Reformfiasko

Årets studieoptag blev et hak i tuden på regeringens plan om at få flere til at læse til pædagog, lærer og sygeplejerske. Midlet var som bekendt at dimensionere hele universitetssektoren.

Men årets optagstal tyder ikke på, at det kommer til at ske. De unge søger, som de plejer – der er bare færre, der kommer på universitetet.

Sektordimensioneringen er seneste skud på stammen af en række dimensioneringsindgreb, som universiteterne har skullet tilpasse sig over de seneste ti år. Men spørgsmålet er, om indgrebene har levet op til det formål, de blev sat i verden for at opfylde. Eller sagt på en anden måde: Har de overhovedet været umagen værd?

Forskerforum benytter lejligheden til at tage et kig på de fire dimensioneringer, som stadig sætter en klemme på universiteternes frihed til at udbyde uddannelser: ledighedsdimensioneringen, dimensionering af engelsksprogede uddannelser, den geografiske dimensionering (udflytningsaftalen) og sektordimensioneringen (kandidatreformen). 

Helt overordnet har brugen af dimensionering som styringsgreb ikke været et særligt effektivt værktøj. Det mener Miriam Madsen, lektor og leder af Afdeling for Uddannelsesvidenskab på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. 

"Man kan sige, at regeringen har haft sådan en teknokratisk tilgang til, hvordan man skal styre uddannelserne – hvis man skruer op eller ned et sted, så sker der det, vi gerne vil have, et andet sted. Men i praksis er det ikke sket. For de unge mennesker i Danmark gør det, de selv vil," siger hun.

Dimensioneringerne har haft forskellige formål og haft skiftende konsekvenser for de forskellige områder. Men et område, som ifølge Miriam Madsen er blevet ramt gang på gang, er humaniora. Konsekvensen er, at økonomien under de humanistiske uddannelser stille og roligt er blevet udhulet, hvilket har ført til fagdød og potentielt også dårligere uddannelser. 

Det samme konstaterer Janne Gleerup, forperson for DM.
"Desværre har ingen af reformerne reelt handlet om at forbedre kvaliteten af vores uddannelser. Og på en lang række områder – især inden for humaniora – har vi nået en smertegrænse. Mange uddannelser er allerede lukket, og flere er lukningstruede. Konsekvensen er desværre, at vi kommer til at se videnshuller på mange vigtige felter i fremtiden."

Det, at politikerne gang på gang har vedtaget tiltag, der detailstyrer universiteternes uddannelsesudbud, er et grundlæggende brud med det princip, der ligger bag universitetsloven i 2003, tilføjer Miriam Madsen.

"Ideen med de politiske bestyrelser var, at universiteterne skulle have selvstændighed til at kunne agere som strategiske aktører. Men det strategiske handlerum bliver jo virkelig gjort mindre og mindre i de her år. Universiteterne sidder med risikoen, men staten sidder med styringen. Og så kan man jo spørge, om politikerne egentlig vil det, man gjorde med den reform dengang, eller om man egentlig hellere vil styre mere direkte. Og hvis man vil styre mere direkte, så skal man måske også rykke universiteterne ind i staten igen," siger hun. 

Ledighedsdimensioneringen

Efter en årrække, hvor målet var at få flere til at tage lange videregående uddannelser, blev kursen drejet 180 grader under de radikale uddannelsesministre Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen. Med afsæt i Kvalitetsudvalgets rapporter blev det besluttet at dimensionere mere end 2.000 pladser på universitetsuddannelser med høj dimittendledighed. Det begyndte i 2015 og gik særligt hårdt ud over de humanistiske fag.

En evaluering, der kom i 2018, kunne ikke konstatere så meget andet, end at både tilgang og søgning til de dimensionerede uddannelser var faldet. Ifølge et notat, Danske Universiteter udarbejdede i februar 2025, er dimittendledigheden de senere år imidlertid faldet markant for humanistiske kandidater.

Miriam Madsen, som i sit ph.d.-projekt fra 2019 beskæftigede sig med netop ledighedsdimensioneringen, er dog ikke sikker på, at den lave ledighed er et direkte udkomme af dimensioneringen.

"Mit indtryk er, at det mere påvirkede søgemønstre, end det påvirkede beskæftigelsen. Hele den logik med, at der er et bestemt antal stillinger inden for et fag, som man så skal indrette optagene efter, det passer ikke. Mange undersøgelser har vist, at markedet tilpasser sig udbuddet," siger hun.

Miriam Madsen

Det kan virke oplagt, at færre kandidater giver lavere ledighed. Men der er også ting, der trækker i den anden retning. Her peger Miriam Madsen på det kvalitetstab, der kan være sket blandt nogle af de dimensionerede uddannelser.

