Spring menu over

Der gik hul på fantasien

Foto: Peter Christian Christensen
Laura Engstrøm
Del artikel:

For tre år siden lavede Frederikke Lett to forretninger: Den ene sælger venezianske sko, den anden bøger. Begge markedsfører hun på højst usædvanlig vis og med stor succes. For med ét gik der hul på kreativiteten og fantasien.

Det er først, da Frederikke Lett midt i interviewet reciterer et digt, at det bliver helt tydeligt, hvad hendes særlige talent består af. Digtet i sig selv er bevægende, men det er ikke dét. Det er måden, det bliver fremsagt på. Det er, som om Frederikke Lett kan finde en nøgen sårbarhed i sig selv, som hun sender direkte ind i sjælen på modtageren. Selv er hun ikke bange for at fremstå sårbar og afskrællet i al sin vilje efter at røre med poesi.

Deres Udsendte får tårer i øjnene, og med ét sidder vi i et yderst intimt øjeblik, hvor vi skal kæmpe for ikke at bakke ud af den forlegenhed, der nødvendigvis opstår, når man møder et andet menneske i dets inderste, sårbare kerne.

Det er dér, kommunikationens kerne udfolder sig: I forbindelsen med andre. Det er en af grundene til, at Frederikke Lett har succes med sin kommunikation: Hun insisterer på at røre modtageren.

Engle på stien

Det er ikke, fordi det er nyt for Frederikke Lett at kommunikere professionelt. I mange år har hun, der er uddannet jurist, arbejdet som freelancejournalist og filmanmelder ved blandt andet Ekko og Jyllands-Posten. Hun har skrevet klummer for Alt for Damerne og lavet kommunikation for forskellige virksomheder. Det var alligevel noget andet, da hun skulle markedsføre sine egne hjertebørn efter at have besluttet at åbne en lille skobutik med farverige venezianske sko i et lille rum under trappen i sit hus – og et forlag.

”Det var jo i ikke sådan, at jeg satte mig ned og sagde: Hmm…. Skal jeg købe en annonce på busserne? Ideerne er kommet af sig selv.”

Det var ikke bare ideerne, der kom af sig selv. Også hjælperne kom og hjalp med at udføre dem. For i Frederikke Letts skohandel og forlag er der kun én person ansat: Hende selv.

”Mens jeg startede de to virksomheder op, læste jeg Gitte Holtzes bog, ’Jeg lever!’. Den handler om at gå The Pacific Crest Trail, en vandretur på over 4000 km, som tog hende fem måneder at gå. Den bog blev min bibel i den periode. Vandringen er et symbol på livet, og hun skriver blandt andet om at ’the trail provides’, altså at både udfordringen, men også hjælpen kommer i rette øjeblik. Så kommer de her trail angels, altså folk der dukker op og hjælper, netop som man har brug for det,” fortæller Frederikke Lett.

Kvitteringen er et digt

Der kom også engle på Frederikke Letts sti. Som da hun havde hentet det første parti sko hjem fra skofabrikken i Venedig, og en af kunderne sagde: ”Sælg sko med digte.”

Så det gjorde hun. Hver gang en kunde var kommet hjem til hende og havde sat sig på den turkise trappe i hendes hus og prøvet et par veloursko, reciterede Frederikke Lett et digt. Det viste sig at åbne til noget endnu større.

”Kunderne begyndte at tale om, hvor de var i livet. De fortalte deres livshistorier. Det blev så til en historie, jeg lagde op på de sociale medier. Selvfølgelig med deres godkendelse først,” fortæller Frederikke Lett.

På den måde fik skoene historier at gå på. Og historierne var med til at skabe et fællesskab. Eller som skrevet på nudansk: et community.
I løbet af en måned solgte Frederikke Lett det første parti på 100 sko fra sit lille rum under trappen. Hun bestilte 700 par mere, og de sko er også snart udsolgt.

Poesiens kraft

Sideløbende har Frederikke Lett stiftet et forlag, der foreløbig har udgivet tre bøger. Alle tre har været markedsført ganske håndholdt – og med udsolgte oplag til følge. Den første bog, ’Gem den sidste vals’ af Zelda Fitzgerald, udgav Frederikke Lett af ren og skær passion.

”Da jeg læste den, tænkte jeg: Wow, det er vildt det her! Den er skrevet på en psykiatrisk institution på opfordring af en kvindelig læge. Der er en indre nødvendighed, som gør den vigtig. Det er den arketypiske historie om en kvinde, hvis kreative talent ikke kunne udfolde sig. Zelda Fitzgerald reflekterer også over, hvordan man får arbejdsliv, drømme og moderskabet til at gå op i en højere enhed. Det samme, som vi gør i dag,” siger Frederikke Lett.

Blå bog

Frederikke Lett (f. 1974) er jurist, skribent, journalist og kreativ udvikler. Hun har været filmanmelder og skrevet for et væld af magasiner og aviser, blandt andet klummer for Alt for Damerne.

Nu er hun indehaver af Verdens Mindste skobutik, hvor hun sælger veloursko fra Venedig – og Forlaget Frederikke Lett.

Frederikke Lett serverer desuden digte i december måned for tilfældige forbipasserende i de københavnske gader med sin Levende Julekalender.

