På den gennemsigtige slagmark er der ingen helle

En fod, der vipper under en busk. Det er alt, der i dag skal til, for at man som soldat i den ukrainsk-russiske krigszone afslører sig selv over for fjenden. 

Dronerne, der svæver i krigens luftrum, og som kan finde vej ind i de fjerneste afkroge, kan opfange selv de mindste bevægelser. Resolut kan en ukrainsk droneoperatør sende signalet videre til artilleriet – ofte på flere kilometers afstand – som dernæst kan sende skyts mod målet. 

Emilie Berthelsen, der er ph.d.-studerende ved Danmarks Tekniske Universitet og Forsvarsakademiet, undersøger, hvordan dronerne har ændret krigen – og særligt hvordan det kan lade sig gøre, at den militærteknologiske udvikling sker med så stor hast. 

"Den helt store forskel i forhold til tidligere er, hvordan dronerne bliver anvendt i krigen og dernæst udbredelsen af dem. Den militærteknologiske udviklingshastighed er uden fortilfælde," forklarer hun. 

"Det ukrainske forsvar foretager nye softwareopdateringer flere gange i døgnet, og systemer, der normalvis tager flere måneder – hvis ikke år – at udvikle, bliver nu udviklet på få dage eller uger." 

Et konstant våbenkapløb

For at forstå den hastige udvikling har Emilie Berthelsen været i Ukraine og talt med både udviklere, producenter og frivillige, men også med soldater og instruktører, der bruger dronerne ved fronten, for at få et indblik i, hvordan erfaringer fra slagmarken lynhurtigt bliver omsat til nye dronetyper og funktioner. 

I Ukraine er den militære teknologi langtfra statisk. Krigsparterne på begge sider er tvunget til konstant at udvikle på teknologien, i takt med at fjenden bliver klogere på systemerne, udvikler løsninger og opruster, fortæller Emilie Berthelsen. 

Krigen er blevet et konstant våbenkapløb, hvor hver løsning hurtigt mødes af et modsvar – og hvor dronerne altså har fået en særlig rolle. 

Når radiosignaler bliver forstyrret og sat ud af spil, bliver dronerne i stedet koblet til med fiberoptiske kabler. Når GPS-signaler blokeres, benytter soldaterne sig i stedet af visuel navigation. Og når dronerne males sorte for at forsvinde i nattehimlen, begynder fjenden at lytte efter dem. 

"Systemer i krig har en begrænset levetid, fordi modstanderen hele tiden tilpasser sig og opruster. Det er ikke svært at stoppe én drone. Men det er næsten umuligt at stoppe hundredvis af forskellige droner, der hele tiden ændrer sig," siger Emilie Berthelsen. 

Mere bang for the buck

Forestil dig de her to scenarier, forklarer Emilie Berthelsen: 
I det første scenarie står du med en mortergranat i hænderne, som skal affyres fra et stort morterrør – et rør, hvor granaten glider ned, antændes og slynges af sted i en bue mod det udpegede mål. 

Dette scenarie er meget usikkert. "I realiteten skyder man granaten af sted en anelse i blinde, og så satser man på at ramme målet med måske 50 meters usikkerhed," siger hun. 

I det andet scenarie monterer du den samme granat på en drone, som kan flyve direkte hen til det mål, du gerne vil angribe. Nærmest med centimeters præcision kan du ramme målet. "Man får simpelthen mere bang for the buck med dronerne," siger Emilie Berthelsen. 
Det er ikke svært at forestille sig, hvilket system der er mest effektivt i krig. 

Forskning i skyggen af krigen

Den hastige udvikling og det at forske i en krigszone giver også Emilie Berthelsen nogle – til tider – udfordrende vilkår. 

Hun forsker nemlig også inden for et felt, som ikke altid er lige tilgængeligt for offentligt interesserede – og hvor det ikke er unormalt at møde skeptikere, der mistænker hendes forskning for spionage eller sabotage. 

"Det er ikke altid lige nemt at overbevise en ukrainsk droneoperatør om, at man rent faktisk er ph.d.-studerende og har reelle intentioner," fortæller Emilie Berthelsen. 

