Ny forperson: Forskernes løn og arbejdsvilkår er hjerteblod for DM

Da Janne Gleerup påbegyndte sit ph.d.-projekt på Roskilde Universitet, havde hun ikke forudset, at hun var på vej ind i mange år med midlertidige ansættelser og stor usikkerhed om, hvorvidt hun til sidst ville opnå fastansættelse. Nu er hun ny forperson for DM og fast besluttet på at forbedre de arbejdsvilkår, hun selv har mærket på egen krop. 

“Jeg har selv været turen igennem, hvor man i håbet om at få en forskerkarriere kæmper sig gennem striben af midlertidige ansættelser i konkurrence med gode kolleger. Og jeg har med egne øjne kunnet konstatere, hvor dårlige betingelser løst og midlertidigt ansatte undervisere tilbydes, og hvor store konsekvenser det har både for dem, det går ud over, og i virkeligheden også for de forsknings- og undervisningsmiljøer, de skal være en del af,” siger hun. 

Hun har i flere år forsket i prekarisering og forholdene for løstansatte akademikere og har været tillidsrepræsentant siden 2016. Siden 2019 fællestillidsrepræsentant for alle de videnskabelige medarbejdere på Roskilde Universitet. 

Hun siger, at de fleste ting, man arbejder med i universitetssektoren, er relativt langsigtede. For eksempel tager det årevis at opbygge et forsknings- og undervisningsmiljø omkring en ny uddannelse, men det tager fem minutter at lukke det ned igen.  

“Det kræver kontinuitet, stabilitet og stærke kollegiale fællesskaber at sikre dyb faglighed i undervisning og forskning, hvilket alt for mange midlertidige ansættelser spænder ben for. Det er slidsomt for institutionerne, for de enkelte forsknings- og undervisningsmiljøer og selvfølgelig også for dem, der er berørt af de her vilkår. De er henvist til i årevis at være i en slags konstant prøvetilstand, hvor de hele tiden skal bedømmes. Det er et råt udskillelsesløb, som presser arbejdsmiljøet, og det går ud over kvalitetssikringen, når så mange er midlertidigt ansatte,” siger hun. 

Ph.d.erne i klemme  

En gruppe, som Janne Gleerup mener, der er brug for, at DM har et særligt fokus på, er de ph.d.-studerende, som hun oplever er ‘sindssygt pressede’, fordi der bliver lagt høje krav og store forventninger ind i det treårige uddannelsesforløb. De skal levere god undervisning og komme godt i mål med deres forskningsprojekt, og så skal de også engagere sig i miljøet for at vise ledelsen og kollegerne, at de er en god arbejdskraft, der er værd at satse på efterfølgende.  

“Ph.d.en er jo adgangsbilletten videre i karrieren, så man har alt på spil i de tre kostbare år, og intet må gå galt, før læsset vælter. Vi kan se i vores egne undersøgelser i DM, at mere end hver fjerde ph.d. overvejer at droppe ud undervejs, hvilket vidner om en ekstraordinært belastet tilværelse. Det er brandærgerligt, da vi har brug for gode ph.d.-forløb, hvor der bliver skabt ny viden,” siger Janne Gleerup. 

Overenskomstforhandlingerne er et af de steder, DM arbejder for at få skabt nogle forbedringer for den her gruppe. Det kan for eksempel være i form af bedre mulighed for forlængelse ved sygdom, fordi det er en stor kilde til usikkerhed. DM er også løbende i dialog med de ph.d.-studerendes interesseorganisation, PAND, og universiteterne for at finde måder, hvor de i fællesskab kan skabe forbedringer.  

Usikre karriereveje

Et andet problem, Janne Gleerup vil arbejde for at løse, er, at mange yngre forskere oplever, at det er meget tåget, hvad der skal til for at komme videre i forskerkarrieren eller alternativt kunne få beskæftigelse på andre dele af arbejdsmarkedet. 

Det er simpelthen uklart, hvilke kriterier der bliver sorteret og prioriteret efter, og så bliver det alles kamp mod alle, så længe der er alt for få faste stillinger.  

Hun medgiver, at problemet er svært at løse, så længe universiteterne har utilstrækkelige økonomiske rammer til at fastansætte flere. Derfor arbejder DM også for at sikre, at flere offentlige midler til forskning udmøntes som basismidler.  

“Universiteterne har brug for nogle klare rammer at budgetplanlægge ud fra. Den eksterne finansiering er positiv i mange henseender, men når den er blevet så stor, at den udgør lige knap halvdelen af finansieringen, er det enormt vanskeligt for universiteterne at arbejde strategisk og langsigtet blandt andet i forhold til fastansættelser. Vi ville nok også synes, at det var vanskeligt at planlægge derhjemme i husholdningen, hvis 50 procent af vores indtægt var ubekendt,” siger hun. 

