Politikerne blæser på Anne og taler til Blå Bjarne
Magistre som Anne Brædder er stort set ligegyldige i valgkampe. Politikerne taler nemlig primært til svingvælgeren. Derfor bliver de emner, som Anne Brædder interesserer sig for, ignoreret til fordel for emner, som interesserer Blå Bjarne.
Hun elsker valgkampen. Det er hendes VM i fodbold, hendes Tour de France. Hun har glædet sig til den, og nu kører radioen dagligt med politikerinterviews, meningsmålinger, politiske analyser.
Anne Brædder sluger det hele.
Men egentlig er det paradoksalt, for Anne Brædder oplever, at politikere og journalister ignorerer det, som interesserer hende, og taler løs om det, som er uinteressant. Snakken om hårdere krav til flygtninge, at det ikke kan betale sig at arbejde, om Lars Løkke virker søvnig eller ej … det er ikke det, valgkampen burde handle om, mener Anne.
Annes problem er, at hun strategisk set er ligegyldig. Hun er nemlig alt det modsatte af den type vælger, som kommer til at afgøre valget. Og den skæbne deler hun med de fleste medlemmer af Magisterforeningen samt en masse andre højtuddannede.
Magisterbladet har fået foretaget en analyse af de persontyper, der er mest almindelige blandt medlemmerne i DM. Anne Brædder, der er ph.d.-studerende i historie ved Aarhus Universitet, tilhører en af de store grupper, nemlig de unge, nyuddannede akademikere, der bor i andelslejligheder, stemmer til venstre, interesserer sig for kultur, miljø, sociale forhold, er venlig stemt over for udvikling, globalisering og flygtninge.
Det er PostNord Danmark og Geomatic, der har lavet analysen af DM’s medlemmer til Magisterbladet.
Bjarne vandrer
Sådan er de i Anne Brædders segment-gruppe, men dybest set er det fællestræk for flertallet af Magisterforeningens medlemmer.
Problemet for akademikerne er, at valgkampen står om en helt anden vælgertype. Den står om en type, der er blevet døbt “Blå Bjarne” – den klassiske arbejder, som i dag kan finde på at vandre mellem Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti. Han er alt det modsatte af en typisk magister: kort uddannet, bor uden for metropolerne, har mindre personlig indkomst og er skeptisk over for globalisering, indvandring og skattepenge til kultur.
“Oprindeligt var Blå Bjarne rød, men nu er han blevet mere og mere blå. Han er gået fra Socialdemokraterne til Venstre, og så er han i stigende grad fortsat til Dansk Folkeparti”, forklarer lektor i samfundsvidenskab Johannes Andersen fra AAU.
Han fortæller, at det er Socialdemokraternes modernisering af velfærdsstaten i retning af et stort serviceapparat, der har sendt Blå Bjarne på vandring. Og så er udlændingedebatten kommet oveni.
“Når man er tilhænger af den klassiske velfærdsstat, vil man gerne forsvare den imod internationaliseringen. Og når der ovenikøbet kommer en muslimsk kultur på banen, der udfordrer den danske, som Bjarne står for, så bliver det et problem. Derfor har udlændingespørgsmålet vist sig at være vigtigt for Blå Bjarne”, siger Johannes Andersen.
Det er også derfor, Socialdemokraternes kampagne hedder “Det Danmark, du kender”, og det er derfor, partiet umiddelbart inden valgkampen kørte en kampagne om, at der skal stilles flere krav til flygtninge.
Lyst til at lukke ørerne
“Jeg er totalt i mit es, når jeg cykler ned ad gaden, og der hænger valgplakater over det hele. Helt stik modsat dem, der siger: Åh nej, skal vi nu høre på dem i tre uger. Det er ikke, fordi man bliver overrasket over, hvad de siger, men det har jo bare en stor betydning”.
Sådan siger 33-årige Anne Brædder. Men hun kan godt mærke, at politikerne sjældent taler til hende, når de taler. Fx i flygtninge- og indvandrerdebatten.
