Brænder du for jobbet, kan du også brænde ud

’Brænder du for at sikre, at der gøres en forskel for mennesker med udviklingshandicap?’
’Brænder du for at være med til at skabe mærkbare forandringer?’
’I vores lokaler på Nørrebro vil du møde omkring 120 fagligt kompetente ildsjæle.’

I stillingsannoncer går metaforer igen, hvor det handler om fart, om at brænde for og brænde igennem. Også metaforer om at køre stærkt er tydelige:

’Du skal være en vigtig motor i ambitionen om at sikre en endnu bedre sammenhængskraft i organisationen.’
’Vil du kickstarte din karriere?’
’Er du skarp, fuld af god energi og brænder for politisk kommunikation?’
’To dage er sjældent ens, og det skal ofte gå stærkt.’
’Vi forestiller os, at du trives i en hverdag, hvor der ofte er mange og korte deadlines.’

Man ser for sig, hvordan medarbejdere springer glade og energiske fra den ene deadline til den næste, fordi de brænder for sagen og er en vigtig motor for en organisation i hastig forandring.

Hvad kan vi egentlig holde til?

Men én ting er, hvad der siges og efterspørges. Noget andet er, hvad vi egentlig kan holde til over tid. Jeg ser som erhvervspsykolog, hvordan arbejdsmiljøer rundt omkring bliver iltfattige og fører til overbelastningsreaktioner og stress, hvis vi spiller helt og fuldt med på denne præmis. Hvis vi udvikler et ’inderligt’ forhold til vores arbejde, hvor vi kræver af os selv, at vi som sande ildsjæle brænder for jobbet, kan det have konsevenser på den lange bane. Vi kan nemlig blive overivrige og begynde at kæmpe kampe på arbejdet. Hjerteblodet flyder, og vi bliver mere nærtagende over for kritik. Vi mærker måske ikke, at krop og psyke ikke kan holde til det, og vi overskrider egne grænser for at blive ved med at brænde igennem.

Det er ikke bæredygtigt

Når vi brænder for jobbet i starten – nærmest som om, at det var en ny og spændende kæreste – er vi i fare for at brænde ud på den lange bane. For vi kan ikke præstere ildsjæletilgangen hele tiden. Det er ikke bæredygtigt, hvis vi kræver dette af os selv og hinanden. Og det er fører os ikke et godt sted hen, at vi inderliggør vores arbejde, som var det en partner.

De jobs, hvor der skal produceres og formidles viden eller kommunikation – ofte med korte deadlines – er en del af denne inderliggørelse og ildsjælelogik. I en rundspørge blandt journalister svarer hele 63 %, at de er bekymrede for, om de kan blive i deres fag hele arbejdslivet (Journalisten, 6. marts 2023). Når man kigger nærmere på, hvad de mere konkret er bekymrede for, er det for eksempel at køre træt og miste nysgerrigheden. Og at tempoet og arbejdsmængden bliver højere, end de kan klare over tid.

En grå og kedelig dag er helt okay

Så hvordan undgår vi udmatning og afmatning over tid?
Måske ved ikke at kræve gejst og ildsjælemotivation på daglig basis af os selv. Måske ved at acceptere en grå og kedelig dag på arbejdet i ny og næ – uden straks at tænke, at der er noget i vejen med enten jobbet eller os selv. Måske ved at registrere udsving i vores følelsesliv, uden at handle på dem alle.

Som mennesker er vi et stykke natur

Når vi skal udvikle et bæredygtigt forhold til vores arbejde, så handler det om at forstå os selv som et naturgivent ’system’ af følelser, tanker og krop. Et ’system’ som reagerer på omgivelserne, og som ikke leverer og præsterer i en lineær kurve af arbejdspræstationer. Vi skal holde os sunde og friske både følelsesmæssigt, mentalt og kropsligt – og det kræver ro, og at vi regenerer.

Vi må acceptere, at vi kun er mennesker, der lige som naturen har brug for pauser, hvile og tid til at komme sig efter en præstation eller en forandring. Hjernen har for eksempel brug for stilstand og søvn for at kunne fungere. Vi har behov for pauser fra arbejdet, og vi har brug for at bruge os selv og vores krop i mange forskellige sammenhænge.

Vi må også have forståelse for, at vi fejler og dermed ikke kan levere det perfekte. Meget mere end vi går og tror, er uden for vores kontrol. Og de fleste mennesker er rodede, komplekse og sammensatte. Med af og til modsatrettede interesser og følelser. Vi skal passe på det hele og løbende prøve at finde en balance mellem engagement og overinvolvering.