Kan vi gøre det bare lidt bedre?

Vore dages autoritære ledere spørger i den italienske forfatter Empolis lille, tankevækkende bog ‘Rovdyrenes tid’: Hvad sker der, hvis man har en enkelt dårlig dag?

Altså sådan en rigtig dårlig dag? – og herefter opridser forfatteren en række gruopvækkende eksempler fra magtens (læs: Vestens) såkaldte periferi, hvor populistiske ledere indfører regler, der er letforståelige, simple at administrere, og som propaganderes som effektfulde, men som ikke er nøjeregnende med, hvem der rammes ("skyldige" som "uskyldige").

Det kan naturligvis virke ekstremt og ubehageligt på en meget anmassende måde – for herhjemme formodes det blandt andet, at jurister hjælper vores lovgivere med at skabe meningsfulde love og regler. Et mundheld hævder ganske vist, at et hold jurister kan sikre, at en gryende uenighed mellem to parter udvikler sig til en åben konflikt.

Men talemåden gør dygtige juridiske kolleger uret. Hvis jura er en kunstform – så udøves den af ordekvilibrister, der hindrer, at undtagelser reduceres til regler, og at regler stykkes sammen af tilfældige undtagelser. Nærmest retorisk kan man spørge: Hvad kan der dog gå galt i Danmark – når lovgivere kan give sig tid til lovgivningsarbejdet og ikke mindst trække på blandt andet landets højeste juridiske kompetence?

Pressen har længe afdækket sager, hvor velfungerende og fuldt integrerede gymnasieelever, social- og sundhedshjælpere og så videre får afvist deres ansøgning om statsborgerskab eller pludselig og med meget kort varsel bliver udsendt, fordi myndighederne ikke længere vurderer, at der er retsgrundlag for deres ophold i Danmark.

I nogle enkeltsager, som præsenteres af pressen, har styrelser og myndigheder omgjort afgørelser, men det fremstår stadig som undtagelsen.

Det nærværende nummer af Forskerforum afdækker imidlertid en ny type af historier, som eksemplificeres med en international kollega, der efter 13 år som forsker i Danmark får afvist sin ansøgning om statsborgerskab, og hvis danske børn ligeledes ikke kan opnå statsborgerskab.

Afvisningen af statsborgerskab sker i dette tilfælde ganske vist ikke med henvisning til lovgivning, men overraskende nok kun til et faktaark om opholdsafbrydelser, der tolkes således, at den pågældende kollega ikke kan opnå statsborgerskab, fordi vedkommende har opholdt sig længere tid i udlandet, end det pågældende faktaark foreskriver.

Paradokset er til at forstå, idet forskere må rejse til og opholde sig i udlandet for at kunne udføre deres hverv, men netop derfor mister de og deres børn mulighed for at opnå statsborgerskab.

I den sidste periode er en ny type sager kommet til, idet danske forskere har henvendt sig, fordi deres børn bliver stillet dårligere end andre statsborgere i forhold til kontanthjælpsloven og sandsynligvis også serviceloven.

Baggrunden for denne forskelsbehandling er også her, at forældrene passer forskerkarrierer ved at opholde sig i udlandet, hvilket naturligvis medfører, at deres børn ligeledes opholder sig og går i skole i udlandet – og derfor kan de ikke opnå samme hjælp og støtte som andre danske unge.

Når man betragter de konsekvenser, som lovgivning og forvaltning af regler har for vores kolleger og deres børn – der på grund af nødvendige internationale ophold stilles dårligere end andre – så opstår spørgsmålet uundgåeligt: Har lovgiverne ikke bare haft én dårlig dag, men en række dårlige dage jævnt fordelt over en længere periode?

Man får næsten lyst til at spørge, om den vilkårlighed, der indgår i Empolis beskrivelse, er til stede her? Resultatet er i hvert fald urimeligt:

At vores kolleger skal møde en lovgivning og en forvaltningspraksis, der fremstår uretfærdig og i sidste instans vilkårlig. For den enkelte, der rammes af disse tilbageslag og afslag, er reglernes kompleksitet en tom undskyldning. Så lad os, i et opgør med denne udvikling, stille det simple spørgsmål: Kan vi ikke bare gøre det lidt bedre? Ikke for systemets, men for vores kollegers og medborgeres skyld.