“Det er der, jeg har allermest lyst til bare at lukke ørerne, for de siger jo stort set alle det samme. Dansk Folkeparti har skabt en dagsorden omkring det her siden 1990’erne, og de andre partier er næsten bare nødt til at gå med på den diskurs, selv SF gjorde det, da de var i regering”, siger hun.
Vi møder Anne på en kaffebar i Rantzausgade på Nørrebro i København, tæt på hendes bopæl og få hundrede meter fra den internetcafe, der var midtpunkt i den bandekonflikt, der rystede bydelen. Den slags begivenheder, der skaber frygt og flytter vælgere, men formentlig flere i provinsen end på Nørrebro.
“Ingen i min omgangskreds gider høre på den retorik, man bruger om indvandrere. Det er noget med at spille på folks frygt, og så bunder det i et enormt statisk kulturbegreb – at vi skal passe på vores danske kultur. Men kultur forandrer sig, og hvorfor skal det kun baseres på nationale værdier? Det er en rigid kulturforståelse og et meget antihumanistisk synspunkt”.
Ledighed fylder
Under interviewet sidder vi og kigger på forsiden af et nyheds-website. Tophistorierne er blandt andet skærpede krav til udlændinge samt et krav om sænkelse af den kriminelle lavalder.
“Det er klart, at det kan være svært at se sig selv i debatten, men selvom de taler om ting, der ikke rammer lige ned i mit liv, er det stadig noget, der vedrører mig som samfundsborger”, siger Anne Brædder, der ikke er medlem af et politisk parti, men sidder i bestyrelsen for Selskab for Ligestilling.
Et af de valgkamptemaer, som hun selv betragter som vigtige, er diskussionen om dagpenge og ledige.
“Som nyuddannet humanist kan der gå lang tid, før man ser en fast stilling. Jeg blev færdig i 2009 og har ikke rigtig været ledig, men jeg har heller ikke haft et fast fuldtidsjob. Jeg har været i museumsverdenen, og der går man ofte bare fra det ene projekt til det andet. Nu er jeg ph.d.-studerende, og det er jo også en tidsbegrænset ansættelse. Så ledighed er noget, der fylder for mig”, fortæller hun.
Provokeret af diskurs
Men igen må hun konstatere, at debatten under valgkampen går i en helt anden retning end det, hun kunne ønske, når det primære spørgsmål er en diskussion om, hvorvidt det er økonomisk rentabelt for en kontakthjælpsmodtager at gå på arbejde.
“Den måde, de taler om ledighed på, er, som om der er en lille gruppe, der ikke gider arbejde. Det provokerer mig enormt meget. Jeg kender ikke nogen, der ikke vildt gerne vil have et job, men det er bare skidesvært som ung humanist”.
Anne Brædder ville hellere høre bud på et mere fleksibelt arbejdsmarked.
“Hvorfor hedder det 37 timer fra start til pension? Børnefamilier er jo sindssygt pressede, så måske kunne man finde ud af at tilrettelægge arbejdet mere fleksibelt. Men det med at tale familiepolitik er bare ikke en vindersag, det er der i hvert fald ingen, der gør”, konstaterer Anne Brædder, der selv har en datter på fire år.
Ligestilling er et andet område, hun gerne så debatteret under valgkampen. Det samme gælder klima- og miljøspørgsmålet, som ikke har fyldt meget i dansk politik, siden en træt Lars Løkke Rasmussen ledede klimatopmødet i Bella Center.
“Klimadagsordenen er altså noget, der vedrører alle”.
Alligevel elsker Anne Brædder valgkampen. Også selvom den primært føres over for nogle helt andre mennesker og med budskaber, hun har meget svært ved at spejle sig i.
“Jeg bruger alligevel ikke de her 20 dage på at finde ud af, hvad jeg vil stemme. Så valgkampen følger jeg mere, som andre følger en sportsbegivenhed”.
Partier må fokusere
Anne Brædder og andre magistre har typisk allerede bestemt, hvem de vil stemme på. Det gør dem mindre interessante.
“Magistre ved meget og interesserer sig meget for politik. Så de har besluttet sig for, hvem de vil stemme på. Derfor er det de færreste af de politiske kampagner, der er tilegnet akademikerne”, fortæller Asger Leth Olsen, adjunkt ved Institut for Statskundskab, KU.