"Når man skærer i antallet af studerende, skærer man også i uddannelsens økonomi. Så groft sagt har reformens effekt været, at især de humanistiske uddannelser er blevet fattigere. Og så har de humanistiske uddannelser og deres relevans fået meget dårlig omtale i forbindelse med reformen, og det kan jo også påvirke negativt, hvordan dimittenderne klarer sig på arbejdsmarkedet," siger hun.

Ledighedsdimensioneringen er stadig gældende. Det vil sige, at der løbende bliver foretaget beregninger af ledigheden inden for de berørte fagområder, og så bliver optagsloftet justeret. Men fra starten blev det kritiseret, at beskæftigelseskonjunkturerne kan ændre sig meget, fra en bachelor bliver optaget, til vedkommende dimitterer.

Beregningsgrundlaget vil derfor altid være forældet. Det er stadig et problem, lyder det fra DM’s forperson, Janne Gleerup.

"Politikerne kører med en stor blind vinkel, hvis de bliver ved med at basere deres politik på en model, der bygger på data fra en tid, hvor ledigheden var langt højere på mange områder. Modellerne skal tilpasses arbejdsmarkedets fremtidige behov, hvis universiteterne skal kunne levere den nødvendige arbejdskraft fremadrettet," siger hun.

Dimensionering af engelsksprogede uddannelser

I slutningen af 2010’erne opstod diskussionen omkring udenlandske studerende på engelsksprogede uddannelser og særligt de SU-udgifter, de påførte staten. Det førte til, at universiteterne i 2019 fik pålagt at reducere de engelsksprogede uddannelser med 1.000-1.200 pladser. I 2021 kom der yderligere en mindre reduktion i forbindelse med en politisk aftale.

Men allerede tre år senere var vinden vendt igen. Erhvervslivet havde brug for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, og så blev politikerne enige om at åbne 1.100 engelsksprogede uddannelser og øge tallet til 2.500 fra 2029.

Helt tåbeligt med sådan en zigzagkurs, mener Janne Gleerup.

"Det var forhastet at skære så voldsomt på de engelsksprogede uddannelser. Internationale studerende er en god forretning for Danmark. Punktum. Flere og flere af dem bliver og arbejder i Danmark efter endt uddannelse og lægger mange skattekroner i statskassen. Samtidig bidrager de til internationale studiemiljøer på universiteterne," siger hun.

Janne Gleerup

Miriam Madsen husker det som en reform, hvor der var mange andre faktorer på spil end de rent uddannelsespolitiske.

"Der var en meget stor diskussion om, hvordan man skulle måle det der med, om det var dyrt for det danske samfund eller ej. Og der var også undersøgelser, der viste, at det over livsperspektiv faktisk var en gevinst at have de engelsksprogede uddannelser. Så det var en reform, der i høj grad byggede på noget symbolpolitik – om man skulle have alle de der udlændinge," siger hun.

Den zigzagkurs, som reformen er udtryk for, afspejler et generelt problem omkring reformer: De er kostbare at gennemføre.

"Det er både dyrt at skalere ned og dyrt at skalere op. Hver gang man gennemfører en reform, så er det i sig selv noget, der trækker ressourcer ud af den almindelige undervisning. For det er ikke bare noget, man kan gøre overnight. Så det med, at pendulet svinger frem og tilbage, er ikke særlig godt for universiteterne, fordi det kræver en masse etablerings- og nedskæringsomkostninger hver gang," siger Miriam Madsen.

Den geografiske dimensionering

Vi ændrer på de grundlæggende strukturer, så vi vender det sug ind mod de største byer, vi har set på uddannelsesområdet de seneste årtier." Sådan lød det i pressemeddelelsen fra regeringen, da den i 2021 havde indgået en politisk aftale om "bedre muligheder for uddannelse i hele Danmark" – også omtalt som Udflytningsaftalen. 

Aftalen satte loft på, hvor mange studiepladser universiteterne kan udbyde i landets fire store byer, og samtidig blev der givet en taxameterbonus til uddannelser uden for de fire byer.

Fire år efter er der imidlertid intet, der tyder på, at "suget mod de større byer" er blevet vendt. Dimensioneringen i de store byer har nemlig ikke ført til større optag udenfor – det er tværtimod faldet. Det fremgår blandt andet af en opgørelse fra Landdistrikternes Fællesråd denne sommer.

"Udflytningsaftalen er endnu et bevis på, at store reformer ikke kan ændre de unges uddannelsesvalg med et snuptag. Den har absolut intet ændret og har ikke fået flere unge til at søge mod uddannelser uden for de store byer, hvilket ellers var hensigten. Til gengæld er reformen administrativt tung for alle involverede," siger Janne Gleerup.
Miriam Madsen er ikke overrasket over den manglende effekt, og det bør regeringen heller ikke være, mener hun.

