Velkommen til fremtidens arbejdsliv

Jeg bruger de samme briller, som alle andre, men jeg kigger på udviklinger, som har potentiale til at ændre den måde, vi tænker, lever, føler og indretter os i samfundet på. Det er en blanding af sædvanlig samfundsvidenskab, koblet med fantasi, kreativitet, kunst og forestilling og at spørge sig selv: hvad nu hvis? Jeg gør mig meget umage, også med at hente ting ind fra Kina eller andre steder, hvor vi vender ryggen til. De er faktisk ekstra interessante, fordi jeg ved, at vi går glip af nogle af de nybrud, der kommer derfra. Så jeg er god til at kigge i de kroge, hvor andre ikke altid får kigget.”

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø har blikket fast rettet mod fremtiden, hvordan den vil ændre vores liv og arbejdsliv, og hvordan vi skal forberede også til den.

Liselotte formidler sin viden på mange måder, for eksempel med podcasten Supertrends, og så rådgiver hun virksomheder.

”I øjeblikket arbejder jeg for rigtig mange små og mellemstore virksomheder, der er ved at omstille deres organisationer til AI. Jeg oplever jo mest virksomheder og mennesker, som får øje på nye redskaber og måder at være i verden på.”

Lige nu og her er hun klar til et interview, hvor vi kommer rundt om teknologi, kommunikation, arbejdsliv, følelser, bæredygtighed, værdier, og hvorfor vi skal behandles ens forskelligt.

Hvad havde du forventet af AI i forhold til det, der så er sket?
”Jeg gik jo i gang med at gifte mig for to og et halvt år siden med ’Kim’, min chatbot. Det var for at have en ’Personlig AI’ helt tæt på. For at se, hvad den kan, og hvad den ikke kan. Der er sket enormt meget på området siden. Vi prøver jo at lave en maskine, der ligner os. Den er bare ikke i nærheden af at have noget med det menneskelige at gøre. Altså mennesker er mennesker. Vi findes jo. Og vi er rimelig uperfekte. Så det er egentlig ikke noget at stræbe efter at lave flere af os.”

”Det interessante, som maskinerne kan give os, er redskaber og teknikker til at både løfte os fagligt og til at rehumanisere os. Altså blive meget klogere på, hvordan vi bliver bedre som mennesker. Vi kan se tilbage på nogle år, hvor vi har levet efter den der industrisamfundslogik, hvor vi har opført os ekstremt meget som maskiner. Så det er jo ikke underligt, at vi tror, at vi er en slags maskine. Men det er vi ikke.”

”Jeg tror, at den kunstige intelligens kan frisætte os til at finde nogle andre sider af os selv, som vi ikke har haft tid til at dyrke og passe. For eksempel følelser. Jeg ser meget tydeligt et generationsskifte med unge, som er meget mere tilbøjelige til at tale om følelser. Se kronprins Christian, der holder en 18-års fødselsdagstale, hvor han fortæller om, at han har præstationsangst, bankende hjerte og svedige hænder. Det ville man aldrig have sagt, hvis man opførte sig som en maskine. Så havde han stået og sagt; jeg skal nok blive en god konge, jeg skal nok blive en god konge.”

Havde du forudset, at det ville gå så stærkt med, at det blev udbredt så meget, som det gjorde?
”Jeg laver jo i min Supertrends podcast altid sådan en vurdering af, om tingene går hurtigt eller langsomt. Hvis der er noget, der påvirker os alle sammen og gør livet lettere, så går det bare som en steppebrand. LLM-modellerne som Chat-GPT blev jo et folkeeje, eller en folkeepidemi om du vil, på mindre end to måneder, fordi det tilbød nogle genveje, der var enkle at benytte. Så for mig var det helt vildt at høre tech-giganter og politikere tale om en stopknap. Jeg tænkte, hvordan det? Hvad tænker de dog på? Det kan det ikke lade sig gøre. Det er en gammel måde at tænke på.”