Det samme siger hans kollega ved AU, lektor Robert Ormrod, der forsker i politisk markedsføring.
“Partierne har begrænsede mængde ressourcer, så de må fokusere i deres valgkamp, og de må også reagere i forhold til medierne. Hvis medierne synes, mindre kontanthjælp er vigtigt, så må man snakke om det. Der, hvor valget vindes og tabes, er der, hvor stemmerne flytter sig, så i valgkampen vil man se partierne lefle for nogle bestemte grupper”.
Men begge forskere har gode budskaber til magistre og andre, der føler sig overset i valgkampen. Det betyder nemlig slet ikke så meget, hvad der bliver snakket om her.
“Der er stor forskel på, hvilke vælgere der har fokus under en valgkamp, og hvem der efterfølgende får reel indflydelse. Efter et valg er der en tendens til, at det parlamentariske arbejde falder tilbage i sin vante gænge, hvor de forskellige interessegrupper kan øve indflydelse”, siger Asger Leth Olsen.
Tre uger med teater
Og tre ugers fokus på Blå Bjarne er slet ikke nok til at opveje den indflydelse, højtuddannede har i resten af valgperioden.
“Akademikere er godt organiseret, og desuden sidder mange selv i embedsværket og i lederstillinger. Folketinget er jo spækket med magistre og djøf’ere – nok især djøf’ere – og de fylder meget i debatten og deltager i råd, nævn og kommissioner”, siger han.
Forskeren Robert Ormrod ser valgkampen som en forestilling, der bare skal overstås.
“I tre uger er der teater, og når det er slut, er det business as usual. Der vil være nogle temaer, der får opmærksomhed i medierne, og som kan få nogle svingdørsvælgere til at flytte sig, men eftersom det meste lovgivning alligevel laves over midten, kommer det ikke til at betyde det store”.
Han tror ikke, det går ud over det politiske engagement hos magistre og andre højtuddannede, at deres interesser bliver sat lidt til side i valgkampen. Til gengæld kan det styrke demokratiet, at Blå Bjarnes interesser får ekstra opmærksomhed i en periode.
“Sådan nogle som os er jo altid interesseret i politik. Så på en måde er det godt, der bliver talt til et segment, der ellers ikke stemmer, hvis det kan få flere til at interessere sig for politik”.
Anne Brædder sluger det hele.
Men egentlig er det paradoksalt, for Anne Brædder oplever, at politikere og journalister ignorerer det, som interesserer hende, og taler løs om det, som er uinteressant. Snakken om hårdere krav til flygtninge, at det ikke kan betale sig at arbejde, om Lars Løkke virker søvnig eller ej … det er ikke det, valgkampen burde handle om, mener Anne.
Annes problem er, at hun strategisk set er ligegyldig. Hun er nemlig alt det modsatte af den type vælger, som kommer til at afgøre valget. Og den skæbne deler hun med de fleste medlemmer af Magisterforeningen samt en masse andre højtuddannede.
Magisterbladet har fået foretaget en analyse af de persontyper, der er mest almindelige blandt medlemmerne i DM. Anne Brædder, der er ph.d.-studerende i historie ved Aarhus Universitet, tilhører en af de store grupper, nemlig de unge, nyuddannede akademikere, der bor i andelslejligheder, stemmer til venstre, interesserer sig for kultur, miljø, sociale forhold, er venlig stemt over for udvikling, globalisering og flygtninge.
Det er PostNord Danmark og Geomatic, der har lavet analysen af DM’s medlemmer til Magisterbladet.
Bjarne vandrer
Sådan er de i Anne Brædders segment-gruppe, men dybest set er det fællestræk for flertallet af Magisterforeningens medlemmer.
Problemet for akademikerne er, at valgkampen står om en helt anden vælgertype. Den står om en type, der er blevet døbt “Blå Bjarne” – den klassiske arbejder, som i dag kan finde på at vandre mellem Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti. Han er alt det modsatte af en typisk magister: kort uddannet, bor uden for metropolerne, har mindre personlig indkomst og er skeptisk over for globalisering, indvandring og skattepenge til kultur.