"Selvom teknologien udvikler sig sindssygt hurtigt, skal jeg stadig finde noget, der giver et videnskabeligt bidrag – og som samtidig kan tåle at blive offentliggjort." 

Dronebyggeri i garager

Før Ruslands invasion af Ukraine i 2022 producerede Ukraine blot syv typer droner. I dag findes der over 500 forskellige producenter i landet, og ingen har længere overblik over, hvor mange typer der reelt er i spil. 

"Det er ganske typisk, at jeg ringer til en producent for at følge op på et droneudviklingsprojekt, men et halvt år senere er dronetypen allerede erstattet, og de laver noget helt andet. Det siger meget om, hvor hurtigt udviklingen går," fortæller Emilie Berthelsen. 

Krigen har samtidig vist en ukrainsk befolkning, der har været helt enormt god til at mobilisere sig selv – også i forhold til udviklingen af droner. 

Selv er Emilie Berthelsen ikke videre begejstret for udtrykket hobbydroner, men det er nu engang i høj grad standarddroner, enhver kan købe på gadehjørnerne, som den ukrainske hær bruger til at gennemføre utallige angreb mod de russiske styrker. 

"Soldaterne kan selv bestille standardkomponenter hjem online og tilpasse dronerne. Adskillige droneproducenter har slået lejr i garager rundtomkring i Ukraine og producerer dele, der sendes direkte til fronten," fortæller hun. 

"Og et hav af frivillige kræfter samarbejder med soldaterne for at justere dronerne til præcis den opgave, der er behov for. Hvordan kan man få dem til at flyve lige dét længere? Eller i lidt hårdere blæsevejr?" 

Det har udviklet sig til et helt økosystem, siger hun – ikke længere blot ingeniører på store våbenfabrikker, men frivillige, småproducenter og soldater, der hele tiden sender feedback fra frontlinjen. 

Er dronerne virkelig så revolutionerende?

Dronernes centrale rolle i krigen mellem Ukraine og Rusland har fået diskussionen til at gå på, om de nu også har ændret måden, vi fører krig på, for altid. 

Men ifølge Emilie Berthelsen er svaret mere nuanceret. 
"I krigen mellem Ukraine og Rusland har dronerne vist sig uundværlige, fordi ingen af parterne har fuld kontrol over luftrummet. Dronerne øger kampkraften markant, og uden dem ville begge sider mangle helt centrale militære kapaciteter," fortæller hun. 

Dronernes styrke ligger i samspillet med andre våben. Når de hænger i luften og sender koordinater direkte til artilleriet, bliver granaterne langt mere præcise. Når de bruges til at overvåge fjenden, kan soldaterne rykke sig længere væk fra frontlinjen og stadig angribe effektivt – men uden at risikere tabte liv i samme omfang. 

"Hvis man skal kunne rekruttere mennesker fra en relativt lille befolkning – som i Ukraines tilfælde – så er man nødt til at kunne love, at de har en chance for at overleve. Dronerne kan tage nogle af de farligste opgaver på slagmarken og dermed mindske risikoen for menneskelige tab." 

Hvis en af parterne til gengæld har fuldt luftherredømme, ville nytteværdien af nogle dronetyper blive væsentligt mindre. Derfor er de alene ikke en universel revolution. 

Kunstig intelligens kommer også til at betyde noget i konteksten for soldaternes rolle og fremtidens krige, forklarer Emilie Berthelsen. 
Allerede nu bruges AI til last mile targeting – en metode, hvor dronerne selv kan navigere den sidste strækning frem til målet. Det betyder færre operatører og mere automatisering. Der vil dog fortsat være behov for personale i baglandet, som kan behandle og videregive informationer. 

"Det er for dyrt og urealistisk at automatisere systemer med kunstig intelligens lige nu, og det er billigere at træne en god dronepilot. I fremtiden bliver det nødvendigt at uddanne det militære personel med kompetencer, der passer ind i den nye virkelighed, hvad angår krigsførelse," siger hun.