Sig undskyld, som om du mener det

Som man siger, når børnene i børnehaven bliver tvunget til at give en undskyldning: Du skal sige undskyld, som om du mener det. En undskyldning er ikke meget værd, hvis den ligesom hos min seksårige bliver leveret med rullende øjne og i halvvejs løb væk fra gerningsstedet. Heller ikke som værktøj i en krise.

Da Jon Stephensen blev konfronteret med anklager om grænseoverskridende adfærd, indrømmede han fejl, men gav sig også hurtigt i kast med at nedtone.

Selvom Jon Stephensen ikke direkte siger undskyld (så langt fra), brugte han to undskyldningsstrategier, som retorikforskningen har beskæftiget sig med.

Den ene går ud på at sætte sine fejl eller forkerte handlinger ind i en større og som regel formildende kontekst, som det ses i denne udtalelse:

”Jeg har skullet løse endog meget svære dilemmaer – ofte under stort tidspres og med mange modsatrettede krav og ønsker fra mennesker midt i et krævende forestillingsforløb.”

Den anden strategi er at forsøge at tale sit image op på andre områder:
”Sker der fejl undervejs? Kunne noget gøres bedre? Utvivlsomt. Men jeg har gjort det så godt, jeg kunne. Lyttet og været til stede på teatrets, de ansattes og kunstnernes vegne. Det er det, jeg har kæmpet for. At skabe muligheder og de bedste rammer for alle at være i. At skabe udvikling og succes. Jeg efterlod både Gasværket og Aveny-T særdeles stærkt kunstnerisk og økonomisk.”

Stephensen indrømmer til dels fejl, men hans forsvar er så fyldt med andre strategier, der trækker i den modsatte retning, at meget få vil afkode udtalelserne som en særligt dybfølt undskyldning.

Der gik også kun kort tid med stor mediedramatik, før Jon Stephensen måtte ud i en ’uforbeholden undskyldning’, som dog i sidste ende ikke kunne redde Stephensens politiske liv hos Moderaterne.

Forløbet med Jon Stephensen illustrerer en af de værste strategier, når det kommer til at håndtere kriser med undskyldninger og indrømmelser. Vi kunne kalde den ’midt imellem-strategien’. Man vil lukke sagen, men også slippe med så billig en undskyldning som muligt.

Men en halvhjertet indrømmelse er ofte blot med til at sætte skub i dramaturgien frem mod en egentlig undskyldning. Hvis man virkelig ikke synes, man har gjort noget galt – og kan argumentere for det – giver det ofte bedre mening at lade være med at undskylde. Så må man i stedet tage kampen op. Men har man begået alvorlige fejl, er det fornuftigt at hive plastret helt af med det samme.

Er angreb det bedste forsvar?

Der er dog også andre måder at forsøge at komme videre på end ved at undskylde uforbeholdent. Justitsminister Peter Hummelgaard blev trængt op i en krog, da B.T. kunne afsløre, at han havde parkeret ulovligt gentagne gange foran sine børns institution. Her var Hummelgaards strategi ikke at lægge sig fladt ned, men tværtimod skynde sige ud af salonen med moralsk forsvar for sin handlinger og en kritik af B.T.’s metoder.

Han forsøgte først og fremmest – ligesom Jon Stephensen – at sætte sine handlinger ind i en større, formildende kontekst:
”Det er vigtigt for mig at kunne aflevere mine børn i vuggestue og børnehave næsten hver morgen. Jeg bilder mig selv ind, at det er en – om end sølle – kompensation for alle de timer, jeg ellers er væk i deres liv.”

Derudover forsøgte han at bagatellisere fejlen, blandt andet ved at beskrive sin ulovlige parkering, som at han skulle have været ’opmærksom på tidsbegrænsningerne for parkering i Københavns Kommune’.

Hummelgaard gik efterfølgende til angreb på B.T.’s metoder, og det lykkedes ham at få debatten drejet i den retning.

Så kunne man jo godt konkludere, at modangrebet var effektivt. Men det er langt fra altid god krisehåndtering bare at få debatten drejet væk, hvis troværdigheden har fået et hak. En oprigtig undskyldning, der demonstrerede, at Hummelgaard havde reflekteret over og forstået sin brøde, kunne måske have genoprettet noget af tilliden i stedet for bare at fjerne fokus.

Ægte undskyldninger kræver ægte refleksion

Undskyldningen kan være et yderst effektivt kommunikationsværktøj og en fuldstændig nødvendig menneskelig handling. Men mange af de undskyldninger, der florerer nu, fremstår som et billigt trick til at lukke en debat ’og se fremad’, som det hedder på politikersprog. At lægge sig fladt ned er svært at gøre overbevisende, hvis man ikke rigtigt selv synes, at man har gjort noget forkert.

Hvis man skal bruge undskyldningen som kommunikationsværktøj, stiller man sig derfor bedst ved at benytte sig af ægte refleksion over egne handlinger. Jo mere reflekterede vi er i forarbejdet til for eksempel pressemødet – jo mere vi forstår vores egne fejl – jo mere overbevisende kan vi sige undskyld og håbe på at lukke en sag.

Man kan godt mime den dybfølte undskyldning, men ofte vil der snige sig små undergravende bortforklaringer ind, som rejser flere spørgsmål og holder dramaturgien i gang. Så hvis man ikke kan give en ægte undskyldning, er det ofte bedre at tage kampen op. Halvhjertede undskyldninger løser ingen kriser.