Ph.d. om dansk standupcomedy: “Vi er ikke et særligt høfligt folkefærd”

“Jeg kunne ikke have hadet det mere.”

Sådan svarede den engelske skuespiller Hugh Grant i et interview, da han blev spurgt, om han kunne lide at spille med i filmen ‘Wonka’.  

Senere i samme interview sagde han, at han hader lidt at lave film, men han har “masser af børn og har brug for penge”.

“Det er meningen, at man skal vide, at han nok laver fis. Men måske mener han det også lidt. Det minder om den danske humor,” siger ph.d.-studerende Signe Moore, som skriver ph.d.-projekt om dansk standupcomedy.

I Danmark har vi en stolt og lang tradition for at være sjove på en grov og sarkastisk måde, fortæller Signe Moore.

Hvis nogen siger til dig: “Hey, du fylder. Ryk dig lidt,” så undskylder de måske mellem linjerne for at have taget pladsen.

“Der kan være et hensyn i at drille hinanden, og det er meget dansk. Men vi er ikke et særligt høfligt folkefærd,” siger Signe Moore.

Den 29-årige cand.mag. i performance- og teaterstudier bruger det engelske ord  ‘deadpan’ om danskernes særlige humor. Oversat betyder det  ‘udtryksløs’. Det, der får os til at grine, lægger sig op ad den britiske humor. Traditionelt set tør, sarkastisk og pegende udad. Alt imens man ikke fortrækker en mine, der kunne afsløre, at man laver sjov.

Signe Moore smider engelske udtryk ind midt i sætningerne, og man kunne sige, at brugen af engelske ord kendetegner både ph.d.-projektet og selve standupcomedygenren. Det er sparsomt med dansk forskning på området, og standupcomedy har ikke et dansk navn, forklarer Signe Moore, som bruger pronominerne ‘de’ og  ‘dem’.

De har sat sig for at undersøge genren standupcomedy i Danmark og dens historiske rødder i afroamerikansk kultur med et intersektionelt perspektiv. Det vil sige med fokus på teorien om, at blandt andet køn, etnicitet og klasse påvirker individer og grupper.

Kigger på, hvor det kommer fra

Da standupcomedygenren kom til Danmark, var det normalt at låne fra de amerikanske shows ved at aflytte dem på LP og oversætte showet direkte, som var det komikerens eget. Det var en standardpraksis dengang, fordi mange danskere ikke bare lige kunne lytte til eller forstå amerikansk standup, fortæller Signe Moore.

“Der var nogen, der bragte standup til Danmark. Jeg er interesseret i at kigge på, hvor de fik det fra,” siger de.

Signe Moore er selv opvokset med den afroamerikanske standupcomedy. Da de var barn, var forældrene vilde med komikere som Eddie Murphy og Richard Pryor.

“Det er nogle af de her ikoniske afroamerikanske komikere, som talte meget om racisme, om sorthed og om samfundets hykleri.”

Signe Moore ser formatet som ét, der tjener sig godt til at pege udad og sparke opad. At man gennem sin position med en form for magt gennem mikrofonen rammer dem med mere magt.

I dag, når man ser intersektionelt på det, ser vi minoriserede komikere lægge forskellige strategier for dagen med deres humor, fortæller Signe Moore. For eksempel med transkønnede komikere på Instagram, der får fjernet brysterne og i spøg siger, at de har “fået en ny kasse”. 

“Standup er en platform, hvor du kan sige noget helt vildt råt, som får folk til både at grine og tænke. Måske blev folk overraskede over, at de syntes, det var sjovt, fordi de antog, at de var uenige i pointen. Du kan få folk i tale,” siger de.

Et arbejderhåndværk

Det er i høj grad folk uden gymnasiale eller videregående uddannelser, der er komikere i Danmark. 

“Standupcomedy er et arbejderhåndværk. Der er ikke nogen uddannelse eller fagforening til danske standupkomikere. I Danmark foregår standupcomedy som en neoliberal økonomi uden en fagforening. You live the American dream, and you rise to the top på samme måde,” siger Signe Moore.

Når det kommer til standupcomedy, siger folk: Du skal bare lave fem minutters materiale og så give dig i kast med det.

“Som om Danmark ligger helt åben,” siger Signe Moore.

De fortæller om komikeren Mahamad Habane, som til ‘Kronprinsparrets Priser 2019’ brugte sit standupcomedy til at pointere, at nogen i lokalet nok havde magten til at give ham dansk statsborgerskab.

“Jeg er ved at søge dansk pas lige i øjeblikket. Der må sidde nogen i det her lokale, der kan trække i nogle tråde,” sagde han, hvilket fik publikum til at grine. Også daværende kronprinsesse Mary og kronprins Frederik kunne man se grine.

“Man siger i branchen, at der er plads til, at alle bare kan gå i gang, og det hænger måske ikke helt sammen med den danske infrastruktur. For hvem er det, som den danske stat giver lov til at være en del af kollektivet, og som dermed bare kan prøve det af?” spørger Signe Moore.

Andre typer publikum

I dag er der sket et skifte, fordi en del standupcomedy er rykket over til Instagram, podcastformater og memes. 

“Før var det i højere grad en gulerod for publikum at være med på optagelserne til standupcomedyshows. Måske at blive spurgt om noget. Nu handler det mere om likes, kommentarer og ‘Ej, Simon Talbot har fulgt mig tilbage’,” siger Signe Moore, som også selv laver improcomedy.

Tendensen kan skabe konkurrence mellem liveshows og det at blive hjemme i stedet. For kernepublikummet er det indlysende, at det er meget sjovere at komme ind og fysisk sidde i et rum med andre, der griner, fortæller Signe Moore. 

Men ikke nødvendigvis for dem, der ikke oplever at være lige så velkomne i fællesskabet. I ph.d.-projektet undersøger Signe Moore også begrebet ‘tilgængelighed’ og ser blandt andet på handicapstudier, også med et intersektionelt perspektiv.

“Hvem er underholdning tilgængelig for, når der for eksempel ikke er plads i Det Kongelige Teater til, at to personer i kørestol kan sidde sammen, fordi de to kørestolspladser er i hver sin ende af lokalet?” spørger de.

Det kan også handle om andre minoriteter.

“Når nogen siger noget homofobisk eller racistisk, hvem føler sig så mindre velkommen i fællesskabet?” spørger Signe Moore.

De mener, at vi skal tale mere om, hvordan man giver plads til andre typer publikum.

“De, der sidder i bestyrelserne i teatre, kunstneriske ledere og de, der booker komikere til job, skal være opmærksomme på det,” siger de.
“Og så er der brug for, at nogen kigger hinanden i øjnene og 
siger: Skal vi oprette en fagforening eller et videncenter?” ■