AI Fatigue, fordi vi har købt ind på noget, som ikke er pengene værd endnu
AI er derfor i praksis blevet reduceret til små redskaber til at optimere velkendte processer mere end til at transformere og innovere.
Værdien af den nye teknologi realiseres først for alvor, når disse to opgaver er løst, og det ser ud til at have lange udsigter. Meget tyder derfor på, at AI ikke vil forandre vores arbejdsliv totalt i morgen som lovet, men at vi skal igennem en lang 10-årig periode, hvor teknologien modnes og finder sin form i en slidsom trial-and-error-proces.
Hvem husker ikke, at dot.com-boblens IT-virksomheder i slutningen af 1990’erne møjsommeligt brugte de efterfølgende årtier på at realisere e-handelspotentialet efter mange fejlskud og konkurser. Her var en smertelig og langtrukken proces med at finde fittet mellem e-handel som teknologi og markedet. Som LinkedIn-grundlægger Marc Andreessen udtrykker det: alle de ideer, som fejlede i dot.com-perioden, vil virke nu.
Ting tager bare tid, og teknologi tager ofte lang tid, før den skaber de værdier, den højt og helligt lovede ved sin fødsel. Som al anden IT bliver AI nu solgt på den effekt, den vil skabe om 10-20 år. Historien gentager sig i nutidens AI-skuffelse. Vi har købt ind på noget, som ikke er pengene værd endnu. Det virker trættende.
AI Fatigue er modens naturlov
For det andet er AI-trætheden en ganske naturlig reaktion. For hvad der kommer på mode, går af mode igen hurtigt. Det er modens naturlov. Introduktion af nye teknologier følger nemlig historisk altid en såkaldt hype-cyklus fra begejstring over skuffelse til snusfornuftig realisme. Det gælder naturligvis også for AI.
I den første fase var opdagelsen af den nye AI-teknologi præget af både hype og hysteri på en og samme tid. Hypen overvurderer forandringen og hastigheden, mens hysteriet undervurderer, hvor hurtigt det bliver allemandseje. Denne maniske fase afløses nu af dyb skuffelse for så over tid at nå et naturligt afbalanceret leje, hvor den før fascinerende teknologi nu er blevet usexet hvermandseje. Tænk blot på nutidens e-handel, som engang var sexet og manisk. Samme skæbne vil ramme AI lige om lidt.
Trætheden udspringer af, at vi befinder os i den helt klassiske skuffelsesfase, som afløser teknologiens spæde honeymoonfase. Sjovt nok ser vi tit nye teknologier i bakspejlet, tænk blot på TV-Avisen, som er en filmet version af avisen. Det spændende er derfor på sigt de dybe forandringer, anvendelsesformer og de fremtidige potentialer for AI, når vi ikke kigger tilbage, men er blevet modige og modne nok til at kigge frem. I TV’s tilfælde blev det til reality-tv-genren som en ny genre på mediets præmisser. Gad vide, hvilke nye genrer og produkter, som AI vil skabe i fremtiden på sine præmisser? Vi er altså skuffede nu, men på den lange bane har vi ikke noget at være skuffede over. Det skal nok blive vildt.