KU-professor kritiserer NVU: Uredelighedssystemet er blevet en tortur for forskere

Systemet, der skal opdage og afgøre sager om uredelighed og dårlig praksis i dansk forskning, fungerer ikke, som det skal. Det mener Peter Sandøe, professor og næstformand i praksisudvalget på Københavns Universitet (KU). 

“Det er tungt og bureaukratisk. Det giver mulighed for, at man bruger systemet til at chikanere forskere, og det giver nogle forskere kæmpe tillægsstraffe, fordi de skal vente rigtig længe i sager, hvor de måske bare bliver frikendt eller får en mild påtale,” siger Peter Sandøe. 

Det, Peter Sandøe kritiserer, er konstruktionen med to instanser – det centrale uredelighedsnævn (Nævnet for Videnskabelig Uredelighed – NVU) og praksisudvalgene på de enkelte universiteter. NVU skal behandle og afgøre uredelighedssager, og praksisudvalgene skal tage sig af sager, hvor der ikke er tale om uredelighed, men om tvivlsom videnskabelig praksis. 

Men om sagen hører til i det ene eller det andet udvalg, er ofte svært at slå fast, før sagen er realitetsbehandlet. Resultatet er, at mange sager bliver behandlet i begge instanser, hvilket i sagens natur giver en lang behandlingstid.

Det er Morten Rosenmeier, professor ved KU og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), enig i.

“Systemet er udviklet ud fra gode og ædle motiver, der handler om at skabe ensartethed mellem universiteterne. Men i praksis er det eksploderet, og det medfører i dag, at der er en enorm sagsbehandlingstid, hvilket er dybt belastende for en lang række forskere,” siger han.

“En smule aktivistisk” 

Kritikken fra Peter Sandøe kommer på baggrund af en længere disput mellem NVU og KU’s praksisudvalg. Den handler kort fortalt om, at NVU mener, at praksisudvalget ved flere lejligheder har taget stilling til, om der i en sag er tale om uredelighed, hvilket udvalget ifølge loven ikke må.

Helt tilbage i 2020 sendte NVU den første advarsel. Siden er det blevet til en række lignende henstillinger, og denne sommer gik Uddannelses- og Forskningsministeriets juridiske afdeling ind i sagen.  

Peter Sandøe medgiver, at praksisudvalget har været det, han kalder ‘en smule aktivistisk’, i sin håndtering af visse sager. Men der lå gode hensigter bag, fortæller han. 

“Vi havde en lang række plagiatsager, hvor ph.d.-studerende havde planket nogle citater her og der. Efter at have haft adskillige af de sager forbi NVU begyndte vi at se et klart mønster i nævnets afgørelser. Når plagieringen var af ringe betydning, fordi den ikke angik afhandlingens videnskabelige fund, fandt NVU altid, at der ikke var tale om uredelighed. Typisk var der så tale om tvivlsom forskningspraksis, som vi i praksisudvalget skulle tage os af. Men fordi sagerne skulle forbi NVU, betød det, at de ph.d.-studerende skulle sidde og vente op til to år. Det syntes vi var synd, så vi begyndte at afgøre den slags åbenbare sager selv,” fortæller han. 

I NVU kunne man imidlertid læse om sagerne i praksisudvalgets årsrapporter, og det var man ikke tilfreds med. 

“En forskningsinstitution kan ikke afgøre, om der foreligger videnskabelig uredelighed, herunder plagiering, og (…) om en plagiering kun har haft ringe betydning,” skrev NVU med henvisning til loven om videnskabelig uredelighed.

Har rettet ind

Efter flere års dialog mellem NVU og KU har praksisudvalget ‘rettet ind’ og fulgt NVU’s henstillinger. Men det er sket på bekostning af sagsbehandlingstiden og med store negative konsekvenser for involverede forskere, advarer Peter Sandøe. 

“Vi har markeret vores standpunkt og er blevet sat på plads. Derfor videresender vi nu alle sager, hvor der blot er den mindste risiko for, at NVU vil finde, at noget vedrører videnskabelig uredelighed, også selv om vi ved, at vi igen får sagen tilbage til behandling.” 

