Spring menu over
Dansk Magisterforening

KU springer på tampontoget

Tampon

 Illustration: RIVER

Bagsiden
Del artikel:

Mange universiteter ude i den store verden tilbyder gratis hygiejneprodukter til studerende og ansatte, og fra næste år gør Københavns Universitet det også.

Blødningerne skal stoppes på Køben-havns Universitet (KU). I hvert fald dem, der er forårsaget af den månedlige menstruationscyklus. Fra næste år vil KU derfor stille gratis menstruationsprodukter til rådighed for studerende og medarbejdere. 

Initiativet sker som følge af en aftale mellem KU’s rektor og Studenterrådet. Gratis hygiejneprodukter har været et politisk tema for flere af de lister, der stillede op til universitetsvalget på KU i slutningen af november, og nyheden om aftalen kom kort før valget.

Det handler ikke om, at de studerende ikke har råd til bind, skriver psykologistuderende Emma Due, der er næstformand for Studenterrådet, i Uniavisen. Det er for at undgå de situationer, hvor studerende uventet får menstruation og må forlade campus, fordi de ikke har bind med sig.

“Det vil gøre en mærkbar forskel for menstruerende studerende. Det vil både øge følelsen af anerkendelse og bidrage til at nedbryde tabuet omkring menstruation,” skriver hun videre.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for nyheden om de gratis tamponer. I et andet indlæg i Uniavisen vender økonomistuderende Alexander Foged tommelfingeren nedad. Han mener ikke, at KU’s midler skal gå til at dække – som han skriver – studerendes og ansattes personlige behov.

“Skal vi så også tilbyde gratis energi-drikke og kaffe i kantinen? Hvad med kontaktlinser til dem, som har glemt dem derhjemme, eller smertestillende piller til dem, der kæmper sig igennem de mest hjernevridende forelæsninger?” spørger han og opfordrer til, at KU bruger pengene på sine kerneopgaver – forskning og undervisning.

Tiltaget er det første af sin art blandt danske universiteter, men ikke hvis man kigger ud i verden. En række universiteter tilbyder gratis bind og tamponer til studerende i både USA, England, Tyskland, Canada og så videre.

Foregangsmænd og -kvinder på dette område var skotterne. I 2018 besluttede den skotske regering, at studerende og skoleelever skulle have gratis hygiejneprodukter stillet til rådighed. 

Universitetet i Edinburgh har eksempelvis tamponer og bind til alle – ovenikøbet af den økologiske, bionedbrydelige slags. Og så byder universitetet også på genanvendelige menstruationskopper, hvis man foretrækker den løsning.

Rektoratet på KU oplyser, at man i første omgang vil lave en forsøgsordning på en enkelt campus, hvor hygiejneprodukterne vil kunne afhentes et centralt sted. Der er ikke bevilget ekstra midler til initiativet, udgiften skal dækkes af det almindelige driftsbudget. ■