Farvel til forskerdrømmen

Forestillingen om en forsker som en akademisk specialist, der målrettet kravler op ad karrierestigen, indtil den faste stilling som lektor er i hus, og derefter tilbringer arbejdslivet bag stabler af bøger på et enekontor, til pensionen banker på, hører en anden tid til.

I dag frister en universitetsansat forsker typisk flere år som postdoc og videnskabelig assistent på forskellige forskningsprojekter uden en fast stilling i sigte, og ikke engang hvis den faste stilling bliver en mulighed, er lykken nødvendigvis gjort.

En lektorstilling er ikke længere lig med en livstidsansættelse, og forskere vender derfor i stigende grad blikket mod en karriere uden for akademia.

Det er dog ikke noget nemt skridt at forberede sig på et arbejdsmarked, der fungerer helt anderledes end forskerverdenen. En af dem, der har oplevet det, er Helene Pristed Nielsen. Efter knap 20 års ansættelse som kønsforsker på Aalborg Universitet blev hun i februar 2022 fyret i forbindelse med organisationsændringer på det institut, hvor hun var ansat. 

“Institutlederen ønskede at skærpe instituttets profil med fokus på AI og kvantitative metoder, så det var svært at se, hvordan kønsforskningen skulle passe ind. Jeg var derfor sikker på, at jeg ville blive fyret, men da jeg fik beskeden, kom det alligevel som et kæmpe chok. Jeg var helt rundt på gulvet og sov ikke i flere uger. Jeg havde svært ved at se, hvad jeg skulle i fremtiden, for jeg havde aldrig kendt andet end universitetsverdenen. Jeg gik bogstaveligt talt fra den ene side af eksamensbordet som studerende på Aarhus Universitet til den anden side af bordet ved vintereksamen det efterfølgende semester som intern censor på Aalborg Universitet.” 

Presset økonomi og flere løstansatte forskere

Det er ikke én, men flere faktorer, der har medført, at forskerjobbet er blevet en usikker – og blandt nogle forskere mindre attraktiv – karrierevej. Omprioriteringsbidraget, som blev indført i 2016 og fjernet fra uddannelses- og kulturområdet i 2020, negative afkast på de finansielle markeder, stigende el- og materialeudgifter og dimensionering af flere uddannelser har presset universiteternes økonomi.

Det har de seneste år resulteret i fyringsrunder på alle otte universiteter. Alligevel viser tal fra Danske Universiteter, at antallet af VIP-ansatte på universiteterne er steget med ni procent de seneste ti år. Men dykker man ned i tallene, er det et billede med flere nuancer. Alene de sidste tre år er antallet af VIP-ansatte inden for humaniora faldet med 4,2 procent og på det samfundsvidenskabelige område med 1,2 procent, mens antallet af VIP-ansatte er steget på både det sundhedsvidenskabelige og det tekniske og naturvidenskabelige område.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at der er tale om fastansatte forskere. Basisbevillingen til forskning, som traditionelt går til aflønning af fastansat personale, har stort set været konstant de sidste ti år, mens forskningsbevillinger fra offentlige og private fonde og organisationer, hvor midlerne som regel er øremærket ansættelse af ph.d.er, postdocer eller videnskabelige assistenter, er steget med 135 procent i samme periode. 

“Med globaliseringsstrategien fra 2007 har vi nærmest set en eksplosion i antallet af ph.d.-studerende, men de seneste år er der også kommet flere professorer, mens mellemlaget på universiteterne er faldet. Det er uden tvivl den danske forskningsfinansieringsmodel, der skubber på udviklingen, fordi den lægger op til at styrke vækstlaget,” forklarer lektor Lise Degn fra Dansk Center for Forskningsanalyse ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Hun peger på, at der dog er en bevægelse i gang, hvor bevillingsgivere overvejer, om de skal lave virkemidler, der retter sig mod mellemlaget i forskergrupperne. Det kan i givet fald påvirke udviklingen. 

