Brinkmann i ny bog: Det er okay ikke at brænde for sit arbejde

For 10 år siden sad Svend Brinkmann en aften og kiggede gennem jobopslag på nettet. Det har han for vane at gøre en gang i mellem for at følge med i, hvordan kravene til den moderne medarbejder forandrer sig.

Nu var han faldet over et helt nyt af slagsen i et jobopslag til en folkeskolelærer-stilling. Udover at være fleksibel og omstillingsparat, skulle man også være indstillet på ’glædespligt’. Et krav han i dag kalder ”vanvittigt”.

”Skal arbejdsgiveren virkelig blande sig i, hvilke følelser du har? Det handler jo om mig som privatperson, og hvad der foregår inde i mit hoved – ikke som en del af den ydelse, jeg leverer,” lyder det fra psykologiprofessoren.

Det er et eksempel på det, der fylder igen og igen i Brinkmanns nye bog, forklarer han:

”Vi er gået fra at have et arbejde til at være vores arbejde,” siger Svend Brinkmann.

Det lyder som en banalitet, men for den erfarne psykolog og professor er det en afgørende bevægelse, der har forandret ikke bare arbejdslivet, men vores selvforståelse.

Arbejdet definerer os

’Arbejdslivets dilemmaer’, som Svend Brinkmann har skrevet med Lene Tanggaard og Joel Haviv, sætter fokus på de komplekse situationer og dilemmaer, vi møder på jobbet. Tanken er ikke at komme med løsninger på dem, men at præsentere dem og få læserne til at reflektere, forklarer han.

I bogen skriver Brinkmann blandt andet om, hvad det vil sige at leve i et samfund, hvor arbejdet ikke længere blot er noget, vi gør for at få brød på bordet, men også er en platform for selvrealisering, mening og social accept. Et samfund, hvor vi vurderes – og vurderer os selv – ud fra vores arbejdsliv.

”Vi trækker arbejdet frem, fordi det definerer os,” siger han.

”Når vi mødes med andre, spørger vi, hvad de laver. Og når vi diskuterer arbejdsliv i medierne, handler det ikke kun om arbejdsforhold eller løn – det handler om, hvem vi er.”

Arbejdet fylder tydeligt i tidens samtaler – fra politiske debatter som den mellem Ærø Manifestet-forfatter Mai My Humaidan og socialdemokraten Kaare Dybvad, over tv-serier som Severance, til populære danske undersider på Reddit om karriere og løn. Det er som om, vi som samfund prøver at finde ud af, hvad arbejdet skal betyde for os, siger han.

”Og det er ikke let, for vi står et dilemmafyldt sted i arbejdets historie.”

Han nævner, hvordan gamle Freudianske skel mellem lieben og arbeit – kærlighed og arbejdet – er blevet opløst. Hvor roller og pligter tidligere var mere opdelte, blandt andet på baggrund af køn, er forventningen i dag, at vi skal kunne alt: Elske og arbejde, være nærværende forældre og engagerede kollegaer, søge mening og levere resultater.

”Det er ikke nødvendigvis forkert, men det er heller ikke nemt,” siger han.

”Derfor er det vigtigt, at vi taler mere nuanceret om arbejdet og ikke bare lader os styre af moraliserende idealer.”

Psykologiprofessoren peger på sociologen Arlie Hochschilds begreb om emotional labour – følelsesarbejde. Et begreb, der oprindeligt blev brugt til at beskrive stewardesser og sygeplejerskers arbejde med at fremvise bestemte følelser som en del af jobbet. I dag er det udstrakt til hele arbejdsmarkedet.

”Vi er gået fra at stemple ind som funktion – til at stemple ind som hele mennesker. Det lyder humaniserende, men det er også et krav. Det er ikke altid en gave at skulle bringe hele sig selv i spil.”

Mening – men ikke for enhver pris

Brinkmann beskriver, hvordan flade organisationsstrukturer og teamarbejde på landets kontorer kræver, at medarbejdere selv fordeler opgaver, forhandler, tager ansvar. Det giver mere frihed – men også mere slitage.

Når ingen længere fordeler den svære opgave, skal man selv tage stilling: Skal jeg tage den urimelige kunde – eller overlade det til kollegaen?