“Oprindeligt var Blå Bjarne rød, men nu er han blevet mere og mere blå. Han er gået fra Socialdemokraterne til Venstre, og så er han i stigende grad fortsat til Dansk Folkeparti”, forklarer lektor i samfundsvidenskab Johannes Andersen fra AAU.
Han fortæller, at det er Socialdemokraternes modernisering af velfærdsstaten i retning af et stort serviceapparat, der har sendt Blå Bjarne på vandring. Og så er udlændingedebatten kommet oveni.
“Når man er tilhænger af den klassiske velfærdsstat, vil man gerne forsvare den imod internationaliseringen. Og når der ovenikøbet kommer en muslimsk kultur på banen, der udfordrer den danske, som Bjarne står for, så bliver det et problem. Derfor har udlændingespørgsmålet vist sig at være vigtigt for Blå Bjarne”, siger Johannes Andersen.
Det er også derfor, Socialdemokraternes kampagne hedder “Det Danmark, du kender”, og det er derfor, partiet umiddelbart inden valgkampen kørte en kampagne om, at der skal stilles flere krav til flygtninge.
Lyst til at lukke ørerne
“Jeg er totalt i mit es, når jeg cykler ned ad gaden, og der hænger valgplakater over det hele. Helt stik modsat dem, der siger: Åh nej, skal vi nu høre på dem i tre uger. Det er ikke, fordi man bliver overrasket over, hvad de siger, men det har jo bare en stor betydning”.
Sådan siger 33-årige Anne Brædder. Men hun kan godt mærke, at politikerne sjældent taler til hende, når de taler. Fx i flygtninge- og indvandrerdebatten.
“Det er der, jeg har allermest lyst til bare at lukke ørerne, for de siger jo stort set alle det samme. Dansk Folkeparti har skabt en dagsorden omkring det her siden 1990’erne, og de andre partier er næsten bare nødt til at gå med på den diskurs, selv SF gjorde det, da de var i regering”, siger hun.
Vi møder Anne på en kaffebar i Rantzausgade på Nørrebro i København, tæt på hendes bopæl og få hundrede meter fra den internetcafe, der var midtpunkt i den bandekonflikt, der rystede bydelen. Den slags begivenheder, der skaber frygt og flytter vælgere, men formentlig flere i provinsen end på Nørrebro.
“Ingen i min omgangskreds gider høre på den retorik, man bruger om indvandrere. Det er noget med at spille på folks frygt, og så bunder det i et enormt statisk kulturbegreb – at vi skal passe på vores danske kultur. Men kultur forandrer sig, og hvorfor skal det kun baseres på nationale værdier? Det er en rigid kulturforståelse og et meget antihumanistisk synspunkt”.
Ledighed fylder
Under interviewet sidder vi og kigger på forsiden af et nyheds-website. Tophistorierne er blandt andet skærpede krav til udlændinge samt et krav om sænkelse af den kriminelle lavalder.
“Det er klart, at det kan være svært at se sig selv i debatten, men selvom de taler om ting, der ikke rammer lige ned i mit liv, er det stadig noget, der vedrører mig som samfundsborger”, siger Anne Brædder, der ikke er medlem af et politisk parti, men sidder i bestyrelsen for Selskab for Ligestilling.
Et af de valgkamptemaer, som hun selv betragter som vigtige, er diskussionen om dagpenge og ledige.
“Som nyuddannet humanist kan der gå lang tid, før man ser en fast stilling. Jeg blev færdig i 2009 og har ikke rigtig været ledig, men jeg har heller ikke haft et fast fuldtidsjob. Jeg har været i museumsverdenen, og der går man ofte bare fra det ene projekt til det andet. Nu er jeg ph.d.-studerende, og det er jo også en tidsbegrænset ansættelse. Så ledighed er noget, der fylder for mig”, fortæller hun.
Provokeret af diskurs
Men igen må hun konstatere, at debatten under valgkampen går i en helt anden retning end det, hun kunne ønske, når det primære spørgsmål er en diskussion om, hvorvidt det er økonomisk rentabelt for en kontakthjælpsmodtager at gå på arbejde.