“Men måske skal vi også diskutere, om vi skal absorbere alle ph.d.-studerende og postdocer på universiteterne, og at det ikke er en fiasko at søge uden for akademia. I forskningsgrupperne er en forskerkarriere absolut førstevalg, men måske skal vi give karriererådgivning, der hjælper flere til at finde arbejde andetsteds. Det øvrige arbejdsmarked har også brug for højtkvalificeret arbejdskraft,” understreger hun.

Et tvungent sporskifte

Da beskeden om den påtænkte afskedigelse tikkede ind i Helene Pristed Nielsens mailboks, var hun ansat som lektor i en mindre forskningsgruppe, FREIA – Center for Kønsforskning, under Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet. Ud over hende blev også en anden lektor fyret i forbindelse med organisationsændringen. Tilbage var en ph.d.-studerende og to fastansatte lektorer. Den ene fik efterfølgende job på et andet institut, mens den anden flyttede til en ny forskningsgruppe. Det blev enden på kønsforskningsgruppen. 

“Vi var på det tidspunkt ikke et stort miljø, men vi var meget velansete og var også det første sted, hvor man fik en professor i kønsstudier. I dag er Aalborg Universitet ikke længere repræsenteret i Foreningen for Kønsforskning i Danmark, og det synes jeg er beklageligt. Men heller ikke på de øvrige universiteter er det et forskningsområde, der bliver højt prioriteret,” siger Helene Pristed Nielsen. 

Fra begyndelsen var hun derfor klar over, at hun skulle skifte spor og kigge uden for universitetets mure i jagten på et job. Første skridt blev at række ud til alle de kontakter, hun havde i sin arbejdsmail, og bede om hjælp. Derefter tog hun imod den pakke, Aalborg Universitet tilbød i form af psykologsamtaler og et outplacementforløb. 

“Hvis jeg skal sige noget positivt om at blive fyret, så er det outplacementforløbet og den hjælp, man får fra et konsulenthus i forhold til at sætte ord på, hvad man egentlig kan. Det fik jeg rigtig meget ud af. Jeg lærte samtidig at blive bedre til at bruge LinkedIn, og faktisk fik jeg mit første job via LinkedIn. Efterfølgende tog jeg også kontakt til fagforeningen og bad om hjælp, for sidst, jeg søgte job, printede man stadig en ansøgning og puttede den i en kuvert, og det kunne jeg godt regne ud, at man ikke gjorde længere. Jeg fik derfor feedback på nogle af de første ansøgninger, jeg skrev, og på den måde fik jeg vendt op og ned på, hvad der skal være i en ansøgning,” smiler Helene Pristed Nielsen.

Hjælp til kompetenceafklaring og jobsøgning

Netop kompetenceafklaring er et vigtigt skridt, hvis man som forsker vil skifte karrierespor. Sådan lyder det fra karrierekonsulent Hanne Jensen fra DM. Hun og hendes kolleger får i stigende grad henvendelser fra forskere, som vil skifte karriereretning enten efter en afskedigelse, eller fordi de er trætte af korte ansættelser uden udsigt til en fastansættelse, ønsker en bedre work-life-balance eller en højere løn. 

“De fleste, der kommer til os, har svært ved at se, hvordan de kan bruge deres kompetencer uden for et universitet. De er som regel meget fagspecifikke og har nørdet sig ned i et lille hjørne. Men som jeg plejer at sige, kan man ikke være specialist inden for et meget lille område uden at kende til det større område, det er en del af. Så vi hjælper med at komme op i helikopteren og se fagligheden i et bredere perspektiv. De fleste forskere har desuden erfaring som projektledere, de er vant til at indgå i samarbejder, de er skarpe til kommunikation, og de kender metoder og forsøgsdesign. Det er kompetencer, som kan bruges bredt, men det handler om at få sat ord på dem.” 

Næste skridt er at målrette ansøgning og cv, så det vækker arbejdsgivernes opmærksomhed, for her baner et videnskabeligt cv med publikationsliste ikke vejen til et job. 

