Danske forskere springes over i tenure track-køen

Ved årsskiftet var det præcis fem år siden, der opstod to nye stillinger på universitetet: tenure track-adjunkt og lektor i forfremmelsesprogram.

Formålet med de to nye stillinger, som fører frem til henholdsvis et lektorat og et professorat, er at “synliggøre karriereperspektiverne for videnskabeligt personale” på universiteterne. Sådan lød det dengang fra uddannelses- og forskningsministeren.

Om unge forskere i dag føler sig på mere sikker grund karrieremæssigt, er nok tvivlsomt. For tenure track-stillingerne udgør stadig kun en mindre del af ansættelserne. Det viser en opgørelse, Forskerforum har foretaget på baggrund af ansættelsestal fra universiteterne.

Ser man på adjunktniveauet, er det lidt over en tredjedel af ansættelserne siden 2020, der er tenure track-ansættelser. Brugen af tenure track er dog stigende, og i 2024 var det 40 procent.

Men for en yngre dansk forsker ser tallene mindre positive ud. Det er nemlig en tydelig tendens, at tenure track-stillingerne i højere grad gives til udlændinge. Ifølge Forskerforums opgørelse ansættes der knap 2,5 udlændige som tenure track-adjunkter, for hver gang der ansættes en dansk. Til sammenligning ansættes der omtrent lige mange danskere og udlændinge i ordinære, midlertidige adjunktstillinger.

Flere udlændinge er bedre

Et godt eksempel er Copenhagen Business School (CBS). Fra 2020 til i dag har man ansat 61 tenure track-adjunkter. Af disse kommer 52 fra udlandet. Til sammenligning har man ansat 45 adjunkter i tidsbegrænsede stillinger. Af disse er 21 fra udlandet.

På CBS ser man de mange udenlandske ansættelser som positivt.

“Det er korrekt, at CBS har ansat relativt mange udenlandske statsborgere i tenure track-stillinger. Det reflekterer, at vi er i stand til at tiltrække stærke talenter fra hele verden, så der er hård konkurrence om stillingerne. Samtidig får mange af vores dygtige ph.d.-kandidater gode stillinger ved udenlandske universiteter. CBS er dermed med til at styrke udvekslingen af idéer mellem internationalt førende forskningsmiljøer, hvilket er helt essentielt for at udvikle banebrydende forskning,” siger Søren Hvidkjær, forskningsdekan på CBS.

Han forklarer dog også, at udenlandske kandidater til stillingerne ofte kan fremvise flottere forsknings-cv’er på grund af længere ph.d.-forløb.

“På ét punkt er danske ph.d.-studerende dog ikke godt stillet i den internationale konkurrence, nemlig længden af ph.d.-uddannelsen. I de fleste lande er fire-fem år normen, så med en treårig ph.d.-uddannelse er det selvsagt svært at opnå samme videnskabelige dybde og bredde. Jeg kan kun opfordre til at gøre de danske regler mere fleksible, så universiteterne får mulighed for at udbyde længere stipendier.”

På familiens bekostning

Søren Hvidkjærs pointer om international udveksling viderefører den tankegang, som Dansk Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) lagde for dagen, da rådet i 2019 udarbejdede rapporten ‘Karrierer i forskningen’ og heri foreslog nye tenure track-stillinger.

Her skrev rådet, at “Et program skal primært anvendes til at rekruttere eksterne forskere fra udlandet eller andre institutioner”.
Og daværende DFIR-formand Jens Oddershede skar konsekvenserne ud i pap:

“Stillingerne skal være forbeholdt dem, der flytter sig, så jeg vil opfordre de danske talenter til at arbejde i udlandet en periode eller søge job på et andet universitet, end hvor de er uddannet.”

Perspektiverne i tallene er klare for Brian Arly Jacobsen, lektor og tillidsrepræsentant ved Københavns Universitet (KU) og formand for DM Universitet. Der kommer til at være flere udenlandske kolleger på universiteterne.

“Det er jo en internationaliseringsstrategi, som har stået på siden nullerne. Man vil implementere det, som tidligere har været et udpræget amerikansk system, hvor man ligger og tumler rundt mellem universiteterne. Idéen er, at konkurrencen styrker et meritokratisk system, hvor kun de bedste bliver ansat, og at den enkelte bliver dygtigere af at komme ud i forskningsmiljøer på andre universiteter,” siger han.

De idealer mener han ikke, der er noget galt i. Men systemet har en bagside.

“Hvis man er i et forhold, forudsætter det, at ens partner vil flytte med, og at børnene kan tåle at flytte rundt i verden. Vi ved fra amerikanske undersøgelser, at forskere er blandt dem, der får færrest børn. Det er jo klart, at de ikke kan være tjent med at skulle leve et så anderledes liv. Og det er en kendsgerning, at strategien går ud over ligestillingen på universiteterne,” siger Brian Arly Jacobsen.

Bagud på point

Nanna Mik-Meyer, professor ved CBS, forsker i køn og karriere i akademia. Hun vurderer ligesom Søren Hvidkjær, at unge danske forskere som udgangspunkt er bagud på point, når de skal konkurrere mod udenlandske forskere om tenure-stillinger. I hvert fald ud fra de kriterier, som almindeligvis gør sig gældende, når man taler om ‘talent’ i forskning. 

