En ny stillingsstruktur med gamle problemer

Universiteternes ansættelsesbekendtgørelse fra 2020 blev lanceret med ambitionen om at modernisere karrierevejene i dansk akademia.

To separate tenure track-forløb, fra adjunkt til lektor og fra lektor til professor, skulle skabe en klar, gennemsigtig vej for talentfulde forskere. Desværre har implementeringen været præget af både strukturelle problemer og utilstrækkelig strategisk tænkning.  

Det første tenure track-forløb, fra adjunkt til lektor, bruges næsten udelukkende til international rekruttering, hvilket ikke var intentionen.

Samtidig har det andet spor, fra lektor til professor, endnu ikke haft den forventede effekt. Spørgsmålet er, om reformen reelt har skabt flere professorer, eller om det blot har centraliseret magten over ansættelser yderligere uden at løse eksisterende problemer.  

De nye ansættelsesbestemmelser for eksterne lektorer havde til formål at løse problemer for de midlertidigt ansatte, men det har også skabt problemer. Mindre fag er særligt udsatte. Den 
nationale småfagsstrategi har samlet visse uddannelser på typisk et universitet, hvilket har styrket fagmiljøerne, men samtidig skabt udfordringer i forhold til rekruttering af eksterne lektorer. Bekendtgørelsens krav om, at eksterne lektorer skal have en hovedstilling ved et andet universitet, fungerer ikke, når sådanne stillinger reelt ikke eksisterer. 

Hvordan sikrer vi, at små fag kan opretholde deres undervisningskvalitet, når eksterne lektorer ikke længere kan anvendes? Alternativet – at bruge undervisningsassistenter – risikerer at gå ud over fagligheden. Disse midlertidige stillinger kan og må ikke løfte opgaver som vejledning, eksamination og undervisningsplanlægning.

Generelt er problemet med eksterne lektorers prekære situation ikke løst på universiteterne. Her står vi over for en blindgyde, som kræver både nytænkning og politisk handling i en kommende evaluering af ansættelsesbekendtgørelsen.  

Afskaffelsen af professor MSO-stillingerne skulle erstattes af et forfremmelsesprogram fra lektor til professor, men implementeringen har haltet. Mange steder blev nøje planlagte professorforløb afbrudt, og professorable lektorer er blevet efterladt uden klare karriereperspektiver.  

Reformen har også skabt en bekymrende afhængighed mellem lektorer og deres ledere. Når lektorer på forfremmelsesprogrammer ‘prøves’ i flere år, risikerer vi at skabe en usund kultur, hvor villighed til at tilpasse sig lederens interesser vægtes højere end faglig dygtighed.

Forfremmelsesprogrammer skal i stedet tage udgangspunkt i fagnær forskningsekspertise, have klare og gennemsigtige kriterier samt modvirke diskrimination.   

Nogle steder tales der om, at tenure track-forløb primært bruges til at tiltrække internationale forskertalenter. Men hvis vi ikke skaber stærke interne karriereveje, risikerer vi at underminere 
den strategisk vigtige kontinuitet i forsknings- og undervisningsmiljøerne. Danmark skal kunne headhunte internationale stjerner, men det må ikke ske på bekostning af interne forskeres karrieremuligheder.  

Uddannelsesministeriet må tage ansvar og justere ansættelsesstrukturen. Vi skal sikre, at tenure track-forløb både kan tiltrække internationale profiler og styrke eksisterende forskningsmiljøer. Forfremmelsesprogrammerne skal have legitimitet og rodfæstes i fagligt strategiske miljøer – og samtidig skal mindre fag have dispensation fra bekendtgørelsens krav, når de hindrer rekruttering af kvalificerede eksterne lektorer.  

Reformen var vigtig, men kun hvis den faktisk opfylder sit formål: at styrke forskningens og undervisningens betingelser i Danmark. Det er på tide at rette op på de fejl, der spænder ben for netop dette. ■