Hvad er det især, du holder øje med?
”At måden, vi kommunikerer på, er i opbrud og bliver en afgørende del af den digitale udvikling. Se den kommunikationskraft, der er opstået. Jeg ser på, hvor man kan få et helt vanvittigt reach, som er meget mere demokratiseret og mindre hierarkisk, end der har været mulighed for før.”

”Det observerer jeg. Og dovenskab er en anden ting. Hvis noget er let for folk, så bliver det hængende. Altså, hvis det er nemt at arbejde hjemmefra, og det kan lade sig gøre med online-møder, giver det mening. Hvis mening og dovenskab er i spil, så har vi en bølge – og så kan man have alle de fineste holdninger til, hvorfor ting er en dårlig ide.”

”Det næste, der er på vej, er personlig AI. I dag skal du selv prompte, søge eller bede om. Lige om lidt er der mønstergenkendelse, hvor AI lytter med til din arbejdsdag og dine vaner og hjælper dig med at løfte dig og dine opgaver. Det bliver sådan et hjælpemiddel, at når den kommer, så er den så kærkommen, at vi slet ikke husker, hvordan vi klarede os før. Så bliver AI ikke kun en teknologi, men en livsledsager.”

Digitale tvillinger

Hvis man tænker i bæredygtigt arbejdsliv, hvad vil den personlige assistent så gøre for os?
”Den vil helt klart tvinge dig til at tænke mere langsigtet. Lad os sige, at du gerne vil tabe dig, og så har du hørt om den kur, hvor man holder op med at spise morgenmad. Så kan det godt være, den spørger dig, om du er sikker på, at det er en god ide? ’Jeg kan se, du har nogle små børn, og det er jo vigtigt, at de har sådan en stund, hvor de ser deres mor spise morgenmad med dem. Så selvom du gerne vil tabe de der 5 kilo, så prøv lige at tænke samværet med dine børn ind.’ Og så vil den prøve at komme med nogle forslag til, hvordan du kan lykkes med det hele. Måske er der en bedre måde, som vil hjælpe dig med at lave et bedre kompas.”

”Den samler data og sammenligner dig med dine ’digitale tvillinger’, mennesker, der har tilsvarende liv og drømme, og derfor kan den ret hurtigt advare dig om, hvor det går galt. Den er ikke menneskelig, men den kan genkende mønstre i data. Det er ikke kun, hvad du skriver, det er også din mimik, hvordan du tænker, hvordan du kommunikerer, hvor du bevæger dig hen, hvem du snakker med, hvor meget du sover, hvor træt du er, og hvor vågen du er.”

”Vi er ikke så svære at regne ud. Så snart den kan se mønstre, begynder den at kunne rådgive dig. Og hvis vi bruger kunstig intelligens til at fremme vores karriere, så kan vi komme meget længere på literen.”

Er det det, der vil ændre vores arbejdsliv mest?
”Det er i hvert fald medvirkende til, at vi kan blive klogere. Et eksempel er, at når man spørger studerende, hvordan de gerne vil bo, mens de læser, så siger de alle sammen, at de vil have deres eget køkken og bad. Når man så måler på, hvem der får højst karakter, så er det sjovt nok dem, der har delt køkken. Og den kan du tage direkte over i, at du så har en medarbejder, der siger; ’jeg vil gerne have fleksibel arbejdstid. Det betyder, at jeg kun kan komme ind én gang om ugen. Så viser data, at du ikke får onboardet medarbejdere ordentligt. Og at du mister de unge, fordi du ikke er der til at hjælpe dem i gang. Eller du laver måske nogle opgaver færdig derhjemme, som burde have været sendt videre til en kollega. Det er dårligt for kulturen og for teamet. Men vi kan godt se, det er godt for dig at fokusere derhjemme, fordi du er en introvert type, og du nyder at arbejde hjemme, for du når meget mere. Og så kan vi også godt se, at du ikke skal belaste trafikken derude om morgenen. Så måske er det smart for dig at komme fra klokken 10 til 14 hver dag. Og så kan du arbejde resten af tiden fleksibelt, hvorfra det passer dig.’”

