Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ny fondsbeskatning reducerer forskning

Del artikel:

Med finansloven 2016 strammer regeringen fondsbeskatningen. Det kommer oven i andre dikterede besparelser på forskning og til universiteterne. Og det vil ramme forskningen hårdt, kritiserer lægemiddelindustrien.

Vi kan se frem til langt mindre forskning i fremtiden. Dansk forskning rammes nemlig hårdt af regeringen og forligspartierne bag finansloven. Nye ændringer i fondsbeskatningen forringer således private fondes muligheder for at støtte dansk forskning.

Det sker samtidig med, at regeringen fra 2016 sparer 1,4 mia. kroner på den offentligt finansierede forskning. Det svarer til en besparelse på 8,5 procent. Samtidig skal universiteterne fra næste år ligesom andre offentlige institutioner sparer 2 procent årligt.

Disse store besparelser betyder en markant reduktion af dansk forskning. Det påpeger koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen Ida Sofie Jensen og Peter Huntlev, som er direktør i Medicoindustrien i et debatindlæg i Politiken i dag.

"Som det ser ud nu, leverer regeringen og forligspartierne et hårdt anslag mod dansk forskning og dermed sundhedsindustrien, og sammenfaldet af de ellers uafhængige beslutninger forstærker den negative effekt", skriver Ida Sofie Jensen og Peter Huntlev.

En mia. forsvinder
Regeringen påtænker at skrotte den såkaldte 25 pct.-regel, som betyder, at fonde, der uddeler penge til almennyttige formål, får 25 øre tilbage i konsolideringsfradrag, hver gang de uddeler en krone.

I 2013 var der 3500 fonde, som gjorde brug af 25 pct.-reglen. Dengang uddelte de tilsammen fem milliarder kroner. Ifølge professor på CBS Anker Brink Lund vil fondene formentlig dele 20 procent mindre ud i fremtiden.

Dermed forsvinder der i alt en milliard kroner ifølge CBS-professorens beregninger. Og en stor del vil mangle ude på kulturinstitutionerne.