”Det slider på os. Vi bliver trætte, ikke kun af arbejdet, men af det følelsesmæssige og relationelle pres, der følger med. Dilemmaet er så samtidig, at vi ved, at indflydelse øger trivslen. Der er ikke noget let svar,” siger han.

Et andet dilemma, som bogen dykker ned i, handler om mening. For hvad stiller vi op med det faktum, at mening både er nødvendig og potentielt farlig?

”De fleste af os vil gerne lave noget, der giver mening. Det er svært at gå gennem et helt arbejdsliv og føle, at ens arbejde er meningsløst,” siger Brinkmann.

Men det er netop i de fag, som opfattes som mest meningsfulde – sygepleje, undervisning, forskning – at vi ser de største udbrændthedsproblemer. Et fænomen man kalder ’moralsk stress’.

”Mening er en god ting – men kun hvis arbejdet er organiseret, så man rent faktisk kan leve op til det. Ellers bliver det næsten værre.”

Derfor opfordrer Brinkmann til, at vi også normaliserer den instrumentelle tilgang til arbejdet: At det er okay at arbejde for lønnen – og så ellers bruge livet på andre meningsfulde ting. Det er ikke et udtryk for kynisme, men for realisme.

”Der står aldrig i jobannoncer, at man søger en, der bare vil gøre det godt nok og tage hjem klokken fire. Men det burde man måske. Det kalder man quiet quitting – som om man har sagt op. Men det er jo bare sund fornuft.”

Svend Brinkmann skelner mellem forskellige tilgange til arbejde. Nogle vil realisere sig selv, andre vil bare udføre deres job. Og det er i hans øjne sundt at anerkende denne diversitet.

”Det er en styrke for arbejdspladsen, at ikke alle brænder for det på samme måde. Der er værdi i at have folk, som er skeptiske over for at give alt af sig selv eller nye ideer om disruption og AI. Det er ofte folk, der har en ro og erfaring, der også er vigtig.”

Han kan selv mindes en række ældre medarbejdere fra tidligere arbejdspladser i sit arbejdsliv, som måske ikke skifter job hver tredje år – men som heller ikke brænder ud. Måske netop fordi de ikke har gjort arbejdet til deres identitet.

”Vi skal ikke tale det instrumentelle ned. Det er én blandt flere måder at gå til arbejdet på. Og det er en legitim måde.”

Arbejdet er vigtigt – men det er ikke alt

’Arbejdets dilemmaer’ er første bog i en ny serie fra Dansk Psykologisk Forlag, der undersøger arbejdet som et eksistentielt grundvilkår.

Svend Brinkmann håber, at bogserien kan bidrage til en mere moden debat om arbejdslivet.

”Vi skal væk fra de amerikanske selvhjælpsidealer, hvor man altid skal elske sit job og sin chef og sin passion. Der er mere end én sandhed,” siger han.

Og så ser han et behov for at ændre grundantagelsen i samfundsdebatten om, at arbejdet altid er svaret. Han peger på debatten om de knap 43.000 unge, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse – og som ofte har udfordringer i livet.

”Vi spørger aldrig, hvordan unge uden arbejde kan få et godt liv. Vi spørger, hvordan de kan få et arbejde. Det siger noget om vores blik. Som om det gode liv kun findes gennem beskæftigelse.”

Brinkmann insisterer ikke på, at arbejdet er ligegyldigt. Men han efterlyser et mere balanceret syn. Han vender tilbage til pointen fra Freud om, at det sunde menneske både skal elske og arbejde.

”Arbejdet er vigtigt. Men det er ikke nødvendigvis arbejdet, der er det vigtigste af de to.”

Og så er der en lille ekstra krølle på historien om jobopslaget, der efterspurgte ’glædespligt’. 

Et par år efter, at han faldt over den, holdt han et foredrag og spurgte lakonisk ud i salen, om man mon kunne ringe til skolelederen mandag morgen og melde sig sur.

Grinende i salen forstummede først, da en mand på tilskuerrækkerne rakte hånden op og annoncerede, at han var skolelederen bag jobannoncen.

”Vi havde en fin dialog, men jeg tror faktisk ikke helt, han kunne se problemet. Det siger alligevel noget om, hvor indgroet et syn, det er blevet, at arbejdet og selvet flyder sammen.”