museet den buffer, som Signe Pedersen omtaler.
Det er i første række opgaver som fundbearbejdningen og udarbejdelsen af udgravningsberetningen med den udførlige beskrivelse af de enkelte fund og af fundomstændighederne. Midlerne til disse opgaver aktiveres så i de perioder, hvor der ikke er regulære udgravningsopgaver, og der afstemmes med opsigelsesvarslerne, så varslerne kan trækkes tilbage, når nye udgravningsopgaver er i sigte.
Den måde at tilrettelægge arbejdet på har ifølge Signe Pedersen gjort, at alle arkæologer på museet kan være fastansatte.
Kolliderer med tidsfrister
Udfordringen for modellen er dog Slots- og Kulturstyrelsens tidsfrister, der siger at en udgravningsberetning fra en udgravning skal færdiggøres inden for et år efter, at udgravningen er afsluttet.
”Nogle gange kommer vi for sent med vores beretninger, og det er ikke noget, min chef får ros for.
Det kræver at man som museumsleder er villig til at tage de slag, og det er heller ikke alle, der har en organisation, der bakker op om det”, siger hun.
Metoden blev fremlagt ved DM’s arkæologseminar som et konkret bud på, hvordan museerne med god vilje kan nedbringe den store andel af midlertidige ansættelser, som præger arkæologfaget. I den undersøgelse af arkæologernes arbejdsvilkår, som var seminarets omdrejningspunkt, ernærede 43 procent af de deltagende arkæologer sig ved tidsbegrænsede ansættelser.
”Jeg har selv levet 20 år som løsansat, inden jeg fik min faste ansættelse. Så jeg ved godt, hvad det vil sige at leve med den usikkerhed. Derfor har jeg været enig med min leder om, at vi vil forsøge at gøre ansættelsen så sikker som mulig for vores løsansatte”, fortæller Per Ethelberg, der som museumsinspektør ved den arkæologiske afdeling på Museum Sønderjylland er ansvarlig for, at der er sammenhæng mellem de projektmidler, der kommer ind, og de lønkroner, der skal udbetales til medarbejderne.
Ikke populære i styrelsen
Han bekræfter, at metoden ikke er noget, der har gjort ham eller museet populære i Slots- og Kulturstyrelsen.
”Det er ikke sådan, at vi bare lader tingene ligge. Vi har et flow, bare med større forsinkelsesfaktor. Det giver nogle knotne henvendelser, men det har vi valgt at tage med for at sikre folks ansættelser”, fortæller Ethelberg, der mener at mange museer vil kunne tilrettelægge ansvaret på tilsvarende vis.
”Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvordan andre museer vælger at have ansættelsespolitik. Men jeg ser ingen grund til, at det kun skulle kunne fungere hos os”.
Det er da heller ikke kun i Sønderjylland, man er villig til at tage den risiko, der ligger i at fastansætte arkæologer, selv om der kun er penge til en begrænset periode. Ole Kastholm, museumsinspektør på ROMU (tidl. Roskilde Museum), vurderer, at den metode, Signe Pedersen og Per Ethelberg beskriver, bruges i større eller mindre omfang mange steder.
”Skrivebordsarbejdet kan vi i højere grad tilrettelægge i modsætning til udgravningen, som er underlagt bygherrens ønsker. Vilkårene er, at vi skal følge Slots- og Kulturstyrelsens tidsfrister, og så er der også nogle faglige problemer med at udskyde afrapporteringen, for der går noget viden tabt, når man venter for længe. Det ideelle er alt andet lige at lave sine ting færdige efter udgravningen. Men jo, det er da klart en løsning”, siger Ole Kastholm.
Intet huslån til løsansatte
Hun peger lige som Jonas Christensen på, at selv om en fastansættelse på projektmidler er stort set lige så usikker som en projektansættelse, er der både praktiske og psykologiske fordele.
”Den største forskel er den familiemæssige og socialøkonomiske forskel. Som projektansat kan du ikke gå i banken og låne til et hus. Og det er en relativ stor belastning, at man ikke har de samme muligheder for at stifte bo og familie, som ens jævnaldrende fastansatte har. Man kan sidde side om side med en kollega, der laver samme arbejde, men hvor der er store forskelle i mulighederne for at få et liv til at fungere”, siger hun.
Dette er et uddrag af en artikel fra sektorbladet DM Natur & Kultur. Artiklen kan læses i sin helhed lige her.