“Det er nødvendigt at forstå arbejdsmarkedet, og hvad arbejdsgiverne efterspørger. Mange har fordomme om, at forskere sidder isolerede i et elfenbenstårn, så det er vigtigt, at man får vist, at man kan drive processer med andre, og at man får overbevist arbejdsgiverne om, at man kan arbejde med korte tidshorisonter. Vi hører også fra arbejdsgiverne, at forskerne har for meget fokus på, at de er forskere. Man skal i stedet vise, hvordan man kan skabe værdi for arbejdsgiverne, hvilket betyder, at man skal svare på, hvordan man kan løse de problemer, der står i et stillingsopslag. Det er et helt anderledes mindset, og det kan godt tage tid at få styr på,” understreger Hanne Jensen.

Nyt job med bedre løn og arbejdsvilkår

For Helene Pristed Nielsen bød de første måneder på intensiv jobsøgning, hvor hun søgte alle job, hun kunne varetage.

“Jeg fik utroligt gode råd fra fagforeningen, i forhold til hvordan jeg skulle omsætte de kompetencer, jeg havde, til kompetencer, arbejdsgiverne efterspurgte. Da jeg blev fyret og skulle søge job, havde jeg en publikationsliste med 62 artikler, og jeg tænkte: Er de nu ikke længere vigtige? Men næh, det var de faktisk ikke. Der er dog ingen tvivl om, at det var en hæmsko, at jeg bor i Nordjylland. Der er ikke mange akademiske job i Nordjylland, og til det eneste job i regionen, jeg var til samtale på, fik jeg efter anden runde samtaler at vide, at de havde fravalgt mig, fordi jeg var overkvalificeret.” 

Hun bredte derfor også sin jobsøgning ud til resten af landet og til Sverige, Norge og England, og den indsats gav pote. Hun fik tilbudt et job på et norsk universitet og var indstillet på at pendle fra hjemmet i Brønderslev til Kristiansand, men så opdagede hun en stilling som forsker på et projekt om udsendte kvinder i Forsvaret. Et job, hun søgte og fik.

“Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle søge ind til Forsvaret. Jeg er opdraget af en pacifist; vi måtte ikke engang have vandpistoler som børn,” griner Helene Pristed Nielsen. 

Fordommene til trods overraskede Forsvaret som arbejdsplads positivt, og da projektet udløb, søgte og fik hun en nyoprettet stilling som mangfoldigheds- og ligestillingsrådgiver i Søværnet. Et job, hvor hun blandt andet planlægger og gennemfører indsatser, holder oplæg om aktuelle temaer inden for arbejdsmiljøområdet, afholder karrieredage, hvor hun og kollegerne taler med de enkelte medarbejdergrupper om karriere i Forsvaret, og rådgiver ledelsen i Søværnet i ligestillings- og mangfoldighedsspørgsmål.

“Det er et megafedt job, som jeg selv har fået lov til at putte rigtig meget indhold ind i, fordi det var en nyoprettet stilling. Samtidig tjener jeg i dag mere og arbejder mindre, end jeg nogensinde har gjort på universitetet. Lønnen som specialkonsulent er højere, end den er som lektor på universitetet, og selvom jeg som specialkonsulent ingen øvre arbejdstid har, har jeg en chef, der indimellem kigger på mig med bekymrede øjne og siger: ’Er du sikker på, at du ikke arbejder for meget?’ Bare det at forestille sig, at nogen i universitetsverdenen ville kere sig om, hvor mange timer man lægger om ugen, er uhørt. Hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne kigge på noget i weekenden, fik jeg at vide: ’Du tager jo ikke dit arbejde seriøst, der er en deadline.’ Det er ikke, fordi man ikke har travlt andre steder, men man behøver ikke hele tiden at skulle bevise, at man er sin egen stilling værd.”