Striden mellem NVU og KU’s praksisudvalg viser, at uredelighedssystemet stadig har nogle af de svagheder, som uredelighedsloven i 2017 skulle fjerne.

Før fandtes kun Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), men en række dårlige sager havde tyndslidt tilliden til UVVU og systemet i sin helhed. 

Den nye lov splittede UVVU’s virke op i to instanser: NVU, der skulle tage sig af videnskabelig uredelighed, og praksisudvalg på institutionerne, der skulle tage sig af den mindre alvorlige forskningsmæssige forseelse ‘tvivlsom praksis’.  

Som forarbejde til loven blev der nedsat et udvalg, der blandt andet gjorde opmærksom på problemet med lange sagsbehandlingstider – et tidsrum, hvor det kan være svært for en forsker at publicere og søge bevillinger. Et andet opmærksomhedspunkt var ’falske anklager’, hvor forskere bliver indklaget alene som en form for chikane. En af de berømte sager var omkring medicineren Bente Klarlund, der blev indklaget efter at have været hovedforfatter på en artikel med uredeligt bidrag af Milena Penkowa.  

Mange chikanøse sager

Netop chikaneanklager mener Peter Sandøe stadig vil florere, når praksisudvalget ikke må foretage en indledende kvalificeret vurdering af sagen. Hvis klagen selv nævner en mistanke om uredelighed, er praksisudvalgene ifølge NVU forpligtet til at sende den ind. 

“Det betyder, at man i princippet kan få alle smidt i nævnet, hvis man bare bruger ordet uredelighed i sin klage. Og det synes jeg ikke kan være tilsigtet. Der er rigtig mange chikanøse sager. Og hvis du som topforsker har en sag i nævnet, er du jo på flere måder grounded imens. Du kan for eksempel ikke søge midler hos hverken Novo Nordisk Fonden eller ERC,” siger han. 

Grunden til, at uredelighedssager ikke skal afgøres på institutionerne, er vel at undgå internt pres på et praksisudvalg for at frikende en forsker. Er du uenig i det princip? 

“Det er en stor fare, som jeg selv har oplevet på den daværende Landbohøjskole, før vi med den nye lov fik slået fast, at universiteternes ledelser har en pligt til at sende sager videre. Så jeg er meget enig i princippet. Jeg synes bare, at systemet er endt med at blive meget ufleksibelt. Alle de sager, vi taler om her, er jo sager, hvor folk faktisk er blevet frikendt for uredelighed,” siger Peter Sandøe. 

“Tortur for forskerne”

Som formand for UBVA er Morten Rosenmeier jævnligt tæt på sager i NVU og praksisudvalget, og han bekræfter, at sagsbehandlingstiden er et stort problem.

“Sagsbehandlingstiden i systemet er en enorm belastning for de mennesker, der er involveret. Og en særlig krølle på det er jo, at sagen sommertider ligger i NVU, uden at det fører til noget, andet end at NVU siger, at det ikke hører under dem. Jeg har haft forskere i røret, som var helt desperate over, at en sag, som ikke var en plagiatsag, skulle ind forbi NVU, fordi nogen påstod, at det var det,” siger han. 

Morten Rosenmeier mener, det er fornuftigt, at det ikke er praksisudvalg på universiteterne, der skal screene for uredelighed. Men så længe NVU skaber den forsinkelse, mener han ikke, at systemet fungerer.  

“Der er for mange sager til for få medarbejdere, og det er en tortur for forskerne at være undergivet det her system. Og jeg tror, at den her strid mellem KU og NVU er en særlig manifestation af det. Simpelthen.” 

Forskerforum har bedt om interview med NVU’s formand, Mikael Friis Rasmussen. Det er blevet afslået, med henvisning til at NVU ikke udtaler sig om enkeltsager, og at NVU ikke kan genkende, at der skulle være en ‘disput’ med KU ■