Videnskab til grin – og eftertanke

Nogle gange sker retfærdigheden fyldest, og de flittige og tålmodige bliver belønnet for deres vedholdenhed.

Det skete i september for den amerikanske mediciner William Bennet Bean, om end 36 år efter sin død. 

William Bean var generelt en produktiv forsker med hundredvis af publikationer bag sig samt flotte titler og udmærkelser. Men hans livsværk, som han nu er blevet præmieret for, er et eksperiment, der stod på i 35 år, og som ganske simpelt gik ud på at måle, hvor meget hans fingernegle voksede. 

I 1941 begyndte han at ridse et mærke i sin tommelfingernegl og herefter måle, hvor langt mærket voksede ud. Resultaterne blev jævnligt publiceret, og i den sidste publikation i 1980 kunne han – måske ikke så overraskende – konstatere, at hans negle ikke voksede så hurtigt, som da han var yngre. Nærmere bestemt var vækstraten gået fra 0,123 millimeter dagligt, da han startede sine målinger som 32-årig, til 0,095 millimeter, da han var 67.

I 1989 døde William Bean, og så skulle man egentlig tro, at hans neglemål ville gå i glemmebogen. Og det gjorde de også, indtil han den 18. september blev tildelt Nobelprisen for sit eksperiment.
Ganske vist ikke den Nobelpris. William Bean fik IG Nobelprisen, som hvert år uddeles af selskabet Improbable Research under ganske stor opmærksomhed. Priserne uddeles til videnskab, der ”får folk til at grine og derefter tænke”, og har som formål at fejre de skæve sider af videnskaben.

William Beans pris blev modtaget af hans søn, der i takketalen noterede, at der er store fordele ved at bruge sig selv i længerevarende eksperimenter:

”Så længe du er i live, har du et forskningsobjekt, og der er ikke nogen juridiske komplikationer. Du er der. Dine fingernegle er der. Og du kan fortsætte i det uendelige,” sagde Bennett Bean og tilføjede, at prisen viser, at man aldrig kan vide, hvad man vil blive kendt for efter sin død.

Beskyt dine køer – mal dem

IG Nobelprisen uddeles i en række kategorier. William Bean fik litteraturprisen. Blandt de mange andre lige så spøjse eksperimenter kan nævnes vinderen af biologiprisen. Prisen gik til en japansk forskergruppe, der satte sig for at undersøge, om man ville kunne beskytte køer mod insektbid ved at forklæde dem som zebraer. Så seks japanske køer fik malet hvide zebrastriber og blev sammenlignet med en ikkemalet kontrolgruppe samt en gruppe, der havde fået malet sorte striber. 

Resultaterne talte deres eget benhårde sprog. De hvidstribede køer fik markant færre insektbid end de sortstribede og de ustribede. 

De japanske forskere byggede deres hypotese på forskning, der viser, at insekter er mindre tilbøjelige til at lande på sort-hvide og stribede overflader, og at det muligvis er en evolutionær grund til zebraernes striber.

Og som de konstaterer i forskningsartiklen, viser eksperimentet, at det at male sine køer kan være en ”alternativ måde at beskytte sine husdyr mod insektbid på”.

Det tør siges.

Nævnes skal også ernæringsprisen til en gruppe, der har undersøgt og konstateret, at øglen almindelig agam i Togo foretrækker quattro formaggi-pizza, og – lidt apropos – fysikprisen til en italiensk forskergruppe, der har undersøgt de nærmere fysiske processer ved tilblivelsen af pastasauce.