Midt i en tech-tid bruger kendt oversætter fem måneder på et værk

Mens sprogmodeller og maskinoversættelsesværktøjer bliver en stadig dybere del af hverdagen for mange kommunikatører og oversættere, står det stadig klart, at sprog er andet end bogstaver og ord i en bestemt rækkefølge.

Sprog er nuancer, sætningsopbygninger, kultur, traditioner, flertydige ord og meget, meget mere.

Og ligesom et enkelt sprog rummer mange ansigter, så er oversættelse langt mere komplekst end en en-til-en-oversættelse af et enkelt ord.

Faktisk skal vi ikke længere end til Sverige eller Norge for at støde ind i væsentlige sproglige forskelligheder – på trods af den kulturelle lighed.

“Det er faktisk svært at oversætte fra svensk til dansk, fordi svenskerne gør mange ting anderledes, end vi gør. De gentager for eksempel navne hele tiden. Og de bruger mange små ord. Det kan man ikke bare oversætte en-til-en, hvis man vil have en god tekst,” siger Mette Holm.

Hun er i oversætter- og forfatterkredse mest kendt for sine oversættelser af japansk skønlitteratur, og Kommagasinet havde egentlig sat hende i stævne for at tale om det. Men det er hende magtpåliggende at slå fast, at selvom vi tror, vi er tæt på vores naboer – både kulturelt og sprogligt – så kan der ligge store forskelle i de små nuancer.

Cirkler om ord

Selv er hun op til fem måneder om at oversætte en skønlitterær bog af den japanske succesforfatter Haruki Murakami.

Det lyder af meget, men tidsforbruget indrammer nok meget godt det bjerg af kompleksitet, der toner frem i horisonten, når hun åbner en ny bog fra det østasiatiske land. For det første er der 1.650 kinesiske skrifttegn, eller kanji, som man skal kende for bare at læse en japansk avis.

“Og de kan sættes sammen på alle mulige måder. Og når man sætter dem sammen, skifter de udtale. Når de står alene, udtaler man dem på japansk, men når de sættes sammen, bruger man den kinesiske udtale,” siger Mette Holm og fortsætter:

“Det vil sige, at nogle tegn har 20 forskellige udtaler alt efter, hvordan de er sat sammen, og hvad de betyder.” Dernæst kommer en anden udfordring:

“Det er en anden sprogstruktur. På japansk kommer udsagnsordet til sidst. Så man kan bygge op og bygge op og bygge op. Sådan led efter led efter led. Og det kan være svært at oversætte til dansk.”

Det er i det hele taget møjsommeligt arbejde:

“Når jeg sidder og læser teksterne, skriver jeg noter i den japanske tekst. Når jeg gør det, så sætter jeg tit cirkler om ordene. Hvilket måske kan være mærkeligt, men det er fordi, man ikke har mellemrum mellem ordene på japansk. I gamle dage havde man heller ikke tegnsætning. Så jeg bruger cirkler for at få styr på sætningerne. Og forstå dem,” siger Mette Holm, der lægger vægt på den sidste sætning.

Høj kompleksitet

For hvis det bare var ord, der skulle sættes sammen på et andet sprog, kunne Mette Holm bedre forestille sig, at man kunne erstatte hende med en sprogmodel. Men når der i ord og vendinger ligger mere end, hvad øjet umiddelbart ser, så stiger risikoen for misforståelser, fejl og en dårlig oversættelse. Det er dog blevet lettere med årene, forklarer hun:

“Det er meget anderledes at oversætte japansk, end da jeg begyndte for 30 år siden, fordi Japan er blevet mere ’kendt’. Det vil sige, at jeg kan bruge japanske ord nu. I min første bogoversættelse kunne jeg ikke nøjes med at skrive ‘sushi’, fordi der ikke var så mange, der vidste, hvad det var. Det skulle forklares,” siger Mette Holm.

Alligevel er det at oversætte japansk skønlitteratur stadig nærmest som at kigge ind i en anden verden, en anden kultur med andre sociale normer.
Japansk har eksempelvis et komplekst høflighedssprog, som ifølge Mette Holm bør tages i betragtning ved oversættelse. Desuden er japansk kultur væsentlig forskellig fra dansk kultur, hvilket kan påvirke sprogbrugen og betydningen af tekster.