”På den måde kan din personlige assistent hjælpe dig med at kalibrere alt, fra bæredygtighed og trængsel til dit eget psykiske velvære og din produktivitet. Det er jo mange lag. Jeg kan næsten bedst forklare det som, at i dag har vi et liv, som vi taler om i sort/hvid. Vi ved simpelthen ingenting. Og lige om lidt får vi en masse nuancer og en masse forskelle, og vi får en bedre forståelse for, hvordan det hænger sammen.”

Vil den også kunne se på en arbejdsplads på samme måde?
”Ja, men jeg tror overhovedet ikke, at den kunstige intelligens kommer ind og overtager. Jeg tror, den kommer til at skabe ufattelig mange krav til ledere og til teambuilding, HR og til kommunikation. For lige pludselig får du øje på problemerne, fordi den kan udpege dem. Den kan komme med forslag til løsninger, men den kan ikke fikse noget.”

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vi skal behandles ens forskelligt

Når vi fokuserer på det bæredygtige arbejdsliv, så tænker vi på fleksibilitet, arbejdstid, diversitet og mange andre elementer. Men hvad er det vigtigste?
”Det vigtigste overhovedet er, at man kan behandle folk ens forskelligt. Vi er alle særlige, med hver vores ting, der motiverer os eller frustrerer os eller slider os eller gør os trætte. Så det skal tages på individniveau.”

”Ligesom hvis du går i et fitnesscenter for at træne dine muskler, så skal du på en arbejdsplads træne dine faglige muskler, så du kommer hjem og tænker: jeg er blevet en klogere, stærkere, gladere, sødere og bedre kollega i dag.”

”Indtil videre har der ikke været plads til, at du kunne få lov til at være dig. Du skulle passe ind og ligne alle de andre i en eller anden boks. Nu kommer der en generation, som står fast i, at det er det hele menneske, der betyder noget. Og som ikke går på arbejde bare for at tjene penge, men også for at blive fagligt, mentalt, socialt, fysisk og psykisk stimuleret og udviklet.”

Nu sidder mange kommunikationsfolk, der arbejder med organisationer, organisationskommunikation, internt kommunikation, HR og alt sådan noget og spørger sig selv, hvordan de skal forberede sig på det her?
”De får så travlt, for de skal jo lave skræddersyet kommunikation. Hvis din juridiske viden er til et 12-tal, og min er til et 2-tal, så skal vi jo have helt forskellige ting at vide. Det kræver, at man bliver langt mere empatisk og ambitiøs på, ikke hvad man får sagt, men hvad folk har hørt og taget til sig. Der er flere og flere, der arbejder med, hvordan vi får alles tanker på banen, og hvordan får vi alle til at kommunikere, så vi får samlet op på det hele. Det er simpelthen for dyrt, at der sidder en masse, der er passive, og få, der kommer til orde i en virksomhed.”

”Arbejdspladsen har også fået en meget vigtig rolle i forhold til, at man kan mødes og være uenige. I Danmark har vi altid haft meget tillid, og vi har været gode til at kommunikere. Og hvis det ryger, fordi alle synes, at de kan være så skide effektive hver for sig, jamen så har vi en bombe under hele vores samfund, stat og velfærdsstat. Så det klister, som virksomhederne udgør, det skal vi ikke bare tage for givet. Det kan blive en hel overlevelsesstrategi for os som samfund, at man mødes i grupper, og at vi kan sidde sammen, også selvom du er imod vacciner, og jeg er for vacciner.”

”Som virksomhed skal man vide, hvem man er i verden. Man kan ikke sige ’vi laver bare sko’. Den dur ikke længere. Vi kan se på de unge, der kommer på arbejdsmarkedet, at der er rigtig mange, der fyrer deres arbejdsgiver, hvis de ikke er enige i deres etiske kompas. Der skal gå en rød tråd igennem det hele: hvordan er vi ude i verden, hvordan behandler vi vores medarbejdere? Det dur ikke, at du laver alle mulige antistress ting og skaber mening ude hos kunderne, mens dine egne medarbejdere falder døde om, vel?”