Laboratorium for tidlige idéer
SCIENCE på KU åbner i dag den første af fire planlagte innovation hubs. Målet er at få flere studerende til at springe ud som vidensiværksættere.
Studerende har hverken penge eller netværk af betydning. Til gengæld har de masser af spændende forretningsidéer, der udspringer af deres faglighed. Og det gælder om at give dem en chance for at prøve idéerne af, udvikle dem – og eventuelt også lade dem kuldsejle med planerne i trygge rammer, hvis de viser sig ikke at holde vand.
Sådan lyder filosofien bag den innovation hub, som SCIENCE
på Københavns Universitet åbner i dag.
Hub’en skal støtte og rådgive studerende, der drømmer om at starte egen
virksomhed eller blot afprøve en spæd idé. Her kan op til 25 unge få en fast
arbejdsplads, adgang til mødelokaler, gratis rådgivning fra advokater,
revisorer og mentorer, netværk med andre iværksættere samt adgang til
gå-hjem-møder og workshops med fokus på entreprenørskab.
Peter Ottesen har arbejdet med innovation på SCIENCE siden 2007, i de første år
i regi af KATAPULT, som innovation hub´en er en videreudvikling af. Peter Ottesen, der også bliver daglig leder
af hub’en, er ikke i tvivl om, at en ”legeplads” for videns-iværksætterspirer
på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet kan bane vejen for flere start-up virksomheder
bygget på gode, solide forretningsidéer.
I trygge rammer
”Her får de studerende et helt team af topkvalificerede
forskere og erhvervsfolk til at teste deres idéer af på. Det er typisk meget
tidlige ideer, vi bliver præsenteret for, og med kvalificeret rådgivning kan vi
enten slå ideerne ned eller gøre dem mere flyvedygtige, inden de forlader universitets
trygge rammer”, siger Peter Ottesen.
Det behøver ikke at koste en formue at starte ny virksomhed
op, pointerer han.
”Jeg startede selv en biokemisk virksomhed op og troede på et tidspunkt, at jeg
skulle ud og investere 50.000 kroner i en maskine, der kunne sterilisere
redskaber. Men så var der en, der foreslog, at jeg købte en trykkoger i stedet,
og det virkede. Forskning og udvikling kan også finde sted hjemme ved
køkkenbordet”, insisterer Peter Ottesen.
Forskningsbaseret start-up
Pernille Snitkjær og Ida Laurent Nielsen er nyudsprungne cand.scient.er fra
Københavns Universitets Institut for Idræt, og de har brugt universitetets tilbud
om iværksætterrådgivning med stor succes. I dag driver de virksomheden
Aktivitetspiloterne, der tilbyder kurser til folkeskolelærere og pædagoger, som
har brug for forskningsbaseret inspiration til at få integreret bevægelse og
kropslighed i fag som matematik og dansk.
”Vi fik ideen under specialeskrivningen, da folkeskolereformen blev vedtaget.
Vi har jo netop fordybet os i, hvilken kolossal betydning for læring, bevægelse
har. De kurser og det katalog med lege og aktiviteter, som vi har udviklet, tager
udgangspunkt i al den teori, vi kommer med fra studiet”, forklarer Ida Laurent
Nielsen.
De to iværksættere fik, mens de endnu studerede, advokatbistand
gennem KATAPULT til at skrue deres virksomhed sammen. Og det var en mentor samme sted, der hjalp
dem med at prissætte varerne på deres hylder.
Siden er det gået stærkt, fortæller Pernille Snitkjær:
”Aktivitetspiloterne lagde ud med at prøve vores forretningskoncept af som et
pilotprojekt på en folkeskole i Vanløse. Her fik vi pudset nogle idéer af, og
vi blev klar over, at vi virkelig havde fat i noget, der var et kolossalt stort
behov for på skolerne. Siden har vi brugt tid på at udvikle vores hjemmeside og
vores katalog med aktiviteter, der er understøttet af forskningen. Vi får så
mange henvendelser fra skoler nu, at man må sige, vi virkelig er kommet
flyvende fra start”.