Er det noget at klappe ad?

“Man klapper ikke på universitetet.”

Sådan lød det venligt, men bestemt, fra daværende lektor Bo Elling, da jeg for mange år siden var til min første forelæsning på Roskilde Universitet, og hele holdet kvitterede for afslutningen med en klapsalve. Jeg husker intet af det faglige indhold, men reglen om, at man ikke klapper, glemte jeg ikke, og vi klappede aldrig igen.

Halvfemserne var som bekendt en anden tid. Også når det gælder applauskultur. For i dag er det angiveligt ganske almindeligt med klapsalver efter forelæsninger. Eksempelvis på Copenhagen Business School, hvor Ole Helmersen indtil for nylig var lektor.

“Det er noget, der er kommet inden for de seneste 15-20 år. Jeg synes ikke, jeg kan huske, at de gjorde det i gamle dage,” siger han.

Den samme oplevelse har professor emeritus Ditlev Tamm.

“Da jeg var student, kunne man ikke drømme om at klappe. Helt ubeskedent var jeg ret stolt, da de studerende begyndte at klappe ad mine forelæsninger engang i 1990’erne. Tit blev der ikke klappet, så jeg er naiv nok til at tro, at de studerende kun klappede, hvis de syntes, de havde haft en god oplevelse. I dag sidder klapsalverne nok lidt løsere,” fortæller han.

Men der er forskellige kulturer, selv mellem nært beslægtede fag. Kasper Björnsson, der er postdoc ved Danmarks Tekniske Universitet, fortæller, at det som studerende i molekylær biomedicin var en underlig oplevelse at gå til forelæsning på medicin, for de klappede.

Sjældent mere end høflighedsklap

På Aarhus Universitet har man en klappeforsker. Det er lektor Niels Chr. Hansen, der leder projektet ‘CLAPS: Bifaldskultur i de danske koncertsale’. Han har ikke oplevet, at han er blevet applauderet med klapsalver efter undervisning.

“Det handler sikkert også om, hvor stor salen er, hvordan interaktionen er, og hvordan traditionen er. Men hvis du holder et fagligt oplæg for kolleger, altså talks til konferencer og seminarer, er min oplevelse, at man mere konsistent klapper,” siger han.

Det springende punkt for publikum, vurderer han, er, når begivenheden er ud over det sædvanlige.

“Når man underviser, er det en del af kernearbejdet. Og man behøver ikke at klappe ad folk, der udfører deres kernearbejde. Det samme gælder nok også, hvis man fremlægger en ny strategi på et virksomhedsmøde. En konferencetalk er selvfølgelig også en del af dit job, men det bliver måske lidt mere set som, at du har gjort en ekstra indsats,” siger han, men tilføjer, at applaus på universitetet sjældent når ud over høflighedsklap. 

Niels Chr. Hansens klappestudier koncentrerer sig om koncerter, og her kan man se meget forskellige kulturer. For eksempel er det i Danmark et udtryk for ekstra begejstring, når publikum begynder at klappe i takt. Det findes til sammenligning stort set ikke i Nordamerika.

“I Italien er det meget almindeligt at vokalisere – altså bruge stemmen. Både når man kan lide det, og når man ikke kan. For eksempel ved at buhe og fløjte. Den slags betragtes nok som en smule primitivt af mange publikummer til klassiske koncerter her i Danmark.”

Tilsvarende peger han på, at man på tyske universiteter har en helt særlig applaus-tradition: akademische Klopfen, hvor studerende banker i bordet.