"Der blev jo fra starten advaret om, at det her de facto ikke ville føre til udflytning, men bare færre optagne studerende. For de unge ville ikke søge derud. Så man kan sige, at der er gode intentioner, men når politikerne bliver advaret direkte imod, at det ikke vil få den effekt, de ønsker, så ligner det mere en anden form for nedskæringer."

Men også politisk er der utilfredshed med reformen. Liberal Alliance, der står uden for aftalekredsen, forsøgte i 2024 at få Udflytningsaftalen annulleret. Og over for Forskerforum konstaterer partiets forskningsordfører, Sandra Skalvig, at det reelt har fungeret som ekstra dimensionering uden at skabe mere geografisk balance.

"Du får ikke stærke forskningsmiljøer, hvis udbuddene bliver for små. Det er ikke nok at ønske sig, at de unge flytter ud. Det gør de ikke, medmindre der er kvalitet og et studiemiljø omkring uddannelserne. Og det får vi ikke ved at nedlægge uddannelser i Aarhus og København," siger hun.

Sektordimensioneringen

I 2023 kom aftalen om reform af universitetsuddannelserne i Danmark. Formålet var mere fleksible og erhvervsrettede universitetsuddannelser, men også bedre balance – det vil sige, at flere søger professions- og erhvervsuddannelser, særligt de såkaldte velfærdsuddannelser. Midlet er en dimensionering af hele universitetssektoren.

Denne sommer skulle man så for første gang se effekten af sektordimensioneringen. Men optagstallene kan ikke have været opløftende læsning for regeringen. Universitetsoptaget var naturligvis faldet, men optaget på erhvervsakademier og professionshøjskoler var status quo. Der er altså ikke noget i årets optagstal, der peger på, at det vil give flere lærer-, pædagog- og sygeplejerskestuderende, når man fjerner pladser på universitetet.

Det overrasker ikke Mads Fjord Jørgensen, chef for videregående uddannelser i Tænketanken DEA. I DEA har man analyseret ansøgeres villighed til at søge på tværs af uddannelsessektorer. 

"Vores analyse viser, at der ikke er en stor gruppe, der søger universiteterne og også søger de fire store professionsbacheloruddannelser. Så det viser jo, at det er en svær opgave, regeringen har sat sig selv på," siger han. 

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund mener, at det er for tidligt at vurdere effekten af regeringens tiltag allerede nu.

"Store reformer tager tid, og jeg tror på, at kombinationen af de forskellige ting, vi har gjort, kommer til at få en effekt. Lønløft, sektordimensionering og kvalitetsløft af uddannelserne," udtaler hun til Politiken efter årets optag.

Hun refererer til en aftale, Folketingets partier indgik i foråret om at afsætte to milliarder årligt til kvalitetsløft af professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser.

Mads Fjord Jørgensen er enig i, at et kvalitetsløft kan gøre en positiv forskel. Men det vil tage flere år, før det slår igennem. Og i mellemtiden risikerer vi, at der simpelthen er færre, der tager en uddannelse.

"I forvejen har vi en situation, hvor unge generelt tager flere sabbatår end tidligere. Så når man skærer universitetspladserne, og effekten af kvalitetsløftet først kommer om nogle år, så kan der godt være nogle, der kommer til at udskyde deres uddannelse længere tid end ellers," siger Mads Fjord Jørgensen.

Janne Gleerup konstaterer, at regeringen igen fejler i sit forsøg på at styre de unges uddannelsesvalg.

"Årets optag viser jo sort på hvidt, at reformen ikke har levet op til ambitionen om at få flere unge til at søge mod velfærdsuddannelserne. De unge søger primært efter faglig interesse – så et sted at starte kunne jo være at gøre velfærdsuddannelserne mere attraktive i stedet for at afskære de unge fra universiteterne," siger Janne Gleerup.

Men også på arbejdsgiverside tager man sig til hovedet over sektordimensioneringen og de seneste optagstal. I en reaktion peger Dansk Erhverv på, at fremskrivninger fra Finansministeriet viser, at der om ti år vil være for mange uddannede pædagoger, sygeplejersker, lærere og socialrådgivere.

"Vi uddanner til fremtiden, og derfor må vi også have det lange lys på i uddannelsespolitikken. Vi har behov for bedre analyser og en langt grundigere udvikling af fremtidens uddannelsesudbud. Vi må tilbage til det sunde princip, at vi uddanner efter behovet på arbejdsmarkedet og ikke unødigt straffer en sektor som for eksempel universiteterne," lyder det fra Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.