De interdisciplinære

Hvordan kan man lykkes som forsker med at arbejde interdisciplinært på tværs af to forskellige forskningsfelter som for eksempel samfundsvidenskab og medicin?  

Det er en udfordring, mange forskere, der arbejder med interdisciplinær videnskab, vil kunne genkende. Og især som yngre forsker, hvor man stadig er i gang med at lære ‘forskningshåndværket’, kan det være svært at finde sikker grund under fødderne, når man løbende skal navigere mellem vidt forskellige syn på forskning og forskningsproduktet. 

Det siger lektor i organisationssociologi på Aalborg Universitet (AAU) Ninna Meier. Hun forsker i organisering, men meget af hendes forskning foregår på sundhedsområdet og i samarbejde med forskere fra andre forskningsfelter. 

“I de samfundsvidenskabelige tidsskrifter, sådan en som mig publicerer i, er artiklerne typisk på 10.000-11.000 ord. Og i et tidsskrift inden for for eksempel det sundhedsfaglige område vil artiklerne være kortere, måske 3.000-4.000 ord. Et andet eksempel er brugen af teori, der er meget vigtig i samfundsvidenskab, men som i mange sundhedsvidenskabelige publikationer ikke spiller nogen særlig rolle,” fortæller hun om forskellene. 

Dobbelt op

Der er tydelige genrekonventioner, der gør sig gældende på forskellige forskningsområder. Som yngre forsker kan det være udfordrende nok at lære det på sit eget felt, men som interdisciplinær forsker er det dobbelt op. 

“Du skal kunne arbejde med artikler og artikelbidrag inden for begge genrer, og samtidig har du måske også en ambition om, at det skal være specifikt interdisciplinært og måske i et interdisciplinært tidsskrift,” siger Ninna Meier, der også underviser og forsker i akademisk skrivning. 

Hun blev for alvor opmærksom på problemstillingen, da hun blev tilknyttet en forskningsgruppe i Oxford med en blanding af samfundsvidenskabelige og medicinske forskere. Og sammen med tre kolleger herfra har hun udgivet en forskningsartikel, der reflekterer over udfordringer og mulige indsatser – først og fremmest en bedre organisatorisk indsats. 

“Generelt er der en efterspørgsel efter mere interdisciplinær forskning, fordi det kan hjælpe os til at adressere nogle af de meget komplekse problemstillinger i samfundet. Men når vi beder unge forskere om at lære at arbejde interdisciplinært, så bør vi også sørge for at udvikle og vedligeholde faglige miljøer for interdisciplinære forskere,” siger Ninna Meier.

Behov for særlige læringsmiljøer

Hun peger på, at uddannelsen som forsker i høj grad sker ved uformel læring i faglige miljøer. Man lærer af sine kolleger og diskuterer sit arbejde med dem. Det kan derfor være særligt udfordrende at være ung forsker, som arbejder interdisciplinært, hvis man tilhører et monofagligt miljø. 

“Man kan som interdisciplinær forsker sagtens lære meget af kolleger, der arbejder monodisciplinært. Men når man skal identificere de relevante konferencer, tidsskrifter og diskussioner på tværs af discipliner, så kan det blive et problem primært at være forankret i et monofagligt miljø.” 

Opfordringen fra Ninna Meier og hendes medforfattere er, at man på institut- eller fakultetsniveau sørger for at skabe gode faglige læringsmiljøer for interdisciplinære forskere.  

“For eksempel kan man som institutleder være opmærksom på, om man har en voksende gruppe, der arbejder interdisciplinært, og om man bør skabe noget for dem, hvor de kan tale med ligesindede om de udfordringer, der kan være ved at arbejde interdisciplinært, og få hjælp, muligheder for formel og uformel faglig læring eller støtte.” 

Hun tilføjer, at det er vigtigt, at de fastansatte forskeres engagement og deltagelse i faglige aktiviteter bliver prioriteret og værdsat fra organisationens side, for at de kan være med til at udvikle og vedligeholde miljøet. ■