Spring menu over
Dansk Magisterforening

Dagpengevilkår favoriserer EU-borgere

Del artikel:

Danskere skal være medlem i en dansk a-kasse ét år for at kunne få dagpenge, mens EU-borgere kun skal have tre måneders medlemskab. Enhedslisten stiller beslutningsforslag om at fjerne skævheden.

Hvis danske lønmodtagere vil forsikre sig mod ledighed, skal de betale til en dansk a-kasse i minimum et år. Det skal EU-borgere ikke. De kan nøjes med at betale for medlemskab til en dansk a-kasse i tre måneder. Det er ulige vilkår dikteret af EU, mener Enhedslisten, som nu vil gøre op med den skævhed. Ifølge socialordfører hos Enhedslisten Finn Sørensen er de regler ulige, og derfor har han stillet et beslutningsforslag i Folketinget, som skal sikre, at EU-borgere indbetaler lige så lang tid til en dansk a-kasse som danske lønmodtagere, før de kan få ret til danske dagpenge.

”De danske optjeningsregler for a få dagpenge er alt for stramme. Men dem har regeringen holdt fast i, og så må udenlandske arbejdere også følge de regler, som gælder for danske lønmodtagere”, siger Finn Sørensen.

Beslutningsforslaget kommer i kølvandet på oplysninger om, at dagpengeudgifterne til EU-borgere fra Øst- og Centraleuropa i perioden fra 2008 til 2012 er tidoblet til 345 millioner kroner. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet. I samme periode er de samlede dagpengeudgifter samtidig tredoblet til 22,4 milliarder kroner.

Finn Sørensen understreger, at beslutningsforslaget dog ikke stilles, fordi udgifterne til dagpenge til EU-borgere er steget markant de seneste år. For de udgifter er stadig små sammenlignet med de samlede dagpengeudgifter.  

”Vi stiller dette forslag, fordi vi synes, det er et problem, at EU skal bestemme reglerne for at udlændinge kan få dagpengeret såvel som andre velfærdsydelser her i landet”, siger Finn Sørensen.

Besynderligt
Formand i Magistrenes A-kasse Frederik Dehlholm synes, det er besynderligt, at EU-borgere med blot tre måneders medlemskab af dansk a-kasse hurtigere kan få ret til dagpenge end danske lønmodtagere kan.

”Det er mærkeligt, at udlændige hurtigere kan få dagpengeret, fordi de skal være kortere tid i en dansk a-kasse, end danske lønmodtagere skal. Hvad medlemsskab af meget forskellige forsikringsordninger i andre EU-lande indebærer, det er helt uoverskueligt”, siger Frederik Dehlholm. 

Han understreger, at de danske optjeningsregler generelt er for stramme. Men så længe reglerne kræver, at danske lønmodtagere skal være medlem af en a-kasse i et år, bør de samme regler gælde EU-borgere.

I a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke er man tøvende i forhold til denne skævhed. Her har man ikke taget officielt stilling til, om EU-borgere bør indbetale til en dansk a-kasse i et år ligesom danskere for at kunne få udbetalt danske dagpenge. Det fortæller direktør i AK-Samvirke Verner Sand Kirk.

”Det har vi ikke formuleret nogen politik på. Vi har ikke forholdt os til alternative forslag. Men vi vurderer ikke, der er et eksisterende misbrug med de regler, vi har nu. Vi støtter de eksisterende regler, og at der er tre måneders beskæftigelseskrav til udlændige”, siger Verner Sand Kirk.

Han medgiver dog, at der kan være en skævhed i, at danskere sammenlagt skal indbetale flere penge til en a-kasse end andre EU-borgere, da medlemskab i danske a-kasser er højere end lignende forsikringsordninger i andre EU-lande.

Verner Sand Kirk mener, dog at EU-borgere og danskere formelt set er ligestillet, når det gælder retten til at optjene dagpenge. For andre EU-borgere skal ligesom danske kunne dokumentere, at de har arbejdet i mindst et år for at kunne få ret til danske dagpengeligesom de skal have været medlem i en forsikringsordning i hjemlandet.

Ifølge ham bruger langt hovedparten af de udlændinge, som optjener dagpengeret i Danmark, ikke beskæftigelsen i hjemlandet, når antallet af arbejdstimer skal gøre op i det samlede regnskab. De har derimod arbejdet i Danmark så længe, at de alene opfylder de danske krav.

”Det er de danske regler om arbejdskrav, som gælder. Man skal have leveret et år i arbejdstimer og altså mindst tre måneder i Danmark og derfor syv måneder i hjemlandet for at kunne få danske dagpenge”, siger Verner Sand Kirk.