For international til at blive dansker

Har Eric Hillebrand gjort sig fortjent til at være dansker?

Efter 13 år i Danmark som lektor og professor ved Aarhus Universitet (AU) synes han det selv.

"Jeg har boet her siden januar 2012. Jeg er velintegreret. Jeg taler dansk. Jeg arbejder som professor ved et universitet. Jeg bidrager til samfundet. Så jeg mener, det er et rimeligt ønske."

Men det mener man ikke på Udlændinge- og Integrationsministeriets Indfødsretskontor.

"Du opfylder ikke betingelserne for, at Udlændinge- og Integrationsministeriet kan optage dig på et lovforslag om indfødsrets meddelelse". Sådan lød svaret på hans ansøgninger om statsborgerskab, der kom sidste år.

Eller sagt mere direkte: Du kan ikke blive dansker. 

Eric Hillebrand forstår det ikke. Han forstår godt begrundelsen. Men han forstår ikke, at man har de regler og forvalter dem, som man gør.

Afslaget skyldes, at Eric Hillebrand har opholdt sig for meget i udlandet. Over 12½ år har han været i udlandet 743 dage. Hvis man vil være dansker, må man højst have tilbragt sammenlagt et år i udlandet i løbet af ni år.

Rejser hører med til jobbet

743 dage lyder umiddelbart af meget. Men dykker man ned i Eric Hillebrands udlandsophold, er det et rejsemønster, som de fleste vil finde helt naturligt. Årlige sommerferierejser på to-tre uger. En uges skiferie. Og så en del weekendture til Bremen i Tyskland, hvor hans forældre bor. Dertil kommer naturligvis de arbejdsrelaterede rejser – konferencer, forskningsmøder – som er en naturlig del af et professorat.

"Det er en vigtig del af jobbet at rejse ud og møde andre forskere. Det står i jobbeskrivelsen, at det forventes, at man deltager i international udveksling. Jeg har kolleger, der jævnligt tager halve års forskningsophold. Så det hører med."

Eric Hillebrand er opvokset i Bremen, og sommerferierne med forældrene gik ofte nordpå til det hyggelige Danmark med de lange kyststrækninger. Men det var først og fremmest faglige ambitioner, der fik ham til at kigge hertil fra USA, hvor han var lektor ved Louisiana State University. 

"Jeg arbejder på et felt, der hedder tidsserieøkonometri, og her har Holland og Danmark nogle meget stærke forskningsmiljøer. I Aarhus var der netop startet et nyt center for tidsserieøkonomi – CREATES – hvor jeg kom på gæsteophold i 2011. Og da jeg så fik tilbud om en stilling, stod det hurtigt klart, at jeg rent fagligt ikke kunne finde et bedre sted," fortæller han.

Få år senere kom der andre gode grunde til at bo i Aarhus. Han mødte sin hustru – en hollandsk medicinsk forsker, der også arbejder på AU – og i 2017 fik de sønnen Ole. Samme år blev han forfremmet fra lektor til professor. 

Vil gerne stemme til valg

Som årene gik, blev det mere og mere åbenbart for Eric Hillebrand og hans hustru, at de var kommet til Danmark for at blive. Og det naturlige skridt var derfor at søge statsborgerskab for ham og hans dreng, der på grund af moderen er født med hollandsk statsborgerskab.

"Han går på en dansk folkeskole og har aldrig været andet end dansker, så det er helt oplagt, at han også får et dansk pas. Så han blev biperson på min ansøgning. For mit eget vedkommende er det mest et spørgsmål om identitet. Jeg har jo permanent opholdstilladelse, så jeg har tilgang til alle ydelser. Men jeg vil gerne være en del af det samfund, jeg bor i, og for mig indebærer det også at deltage i de politiske processer, hvad jeg ikke kan som tysk statsborger."

Eric Hillebrand valgte derfor i 2022 at søge statsborgerskab. Sproget talte han flydende, så det var blot indfødsretsprøven, han skulle bruge tid på at forberede sig på.

"Ministeriet har udarbejdet en pdf med materiale om dansk historie og kultur og alle mulige ting. Den læser man, og så tager man rigtig mange af de der øvelseseksaminer. Jeg kan egentlig godt se værdien i, at man skal vide noget om, hvordan det danske samfund er skruet sammen, og jeg syntes faktisk, det var meget interessant."