“De er oppe mod en udenlandsk ph.d., der typisk har haft fem år. De har ikke været på et topuniversitet og har derfor ikke samme adgang til centrale folk. Typisk har de arbejdet med danske data, der gør det sværere at publicere i internationale tidsskrifter. Hvis man ikke tager de forhold med i betragtning, vil de danske ph.d.er altid stå svagere,” siger hun og henviser mekanismer, hun fandt i et studie af lektorer og professorer, hun har lavet med KU-professor Margaretha Järvinen.

Men gruppen, der bliver ansat, vil altid reflektere vægtningen af nogle ansættelseskriterier. Og det kan man ændre på, hvis man ønsker en anden gruppe.

“Det, der står i forordningerne om ansættelseskriterier, er jo ofte meget allround. Det er noget med undervisning, formidling, societal impact, det kan være lokale opgaver, man har løst på sit institut. Og så selvfølgelig forskning og eksterne bevillinger. Men hvis der er en skævhed i sammensætningen af gruppen, er det, fordi man har vægtet noget, der skaber den skævhed.”

Nanna Mik-Meyer har i sin forskning peget på, at kvinder er mere tilbøjelige til at udføre ‘servicearbejde’ på institutterne, der tager tid fra forskningen og ikke er meriterende, og at det er en af forklaringerne på, at de klarer sig relativt dårligere end mænd i konkurrencen om de bedste forskerjob. Og at tenure-ansættelserne i så høj grad er domineret af udlændinge, kan også være udtryk for nogle vægtninger, der stiller kvinder dårligere.

“Vi ved, at kvinder rejser mindre ud. Så hvis internationalt netværk vægter tungt, vil nogle kvinder falde på det kriterium, selv om de er rigtig dygtige. Derfor må man se på den gruppe, man rekrutterer, og overveje, om det er den sammensætning, man ønsker. Og særligt på de områder, hvor der er et bredt udvalg af ph.d.er, er der grund til, at ledelsen ser på, om man rekrutterer skævt og hvorfor.”

Olav Bertelsen er fællestillidsrepræsentant på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet (AU). Han peger også på, at der kan være vigtige kvalifikationer, man overser, når man primært ansætter udlændinge i tenure track-stillingerne.

“Man glemmer lidt, at man også har brug for dem, som har vist sig at være dygtige undervisere i et dansk uddannelsessystem, og som har vist sig som gode kolleger, der hjælper til at holde sammen på instituttets udvikling. Men vi tør ikke rigtig tone rent flag og sige, at man også skal vægte kompetencer omkring undervisning, kollegaskab, kendskab til systemet og så videre. Det tør vi ikke, fordi vi synes, det virker forkert, og fordi det er kompetencer, der er svære at sætte på formel.”

Lektorforfremmelser går trægt

Mens der i dag bliver ansat mange tenure track-adjunkter, går det noget mere trægt med den anden nye stilling: lektor i forfremmelsesprogram.

Tal fra universiteterne og fra den centrale løndatabase viser, at det kun er KU, der for alvor har taget forfremmelsesprogrammet i brug. Ved årsskiftet var der på KU ansat 122, jævnt fordelt på fakulteterne. På øvrige universiteter kan ansættelserne tælles på få hænder. På Danmarks Tekniske Universitet har man slet ingen.

På AU er der få i forfremmelsesprogrammet, men til gengæld er der kommet langt flere professorer.

“Da bekendtgørelsen kom, brugte universitetsledelsen lang tid på at diskutere, hvordan den nye mulighed skulle bruges, og hvad der egentlig adskilte en lektor og professor. Derefter skulle det ud på fakulteterne, hvor man havde mange forskellige holdninger. På BSS meldte man tidligt ud, at man hellere ville have brede, åbne professoropslag frem for at bruge forfremmelsesprogrammet. På Arts var der til gengæld mange lektorer, der længe havde været professorkvalificerede. Der brugte man programmet til at afvikle den ‘pukkel’,” fortæller Olav Bertelsen.

Eksemplet fortæller noget om, at der stadig er stor usikkerhed og manglende konsistens omkring brugen af forfremmelsesprogrammet.

“Det, der er den største utilfredshed med i forhold til forfremmelsesprogrammet, er, at man opstiller nogle kriterier for, hvornår man kan komme i betragtning. Men man skal søge, og så sker der en eller anden form for vurdering fra ledelsen. Og så opstår der alligevel nogle usynlige kriterier. Alternativet ser vi jo i Norge, hvor der findes objektive kriterier, og opfylder du dem, er du sikret et professorat,” fortæller Brian Arly Jacobsen.

Han efterlyser, at Uddannelses- og Forskningsministeriet bruger femårsjubilæet som anledning til en evaluering af stillingsbekendtgørelsen.

“Det handler jo om at diskutere, om de her nye stillinger fungerer, som vi ønsker, eller om der er noget, der skal reguleres. Det kunne jo for eksempel være, om man også skulle indtænke et hensyn til, at vi her i Norden gerne vil fremme et normalt, velfungerende familieliv for alle.”