Som at forlade et voldeligt ægteskab

Det nye arbejdsliv er dog ikke helt uden udfordringer. Helene Pristed Nielsen arbejdede først på Ringsted Kaserne, og i dag ligger hendes faste arbejdsplads på Karup Kaserne, 147 kilometer fra hendes bopæl, men hun rejser også ofte landet rundt for at tale med medarbejdere.

“Det kan kun lade sig gøre, fordi jeg har store børn. Men heldigvis oplever jeg, at den fleksibilitet, jeg altid har forbundet med at arbejde på et universitet, har man også lært på alle andre arbejdspladser,” siger Helene Pristed Nielsen og peger på, at dagligdagen heller ikke er helt så ligetil som det sted, hun kom fra. 

“Forsvaret er en utroligt spændende arbejdsplads, men den er også enormt kompleks at komme ind i. Af sikkerhedsmæssige hensyn er vi for eksempel som udgangspunkt ikke på internettet, og det er mindblowing, når man kommer fra akademia. I stedet kommunikerer vi med hinanden i et internt lukket kredsløb, og en gang imellem bliver vi nødt til at gå online for at kommunikere med nogen udenfor, men jeg er jo vant til at bruge næsten al min tid online og virkelig tænke på at profilere mig udadtil.” 

Udfordringerne til trods er Helene Pristed Nielsen dog ikke i tvivl. Hun vender aldrig tilbage til en fuldtidsstilling på et universitet. 

“Jeg sammenligner det lidt med at have forladt et voldeligt ægteskab. Jeg elskede jobbet, da jeg startede, og var virkelig dedikeret. Men når jeg kigger tilbage, tænker jeg: Hold kæft, alle de tæsk, jeg har fået. Det er fuldstændig urimelige arbejdsvilkår, hvor man hele tiden skal søge eller gensøge en stilling, og man får derfor nogle perioder uden løn. En af mine stillinger udløb, tre uger inden jeg fødte, og så blev jeg ansat igen, da barnet var otte måneder. Det er sådan, universitetet er som arbejdsplads, og sådan er resten af arbejdsmarkedet ikke. Jeg ville ønske, at jeg havde taget mit gode tøj og var gået for ti år siden.”

Sidste bånd er endnu ikke kappet

Det betyder dog ikke, at alt ved universitetssektoren vækker dårlige minder, og Helene Pristed Nielsen afviser heller ikke en dag at vende tilbage på universitetet i en rolle som gæsteforelæser. 

“Min søn spurgte mig faktisk for nylig, om der ikke er noget, jeg savner. Jo, jeg savner at være omgivet af så mange unge mennesker i 20-25-årsalderen i min arbejdshverdag. Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet lidt ældre af at omgås nogle, der er på alder med mig selv,” griner hun.

“Jeg står dog stadig tit i et auditorium. Det er så bare ikke længere foran unge studerende, men foran officerer, sergenter eller konstabler, fordi der er rigtig mange uddannelsesmæssige aktiviteter i Forsvaret. Men når jeg ser tilbage, tænker jeg, at jeg måske var for socialt anlagt til at være ansat på et universitet, for jeg trives utroligt godt med at have kolleger, jeg samarbejder med på kryds og tværs. Samtidig har jeg altid kaldt en spade for en spade. Det er også grunden til, at jeg skrev ud til alle, da jeg blev fyret, og jeg tror, at det er givtigt et sted som Forsvaret.” 

Men selvom Helene Pristed Nielsen karrieremæssigt er landet på rette hylde, har hun alligevel ikke kappet det sidste bånd til akademia. Hun har stadig sin Pure-profil. 

“Da jeg blev fyret, rakte jeg ud til Færøernes Universitet, som jeg havde samarbejdet meget med, og hørte om muligheden for at kunne bo hos dem i Pure-henseende. Det var oprindeligt en treårig aftale, og jeg har netop spurgt, om vi kan forlænge aftalen. Det føles meget definitivt, hvis jeg sletter profilen.” ■