Senest gav politikerne 500 millioner kroner ekstra af forskningsreserven som basismidler, og det ser Janne Gleerup som en anerkendelse af problematikken fra politisk side og som et udtryk for, at den indsats, DM gør, faktisk er lykkedes et stykke af vejen. 

“Vi kan selvfølgelig ikke tage æren alene, men ingen må være i tvivl om, hvor dedikeret DM er på de her spørgsmål,” siger Janne Gleerup. 

Demokratisk problem

Hun savner en større politisk interesse for konsekvenserne af, at private bidragydere i højere og højere grad bestemmer, hvad der skal forskes i på universiteterne.   

“Vi diskuterer i DM, hvordan vi mindsker langsigtede konsekvenser af, at man på grund af finansieringsformerne i realiteten underminerer institutionernes mulighed for at sikre alsidig forskning og adressere en større mangfoldighed af samfundsudfordringer. Jeg synes faktisk, det er et demokratisk problem for vores samfund, fordi det at have en fri og alsidig, stærk forskning er helt afgørende for, at vi kan have et videnssamfund, en stærk og velfungerende stat og et erhvervsliv, som kan klare sig i den internationale konkurrence.” 

Ifølge Janne Gleerup skal DM arbejde på det politisk-strategiske niveau i forhold til den overordnede udviklingsretning for universiteterne, men det kræver et langt sejt træk at flytte dagsordenen. Desuden er den løbende dialog med universiteterne vigtig, da DM kender til udfordringer og kan byde ind med forslag, der kan gøre en positiv forskel.  

Og på institutionsniveau forsøger DM at sikre medarbejdernes reelle medbestemmelse.  

“Vi har nogle stærkt engagerede tillidsvalgte ude på universiteterne, som engagerer sig utrætteligt i samarbejdsorganer, i akademisk råd, og hvad der i øvrigt findes af råd, nævn og udvalg, men de skal have den fornødne tid til at løfte opgaven, så de oplever, at det gør en forskel at engagere sig, og der faktisk finder en reel medbestemmelse sted, som universitetsloven foreskriver,” siger Janne Gleerup.  

Reformer på speed

Desværre oplever hun, som det var tilfældet med kandidatreformen, at processer ofte er forcerede, og at politikerne nogle gange foretrækker at lukke døren og rulle gardinerne ned og snakke med sig selv. 

“Jeg vil sige, at de sidste tyve år har været en lang afvikling af ansattes medindflydelse på egne vilkår og autonomi i arbejdet. Forringelser af indflydelsen sætter sig naturligvis i institutionerne og i forskerne, som med afsæt i deres ekspertise gerne vil bidrage til gode løsninger frem for at blive kørt ud på et sidespor. Det høje reformtempo slider også hårdt på universiteterne, fordi man skal bruge kræfterne på at implementere uendelige reformer i stedet for at kunne koncentrere sig om kerneopgaverne: forskning og undervisning. Det kan godt være, at politikerne tror, at opgaven er færdig, når de har vedtaget en ny reform, men det er altså her, arbejdet for alvor begynder ude på institutionerne. Det er omfattende og tidskrævende, og det er ofte voldsomt store forandringer, reformerne medfører, og implementeringen belaster både det administrative og videnskabelige personale på en måde, som jeg simpelthen ikke synes, der bliver taget nok hensyn til,” siger hun og fortsætter: 

“I sidste ende går det alt sammen ud over de studerende, for eksempel med kandidatreformen, hvor beslutninger skal effektueres under så stort et tidspres, at de unge mennesker nu må søge ind på en uddannelse uden at vide, om den bliver forkortet eller ej. Det er hverken en rimelig eller bæredygtig måde at gennemtvinge store forandringer på.” 

Fokus på ligestilling

DM’s nye forperson har en række andre emner, hun planlægger at sætte fokus på. Det handler både om at skabe en bedre kønsbalance i forskningsverdenen, hvor kvinder bliver mere og mere underrepræsenteret, jo højere op man kravler ad den akademiske karrierestige.  

Og om at man skal gøre mere fra fagforeningsside for at få det stigende antal forskere med en international baggrund med i det faglige fællesskab. 

Desuden vil hun gå i brechen for, at der sættes ind over for den stigende chikane og udskamning, forskere oplever, når de bidrager med deres viden i den offentlige debat. 

“Jeg har selv været tillidsrepræsentant, og fra mit netværk af tillidsvalgte og kolleger på andre universiteter har jeg gennem årene hørt nogle uhyrlige historier, i nogle tilfælde også om decideret personlig forfølgelse. Vi kan jo konstatere, at de rammer, regelsæt og den praksis, der er nu, ikke løser problemet, så vi er nødt til at se på, hvad der skal til, for at universitetsledelserne kan beskytte forsknings- og ytringsfriheden bedre, og sikre, at der er et ordentligt arbejdsmiljø, når forskerne formidler ny viden til gavn for hele samfundet,” siger hun.