“Den måde, de taler om ledighed på, er, som om der er en lille gruppe, der ikke gider arbejde. Det provokerer mig enormt meget. Jeg kender ikke nogen, der ikke vildt gerne vil have et job, men det er bare skidesvært som ung humanist”.
Anne Brædder ville hellere høre bud på et mere fleksibelt arbejdsmarked.
“Hvorfor hedder det 37 timer fra start til pension? Børnefamilier er jo sindssygt pressede, så måske kunne man finde ud af at tilrettelægge arbejdet mere fleksibelt. Men det med at tale familiepolitik er bare ikke en vindersag, det er der i hvert fald ingen, der gør”, konstaterer Anne Brædder, der selv har en datter på fire år.
Ligestilling er et andet område, hun gerne så debatteret under valgkampen. Det samme gælder klima- og miljøspørgsmålet, som ikke har fyldt meget i dansk politik, siden en træt Lars Løkke Rasmussen ledede klimatopmødet i Bella Center.
“Klimadagsordenen er altså noget, der vedrører alle”.
Alligevel elsker Anne Brædder valgkampen. Også selvom den primært føres over for nogle helt andre mennesker og med budskaber, hun har meget svært ved at spejle sig i.
“Jeg bruger alligevel ikke de her 20 dage på at finde ud af, hvad jeg vil stemme. Så valgkampen følger jeg mere, som andre følger en sportsbegivenhed”.
Partier må fokusere
Anne Brædder og andre magistre har typisk allerede bestemt, hvem de vil stemme på. Det gør dem mindre interessante.
“Magistre ved meget og interesserer sig meget for politik. Så de har besluttet sig for, hvem de vil stemme på. Derfor er det de færreste af de politiske kampagner, der er tilegnet akademikerne”, fortæller Asger Leth Olsen, adjunkt ved Institut for Statskundskab, KU.
Det samme siger hans kollega ved AU, lektor Robert Ormrod, der forsker i politisk markedsføring.
“Partierne har begrænsede mængde ressourcer, så de må fokusere i deres valgkamp, og de må også reagere i forhold til medierne. Hvis medierne synes, mindre kontanthjælp er vigtigt, så må man snakke om det. Der, hvor valget vindes og tabes, er der, hvor stemmerne flytter sig, så i valgkampen vil man se partierne lefle for nogle bestemte grupper”.
Men begge forskere har gode budskaber til magistre og andre, der føler sig overset i valgkampen. Det betyder nemlig slet ikke så meget, hvad der bliver snakket om her.
“Der er stor forskel på, hvilke vælgere der har fokus under en valgkamp, og hvem der efterfølgende får reel indflydelse. Efter et valg er der en tendens til, at det parlamentariske arbejde falder tilbage i sin vante gænge, hvor de forskellige interessegrupper kan øve indflydelse”, siger Asger Leth Olsen.
Tre uger med teater
Og tre ugers fokus på Blå Bjarne er slet ikke nok til at opveje den indflydelse, højtuddannede har i resten af valgperioden.
“Akademikere er godt organiseret, og desuden sidder mange selv i embedsværket og i lederstillinger. Folketinget er jo spækket med magistre og djøf’ere – nok især djøf’ere – og de fylder meget i debatten og deltager i råd, nævn og kommissioner”, siger han.
Forskeren Robert Ormrod ser valgkampen som en forestilling, der bare skal overstås.
“I tre uger er der teater, og når det er slut, er det business as usual. Der vil være nogle temaer, der får opmærksomhed i medierne, og som kan få nogle svingdørsvælgere til at flytte sig, men eftersom det meste lovgivning alligevel laves over midten, kommer det ikke til at betyde det store”.
Han tror ikke, det går ud over det politiske engagement hos magistre og andre højtuddannede, at deres interesser bliver sat lidt til side i valgkampen. Til gengæld kan det styrke demokratiet, at Blå Bjarnes interesser får ekstra opmærksomhed i en periode.
“Sådan nogle som os er jo altid interesseret i politik. Så på en måde er det godt, der bliver talt til et segment, der ellers ikke stemmer, hvis det kan få flere til at interessere sig for politik”.
