Mindre er mere

Like, spred, del, skriv, lyt, tal, optag, send. Vi kommunikationsfolk er fanget i et gigantisk produktionspres, som kører hurtigere og hurtigere dag for dag. Et hamsterhjul af LinkedIn-opslag, redaktionsplaner, internetartikler og pressemeddelelser.

Beredvilligt er vi den flinke "Mister More Guy", som spreder kommunikation alle vegne, altid, til alt og alle. Vi er virksomhedens altid positive, overkommunikerende labrador, som aldrig siger fra. Medarbejderen, som altid kan kommunikere lidt mere i flere og flere kanaler til flere målgrupper. Jo mere, jo bedre. Kvantitet slår kvalitet, hvor vi måler mere på antal og rækkevidde, end på indflydelse og værdi. 

I denne digitale tidsalder er presset kun blevet større. Hver eneste platform kræver sin egen version af indholdet, hver målgruppe sin særlige tilgang, og hver kanal sin specifikke tone. Vi er som de russiske minearbejdere i Stalintiden fanget i samlebåndets og industrisamfundets "hurtigere og mere"-ideal. Det er træls, det er stressende, og det må stoppe. Det er ude af trit med tidsånden. Det er nemlig ikke bæredygtigt. Vi skal skrue ned. For det første fordi "more is more" skaber støj og drukner det vigtige i det ligegyldige. For det andet, fordi vi skal lade AI overtage vores plads i hamsterhjulet og se os mere som kurator og instruktør end producent. Less is more - more than ever.

Kampen om opmærksomheden er en tragedie for fællesskabet

Vi er fanget i alles kamp mod alle om den ombejlede opmærksomhed. Her gælder alle kneb, og der sættes aldrig spørgsmålstegn ved jagtens berettigelse. Aldrig har det været lettere at kommunikere. Aldrig har det været sværere at fange folks opmærksomhed. Resultatet er et alt for stort udbud. Jagten øger nemlig mængden af indhold og budskaber. Denne skærpede konkurrence fører til inflation. Som skaber en fællesskabets tragedie, hvor den offentlige sfære oversvømmes med indhold af faldende værdi.

I denne digitale støj kæmper virksomheder, organisationer og individer om den samme begrænsede ressource: menneskers opmærksomhed. Hver dag produceres millioner af opdateringer, artikler og opslag, der alle råber om at blive set, hørt og delt. Det er en spiral, der kun går én vej - mod mere indhold, mere støj og mindre værdi for alle.

Problematikken om fællesskabets tragedie stammer fra politologien. Det beskriver en situation, hvor fælles ressourcer kan blive overudnyttet og ødelagt, når individer handler ud fra egeninteresse. I dette tilfælde den egocentriske interesse i at blive set, læst og liket.

Konsekvensen er rovdrift på den dyrebare og sparsomme opmærksomhed. Naivt har vi set både afsendelse og modtagelse af kommunikation som uendelige ressourcer. Det er de ikke.

Som kommunikationsforskeren César García udtrykker problemet i artiklen "Is public relations a  Tragedy of the Commons (TOTC) for the public sphere? The need of an ecology of content":
 "Hardin (1968) provides as an example a pasture available to several shepherds. Each of the shepherds has a private land but each also prefers to take the herd to a public land because it is more profitable. Doing so allows each shepherd to make a profit without having to pay for the maintenance of their private land. A main issue is that if each shepherd does that, it ruins the common pasture... the 'public sphere' is also subject to a tragedy of the commons because of the inflation of strategic communication content... The supply of public relations content seems unlimited and that should be called into question."

Opmærksomheden skal ses som en økologi og fælles gode

Moralen er, at vores borgerlige offentlighed er ved at drukne i strategisk kommunikation. Den evige, maniske strøm af mere og mere kommunikation skal derfor stoppes og kritiseres. Det er nemlig ikke bæredygtigt, hverken som faglighed eller samfundsmæssigt ideal. Hvis opmærksomhed er den største gave, man kan give et andet menneske, er dens tyveri en forbrydelse mod det fælles menneskelige - en ubetænksom forurening af den offentlige samtale.

Denne forurening har vidtrækkende konsekvenser. Den påvirker ikke bare vores evne til at kommunikere effektivt, men også vores mentale velbefindende og samfundets sammenhængskraft. Når alt skal kommunikeres, når alle beskeder skal ud, når hver eneste begivenhed skal dækkes fra alle vinkler, mister vi evnen til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige.

Vi har alt for længe set opmærksomhed som noget, der blot skulle stjæles eller foræres væk til tech-giganterne. Dette har skabt et usundt "always on"-liv, hvor vi er ingen og alle steder på én gang, mens jagtretten er blevet en uangribelig liberal frihedsrettighed på et ureguleret opmærksomhedsmarked for alt og alle.

