8 gode AI-råd
Vi har bedt to profiler om at dele deres bedste råd, når det kommer til AI, til både ledere og medarbejdere, der arbejder med kommunikation.
1 Hold fri, når du holder fri
“Få defineret, hvornår du arbejder, og hvornår du ikke arbejder. Så selvom du arbejder i din fritid, så skab rum i dit arbejde til fritid, så du forstår den handel, du laver.”
Steen Rasmussen, Digital Strategist & Co-founder, IIH Nordic
2 Skab din egen ro
“Brug teknologi på arbejdet til at skabe fokus. Lad være med at lade den ene teknologi konkurrere med den anden. Vi har kigget meget på produktivitet og kvaliteten af ens arbejdstids. Noget af det væsentligste der ødelægger produktivitet og arbejdsdag, er to ting: kolleger, der trækker dig ud af fokus, og de alerts og ting, der popper op på din computer og telefon. Du har rent faktisk brug for arbejdsro for at lave kvalificeret arbejde.”
Steen Rasmussen, Digital Strategist & Co-founder, IIH Nordic
3 Kig fremad
“Vi kan vælge at vente på, at der kommer andre og fortæller mig, hvad der er smart af nye teknologier. Men vi har faktisk mulighed for at kontrollere tiden selv. Kig fremad for at se, hvad det er for noget teknologi, der kommer til at påvirke dig. Der er teknologi alle steder og til alle faggrupper, det er bare ikke al teknologi, der er relevant for alle.”
Steen Rasmussen, Digital Strategist & Co-founder, IIH Nordic
4 Kig ud over dit arbejdsliv
“Aktiver dig selv, for dit gode arbejdsliv handler også om dit fysiske velbefindende. En ting er, hvordan du har det på dit arbejde og med kolleger, men en anden ting er din sundhed, og det spejler i høj grad ind på dit arbejdsliv. Så tænk over sammenhængen mellem det private og arbejdslivet.”
Steen Rasmussen, Digital Strategist & Co-founder, IIH
5 Uddan dig
“Det er en gammel cliché, men det er virkelig vigtigt at kunne uddanne sig og være omstillingsparat. Forandring er nemlig den eneste faktor, vi kan være sikker på. Og med de nye teknologier bliver der skruet op for det.”
Steen Rasmussen, Digital Strategist & Co-founder, IIH Nordic
6 Tag hensyn
“AI kan hjælpe dig med at skære ned på kedelige rutineopgaver, så du vil få bedre tid til mere kreative og interessante opgaver. Der er dog også risiko for, at AI vil skabe dårligere og mere usunde arbejdspladser, hvis man ikke sørger for at bruge det rigtigt. Der skal tages hensyn til brugen af medarbejdernes data, algoritmerne skal være forståelige og kunne forklare sig selv, og algoritmer bør aldrig træffe vigtige beslutninger uden menneskers godkendelse.”
Peter Svarre, digital strateg og forfatter
7 Fokus på etik
“AI kan detektere mønstre, der tyder på, at du er ved at blive stresset eller på anden vis ikke har det godt, og kan herefter komme med anbefalinger til ting, du kan gøre. Jeg lavede en undersøgelse sammen med HK i efteråret, og der er rigtig mange softwarevirksomheder, som gerne vil tilbyde smarte tech-løsninger til at optimere medarbejdernes sundhed, men der er et meget lille fokus på de etiske udfordringer ved at bringe højpotent tech ind på arbejdspladser med komplekse magtrelationer mellem ledere og ansatte.”
Peter Svarre, digital strateg og forfatter
8 Spot stress
“AI kan analysere data fra store virksomheder og finde mønstre, der tyder på et dårligt arbejdsklima, hvorefter der kan sættes ind, før folk går ned med stress eller siger op. Men igen er der nødt til at være fokus på etikken, hvis man tager AI i anvendelse til dette.”
Peter Svarre, digital strateg og forfatter