Og så skulle Indfødsretskontoret så også lige vide, om Eric Hillebrand havde haft nogle udlandsophold de seneste tolv år. Normalt er det nok de færreste, der har styr på samtlige rejser over en tolvårig periode. Men det havde han.

"Jeg havde alle rejser noteret i min Google-kalender, så de fik det hele. Og jeg vidste fra en kollega, der også har søgt, at de kræver en detaljeret oplistning af alle rejser."

"Det giver ingen mening"

Efter lidt over to år kom det nedslående svar. Hans sammenlagte tid i udlandet havde været for lang. Ganske vist var ingen ophold over fire uger, men de mange småture blev sammenlagt for lang tid. Eric Hillebrand var godt klar over, at han samlet lå over etårsgrænsen. Men han forestillede sig ikke, at korte weekendophold ville tælle som "afbrudt ophold i Danmark".

"De skriver alle steder, at de foretager en konkret vurdering af hver enkelt sag. Og jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne gøres til et problem, at jeg besøger mine forældre nogle dage, tager på konferencer eller tager nogle ugers ferie i Norge. Ifølge deres definition afbryder jeg mit ophold i Danmark, men det er absurd. Jeg bor jo her."

Eric Hillebrand lægger stor vægt på, at man ikke skal have ondt af ham. Afslaget kommer ikke til at ændre det store i hans tilværelse. For mange andre klienter i det danske udlændingesystem er det langt mere alvorlige ting, der står på spil. Men han vil alligevel godt erkende, at han blev lidt personligt ramt af afslaget.

"Jeg viser jo min gode vilje over for landet ved at søge statsborgerskab. Og så får man beskeden: Nej, du er udlænding, og det skal du blive ved med at være. Så det er lidt … puha! Jo, jeg kan godt forstå reglen, de henviser til. Men overordnet set giver det ingen mening."

I afslaget får Eric Hillebrand oplyst, at han ville kunne opnå statsborgerskab, hvis han i en treårig periode ikke afbryder sit ophold i Danmark. Fra en advokat har han fået oplyst, at det de facto betyder, at han samlet højst må være i udlandet seks uger om året. 

"Fra starten af 2025 prøvede jeg faktisk at planlægge, så jeg kunne holde mig inden for den grænse. Blandt andet sagde jeg nej til nogle foredrag, jeg skulle holde i udlandet. Men så blev min onkel i Bremen syg og afgik ved døden. Så det kostede to ugers uplanlagt ophold, og nu er det fuldstændig håbløst at holde den grænse i år."

Ærlighed betaler sig – ikke

At planlægge tre år med højst seks ugers udlandsrejse om året er naturligvis ikke en fysisk umulighed for Eric Hillebrand. Men det vil kræve, at han fravælger udlandsferie, besøg hos familien i Tyskland og Holland eller de forskningsrelaterede rejser. Han vil med andre ord ikke have den rejsefrihed, som er alle andre forundt.

"Der bliver prisen simpelthen for høj. Hvis jeg ikke kan tage på familiebesøg eller tage en udlandsrejse i sommerferien – det synes jeg er over grænsen. Så må jeg bare konstatere, at så kan jeg ikke blive dansker. Men jeg synes, det er synd for min søn, at han ikke kan få sit pas. For han har aldrig været andet end dansker."

Forskerforum har forelagt Eric Hillebrands sag for lektor og indfødsretsjurist Silvia Adamo. Og hun bemærker, at han har været usædvanlig grundig med at afrapportere enhver rejse over grænsen i Sønderjylland. Det havde måske gjort sagen nemmere – også for Indfødsretskontoret – hvis han havde "glemt" nogle af disse weekendture, som de færreste mennesker har styr på efter mange år.

Den tanke faldt ham ikke ind, dengang han søgte. Og trods afslaget fortryder han ikke, at han gjorde det.

"Det ville jo være at snyde. Jeg synes ikke, jeg skal snyde mig til et statsborgerskab. Jeg ser ingen grund til at skjule, at jeg har rejst. Og så må de jo straffe mig for min ærlighed."