For eksempel rummer det japanske sprog flere jeg’er, som kan være en afgørende nuance at få frem.

“Vi har kun et ‘jeg’ i vores kultur, men japanske mænd varierer deres efter status eller position. Det afhænger af situationen, og hvem man taler med. For eksempel vil en mand ofte bruge ’boku’ i mere uformelle situationer – over for deres venner, deres mor, deres koner. Men ikke i officiel sammenhæng. Det andet jeg, ’watashi’, bruges i formelle sammenhænge,” siger hun.

Under en oversætterkonference var der en af Mette Holms polske kolleger, der spurgte en gruppe japanere ind til forskellen på det følelsesmæssige plan.

“De forklarede, at der er en stor forskel på jeg’erne. Og så må man formidle det – følelsen – i stedet for bare at oversætte det,” siger Mette Holm.
En anden udfordring gælder det rent faktuelle. Ved brug af sprogmodeller anbefaler alle eksperter, at der er en kontrol i form af for eksempel faktatjek. Men i skønlitteraturen er det ikke alt, der kan eller skal faktatjekkes.

“En forfatter kan sætte en folkevognsmotor i en Volvo, eller lade en bogs hovedperson spille musik, der ikke findes. I de tilfælde bliver sproget nærmest en mindre detalje for en oversætter,” siger Mette Holm.

Hun nævner, at hun tidligere har oversat en af Murakamis bøger, hvor det var beskrevet, at der blev lyttet til en bestemt indspilning med jazzmusikeren Nat King Cole. Først senere fandt hun ud af, at den beskrevne indspilning ikke eksisterer, for som Murakami siger om sin litteratur, ”It’s not real.”

“Et skønlitterært værk er nogle gange åbent eller uforklaret, og det synes jeg, man skal respektere som oversætter,” siger Mette Holm.

Verden bliver flad

Selvom sprogmodeller kan være nyttige til at give en generel forståelse af en tekst – og Mette Holm faktisk selv bruger moderne oversættelsesteknologi til nogle ting – så mener hun, at de er svage på kulturelle og kontekstuelle nuancer, der er afgørende for en god oversættelse.

“Jeg er begyndt at bruge Google, når jeg får japanske breve. Det tager tid at læse dem, så jeg putter dem bare ind i Translate. Og så kan jeg godt forstå dem. Når jeg skal svare, så skriver jeg det på engelsk, oversætter til japansk og retter efterfølgende i oversættelsen. Det fungerer fint,” siger hun og fortsætter:

“Jeg har også prøvet at lægge lidt af andres tekst ind. Nogle gange rammer den ok, men den kan ikke finde ud af de to forskellige jeg’ers betydning. Altså, den vil jo bare oversætte det som ‘jeg’ og ‘jeg’.”

Og netop risikoen for fraværet af den type nuancer gør hende kritisk. For når nuancerne ryger, risikerer sproget at blive ligegyldigt.

“Det er med til at gøre verden fuldstændig flad. Man kan sagtens formidle noget fra en anden kultur og ud fra en paratviden om et land, men det bliver skævt, hvis man ikke ved, hvad det egentlig er, man har med at gøre,” siger Mette Holm.

Tror du ikke, at det er et spørgsmål om tid, før teknologien omfavner de nuancer?
“Måske. De bliver jo bedre og bedre. Men der er et stykke vej endnu. Jeg har lige været censor på universitetet, og man kan godt se, at det her er noget, der bliver brugt af de studerende,” siger hun.

Hvordan kan man se det?
“Det er meget tydeligt, når teksterne ligner hinanden for meget – når det er fladt. Dansk skal jo også være i balance, og man skal tænke over at variere ordene og ikke bare gentage det samme igen og igen, som man gør på japansk,” siger Mette Holm, der slutter med en opfordring til alle, uanset om de arbejder med sprogmodeller eller ej:
“Når man oversætter, handler det ikke om ord, men om betydning og ikke mindst stil, og den skal helst formidles, så ikke alle forfattere kommer til at lyde ens,” siger hun. ●