Som den kritiske filosof Byung Chul-Han udtrykker det i sin bog "Non-things. Upheaval in the liveworld":
 "Hypercommunication, the noise of communication, desacralizes, desecrates the world. Nobody listens. Everyone produces himself. Silence produces nothing. For this reason, capitalism does not love silence. Information capitalism produces the compulsion to communicate."

AI som befrier

Det kan være træls at være kommunikationsarbejder. Her er mange kedelige og slidsomme opgaver, som vi godt kunne undvære - opgaver, som hverken gør os klogere eller bedre. Som den svenske filosof Borstrom beskriver det i bogen Deep Utopia, om vores trælse trældom, som AI heldigvis kan befri os fra hvis vi vil:

 "If you just zoom in on an average person in a wealthy country — a middle-class American, or whatever — and see how much discomfort and pain and limitation and then decay there is, it's not even some kind of beautiful, melancholy, tragic moments that have greater significance and cause a spiritual awakening, but just kind of boring headaches and like feeling kind of dissatisfied because, you know, you have some medical condition or are bored at the eight hours you have to spend at work every day — the kind of grind of everyday life. This kind of misery is not theatrical, and it's not Shakespearean. It's bloody annoying, and most people would be happier without it."

AI er en kæmpe gave til os kommunikationsfolk, som vil gøre vores arbejdsliv mindre træls, hvis vi omfavner muligheden. Det handler om at lade AI gøre arbejdet for os, så vi kommer ud af hamsterhjulet og produktionspresset. Ikke flere endeløse timer med standardindhold, ikke flere søvnløse nætter med pressemeddelelser, ikke mere stress over konstant at skulle fodre sociale medier med nyt indhold. Det har vi nemlig AI til at gøre, hvis vi er lidt smarte.

Den nye kommunikatør er kurator

AI har skabt en gigantisk informationsinflation. Nu kan tekst, billeder og video produceres automatisk på sekunder. Dette tvinger os til at gentænke vores rolle. 

Bostrom beskriver en ny kurator kreativitet, hvor mennesker bliver redaktører, mixere og instruktører snarere end producenter. Som Bostrom provokerende påpeger: "As we look deeper into the future, any possibility that is not radical is not realistic."

Dog må vi være opmærksomme på transformationens sociale konsekvenser. Nogle vil vinde, andre vil tabe. Nogle af os vil blomstre i den nye virkelighed, mens andre vil kæmpe for deres eksistens. AI er hverken vores undergang eller frelser - den er et værktøj, som kan skabe et bedre arbejdsliv for dem, der ser og udnytter muligheden i den nye AI værktøjskasse.

Fra producenter bliver vi kuratorer. Fra kvantitet flytter vi til kvalitet. Fra automation til menneskelig indsigt. Denne kurator- og instruktørrolle er både et lettere og sjovere arbejde. I denne nye rolle bliver vores vigtigste opgave at være dem, der sikrer, at kommunikationen skaber ægte værdi. Vi skal være dem, der siger stop, når mere ikke er bedre. Vi skal være dem, der insisterer på kvalitet frem for kvantitet. Vi skal være dem, der beskytter menneskers opmærksomhed som den værdifulde ressource, den er.

Jo mere kunstig intelligens fylder i kommunikationslandskabet, jo mere værdi vil der blive lagt i det ægte, menneskelige indhold. Vi vil se fremvæksten af en ny form for "økologisk kommunikation", der værdsætter det meningsfulde og nødvendige frem for det masseproducerede. God kommunikation vil handle mindre om at være alle steder hele tiden og mere om at levere ægte værdi de rigtige steder.

Dette markerer et skifte fra en vækst-tankegang til en bæredygtighedstankegang inden for kommunikation. Hvordan denne nye bæredygtige tilgang konkret vil udfolde sig i kommunikatørers daglige arbejde, er endnu uvist og uklart - men at et nyt "mindre er mere"-paradigme er på vej, synes sikkert.

Pointen er, at tiden er inde til at være radikale i vores gentænkning af kommunikationsfaget. Ikke som slaver af teknologien, men som skabere af et bedre arbejdsliv for os alle sammen ude af hamsterhjulet. Vi skal ikke længere være dem, som spammer indhold ud til alt og alle. For det handler ikke om at producere mere, men om at producere bedre - og om at give mennesker deres opmærksomhed tilbage. Det er nemlig det mest værdifulde, vi har som samfundsmæssig ressource.

Altså: No More Mister More Guy. For mindre er mere, mere end nogensinde før.