Se mere på: Frederikkessko.dk eller www.mitnavnerkeith.dk

Totalteater for en dag

Hun ansøgte om midler til oversættelse hos Statens Kunstfond. Dem fik hun, og så kom the trail angels igen. Den første gang i form af designeren Rie Elise Larsen.

”Rie sagde: Vi skal da omdanne dit hus til et totalteater for en dag! Den var jeg med på. Og så gik der hul på fantasien og kreativiteten.”

Frederikke Letts hus blev omdannet til ’Zelda’s House’. Det vil sige, at gangen blev tapetseret med citrontapet, og trappen malet mintgrøn. Ét rum blev omdannet til en psykiatrisk stue, i et andet blev en monolog af en rasende Zelda Fitzgerald opført. En studerende fra designskolen havde lavet kjoler til skuespillerinderne, der læste breve af Zelda Fitzgerald op. Rie Elise Larsen og Frederikke Lett havde arbejdet med scenografien, der bestod af vægtæpper med citater fra bogen.

Frederikke Lett skrev om alle detaljerne på Facebook og Instagram, og på dagen troppede 300 mennesker op og købte bøger, vægtæpper og kjoler.
Som Frederikke Lett siger:

”Vi vækkede Zelda til live for en aften.”
Når det med totalteater og markedsføring på SoMe lykkedes at sælge hele oplaget på 500 bøger i løbet af kort tid, så skyldes det ifølge Frederikke Lett især en ting: Nærvær.

”Nærvær og tilstedeværelse er så afgørende for, at alt ikke bare suser forbi. Der var folk, der efterfølgende skrev til mig, at de fik ødelagt deres nattesøvn, fordi de havde ligget og læst Zelda Fitzgeralds bog hele natten.”

Jeg har fået at vide, at man skal skrive kort, og kun kort, på de sociale medier. Men jeg skriver ikke kort. Jeg skriver langt, og jeg skriver, som jeg skriver

Frederikke Lett

Partnerskab

De to næste bøger, lavede Fredeikke Lett i samarbejde med manuskriptforfatter Nynne Oldenburg. ’Mit navn er Keith” var den ene; en digtsamling af den tidligere radiovært Keith Lohse. Og så: ’Jeg holder skam kæft med meget’, en samling interviews med Tove Ditlevsen. Begge bøger blev markedsført på samme vis: Et imponerende og altopslugende totalteater, hvor man havde følelsen af at være med til det mest coole og funky arrangement i en lejlighed i Brooklyn eller Berlin.

Igen blev næsten alle bøger solgt. 900 af oplaget på 1000 af Keith Lohses digtsamling røg i løbet af et par måneder. Andet oplag af Tove Ditlevsen-interviewene er blevet sendt til tryk.

Frederikke Letts tips

  • Vær bevidst om at få mennesker fænget på en overraskende, sjov, original måde, der rammer i hjertet
  • Vær vovet og ikke bange for at give noget af dig selv
  • Ram noget, der føles sandt for alle
  • Husk humor, og drop patos
  • Giv alt, hvad du har og lidt til

SoMe

Når Frederikke Lett har kunnet tiltrække så mange til sine arrangementer og dermed sælge så mange sko og bøger, så skyldes det også, at hun er eminent til at kommunikere på de sociale medier. Hun søger ikke følgere – de søger hende, og de kommer på baggrund af mange års kontakt med mange mennesker. Hun har aldrig læst om, hvornår på døgnet, det er smart at poste, men som hun siger:

”Jeg har fanget, at hvis man poster noget på de sociale medier en sommerdag i juli, hvor solen skinner, er der ingen, der læser det. Heller ikke hvis man poster ved spisetid,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har også fået at vide, at man skal skrive kort, og kun kort, på de sociale medier. Men jeg skriver ikke kort. Jeg skriver langt, og jeg skriver, som jeg skriver. Men det er altid med en oprigtig, fortællende vinkel. Noget som folk gider læse. Selv de lange tekster. Jeg får at vide, at jeg har følgere, som kun er på de sociale medier for at se, hvad jeg slår op.”

Nærvær og tilstedeværelse er så afgørende for, at alt ikke bare suser forbi

Frederikke Lett

Hvad det næste er, vil tiden vise. Frederikke Lett laver også kommunikation for firmaer, blandt andet Trolle Care, der videreformidler private sygeplejersker til ældre mennesker. Her har hun valgt at beskrive menneskerne fra virksomheden som en del af annoncekampagnen.

”Jeg har en evne til at virkelig at lytte og se mennesker. Den evne brugte jeg her. Mange bemærkede kampagnen, fordi det var ægte menneskefortællinger om tro, håb, tab, glæde, sorg og vanskeligheder i livet. Det gjorde virksomheden Trolle Care levende og til noget andet end blot et logo,” fortæller hun.

Frederikke Lett har netop fået midler fra Statens Kunstfond til at opføre Toves Hus i Det Danske Hus i Paris i foråret 2024. Går det som med de andre projekter, vil the trail provide. Og franskmændene vil også opleve et totalteater om Tove Ditlevsen og tænke: C’est vraiment cool!

Seneste artikler

Læs alle artikler

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje