Frivillighed er på dagsordenen, både kulturlivet og i samfundet generelt. Men hvad er det, frivilligheden bidrager med til både individer og samfund? Ja, hvad ved vi egentlig om kulturfrivillighed?
Når man er frivillig i kulturlivet, er man medskaber af et fælles tredje, som er et kunstnerisk udtryk eller en særlig viden. Tænk på alt fra amatørteater til poetry slam, et museum der er dybt forankret i en helt særlig niche – eller sommerens store festivaler, som samler os i tusindfold landet over. Det hele lever på grund af de kulturfrivillige, som i fællesskab skaber et produkt, som det er meningen andre skal opleve med deres sanser.
Men kulturelle oplevelser skabes også af et lønnet arbejdsmarked. Så hvordan er frivilligheden anderledes end lønnet arbejde?
Hvad er kultur, og hvad er frivillighed - og hvad er så kulturfrivillighed? På dette webinar går vi tættere på, hvorfor folk melder sig til kulturfrivillige indsatser. Hvad får de igen, og hvilke svære balancer bør man være opmærksom på, når man sætter rammen for frivillighed?
Vi får også præsenteret den guide med 10 principper for god frivillighed, som DM Kultur og Medier for nylig har udgivet. Den tager vi med i snakken om bytteforhold i frivilligheden. Fra det helt håndgribelige bytte mellem billet og timer, over ’håbsarbejde’ hvor den frivillige forsøger at få adgang til et lønnet arbejdsmarked og til det meget svært målbare i at bruge sin frie tid til noget, bare fordi det er sjovt og meningsfuldt. Og når vi taler om alt det stærke, så skal vi selvfølgelig også tale om, hvem der har adgang til fællesskaberne.
Webinaret bliver optaget, så du kan se det i en kort periode efter webinaret, hvis du er tilmeldt.
Hvem kan du møde?
Cecilie E. L. Johansen, cand.soc. i arbejdslivsstudier og kommunikation. Hun er ansat som analytiker og formidler i Kulturens Analyseinstitut, hvor hun har særligt fokus på kulturfrivillighed. Hun står bl.a. bag rapporterne Kulturfrivillighed på danske musikfestivaler og Hvad ved vi om frivillighed og fællesskaber for unge på kulturområdet? I sin fritid har hun bl.a. været leder af et internt udviklingsforløb for ledere på Roskilde Festival.
Kamma Overgaard Hansen, cand.mag., ph.d. i kunsthistorie. Kamma er freelance kunsthistoriker og netværksdanner. Hun er bestyrelsesmedlem i DM Kultur og Medier og er initiativtager til netværket KULTURAM under DM, der arbejder aktivistisk med at gøre opmærksom på arbejdsmiljøproblemer i kulturbranchen.
Vært ved webinaret er Niels Bergmann, arrangementskonsulent i DM.
Afbud
Bliver du forhindret i at deltage, vil vi gerne have dit afbud så hurtigt som muligt, og senest dagen før arrangementet. Dette er af hensyn til planlægning og så en anden kan få glæde af din plads.
Information om webinar
Webinaret afholdes via det virtuelle møde- og undervisningsværktøj Zoom. Som deltager får du tilsendt et link og et password til webinaret via den mailadresse, du har oplyst til DM. Læs om DM’s brug af Zoom