Husk chokolade – det giver Nobelpriser
© GRAFIK/KILDE: THE NEW ENGLAND JOURNAL OF MEDICIN
Der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem landes forbrug af chokolade og chancen for, at deres indbyggere vinder en Nobelpris. Så hvorfor lade være?
Korrelation indebærer ikke årsagssammenhæng. Den huskeregel har vi naturligvis alle noteret. Men … omvendt skal man også være varsom med at afvise en sammenhæng, fordi man ikke kan forklare den.
Derfor: Har du ambitioner som forsker, så køb en plade chokolade med hjem til aftenkaffen. Og helst mørk chokolade. Bare for en sikkerheds skyld.
Statistikken taler i hvert fald sit eget klare sprog: Der er en signifikant korrelation mellem indtagelse af chokolade og antallet af tildelte Nobelpriser. Det blev fastslået af den schweiziske kardiolog Franz H. Messerli i 2012 i tidsskriftet The New England Journal of Medicine.
Han konstaterede, at stoffet flavanol, som blandt andet forekommer i kakao, angiveligt er effektivt i forhold til at mindske eller ligefrem vende den kognitive tilbagegang, der kommer med alderen. Og derfor blev han nysgerrig på, om der er en sammenhæng mellem en befolknings indtag af chokolade og dens kognitive evner.
Og det er der, i hvert fald statistisk. Med sit eget land – Schweiz – som mønstereksemplet kunne Franz H. Messerli påvise en signifikant statistisk korrelation mellem landes forbrug af chokolade og antal vundne Nobelpriser. Groft sagt var det af de undersøgte lande kun Sverige, der skilte sig ud, men de har jo også en slags hjemmebanefordel – det var i hvert fald Franz H. Messerlis egen forklaring på variationen.
Han vurderede på baggrund af den eksisterende viden om chokolades kognitivt fremmende egenskaber, at det er ganske sandsynligt, at chokoladekonsumeringen skaber “frugtbar jord for spirende Nobelpristagere”.
Dog noterede han også den hypotese, at kognitivt overlegne personer er mere bevidste om de helbredsmæssige fordele ved flavanolrige fødevarer som mørk chokolade og derfor indtager mere.
Som en tredje mulighed nævnte han, at der kan være socioøkonomiske, geografiske og klimatiske forhold, der spiller ind. Men det mente han ikke kan forklare den snævre korrelation, han observerer.
I sin konklusion skrev Franz H. Messerli – lidt kedeligt – at det stadig afventer at blive fastslået, at chokolade er mekanismen, der fører til flere Nobelpriser.
I Forskerforums redaktion mener vi dog ikke, at der er nogen grund til at tage chancer: Køb en masse chokolade – også til kollegerne!