Magt, viden og voldtægt

Tanken om, at han og Kjær taler sammen om afhandlingen, om forsvaret, om hende. Den tanke føles som Kjærs krop oven på hendes, tung og utålelig.”

Den ph.d.-studerende Francine Mallot bærer rundt på mindet om Henrik Kjærs tunge krop oven på hendes, efter at han voldtog hende i forbindelse med forskningsgruppens julefrokost. Men Francine melder ham ikke til politiet, for Kjær er professor, leder af gruppen og vejleder for den ph.d.-afhandling, hun netop skal til at afslutte.

Således er rammerne sat omkring et psykologisk drama, der også omfatter Kjærs hustru, Katrine – det andet offer for en mand, hvis narcissistiske tilbøjeligheder får lov til at blomstre frit i det akademiske miljø.

Historien udspiller sig i romanen ‘Francine & Katrine’, som udkom i dette forår. Det er ifølge forfatteren Signe Pildal en fortælling, der besøger og undersøger tiden før MeToo-debatten, hvor sexisme stadig var en accepteret del af arbejdspladskulturen. Men det er ikke tilfældigt, at handlingen finder sted i et forskningsmiljø på universitetet.

Signe Pildal har selv en fortid som lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), hvor hun også tog sin ph.d.-grad.
Hun understreger, at hun aldrig selv har oplevet eller hørt om seksuelle overgreb. Men det, hun har oplevet, er, hvad hun selv kalder ’usunde miljøer’, som nogle gange skabes af de formelle og informelle magtstrukturer, der findes i forskningen.

“Man er bundet af loyalitet over for den her leder og hans projekt. Og så er man bundet af loyalitet over for den familie, man tilhører. Sådan en forskningsgruppe kan være et enormt stærkt fællesskab. Og hvis du vender dem ryggen, så føles det simpelthen, som om du skrider fra din egen familie. Det lyder næsten sekterisk, og det er usundt,” siger Signe Pildal.

Sammenblanding af begær

I ‘Francine & Katrine’ kommer magtforholdet til udtryk ved, at Francine er afhængig af sin vejleder og voldtægtsmand for at få sin ph.d.-grad.

En position, han yderligere befæster ved at få sin ven, en følgagtig lektor, indsat som formand for bedømmelsesudvalget. Men samtidig er han midt- og samlingspunktet for alle Francines kolleger. Hendes bedste veninde og betroede i gruppen er sågar notorisk forelsket i professoren. Så hvem vil stå på Francines side, hvis hun vælger at tage kampen?

Det sidste – veninden Carolines forelskelse i Kjær – kan virke lidt mærkeligt. For i bogen fremstilles han konsekvent som en opblæst og stærkt manipulerende nar. Men, peger Signe Pildal på, man skal ikke undervurdere den tiltrækningsfaktor, der ligger i kombinationen af magt og intellekt.

“Carolines begær er lidt af et mysterium, også for mig. Men jeg kan bare sige, at jeg har set det i virkeligheden. På et universitet er der jo alle mulige behov og drifter på spil. Noget af det handler om at få en stilling og gøre sig fagligt gældende, men så er der også et begær, der retter sig mod viden. Det er simpelthen voldsomt appetitvækkende, når nogen er skidekloge og gider diskutere med dig. Og på den måde kan du også selv blive objekt for nogens begær, hvis du er skarp i hovedet og god til at formulere dig. Og begæret – efter viden, efter det seksuelle – blandes hurtigt sammen på universitetet,” siger hun.

Hverdagssexisme former horisonten

Historien er en fortælling med flere sider. Først og fremmest udforsker den voldtægtens psykologiske efterdønninger og indre kampe hos offeret Francine og hos Kjærs hustru, Katrine, der også er havnet i en slags afhængighedsforhold. Samtidig beskriver den også den sociale gruppedynamik i det akademiske miljø, som altså indirekte skaber grundlag for den narcissistiske professors eskapader, og for at han kan slippe godt fra det.

Men en voldtægt … som læser virker det alligevel mærkeligt, at Francine affinder sig med overgrebet og ikke melder sin vejleder til politiet. Ph.d. eller ej.

“Selvfølgelig er hun bange for at miste sin ph.d.-grad, men grunden til, at hun ikke ringer til politiet, er lige så meget, at hun bliver usikker på sin egen skyld. Hun var jo fuld. Sagde hun tydeligt nok fra? Skulle hun have gjort noget mere – slået ham? Og endelig: Hvem vil tro hende? De var alene, det er ord mod ord,” siger Signe Pildal.

Handlingen i romanen er lagt tyve år tilbage i tiden – ’en anden tid’, hvor voldtægt bestemt var lige så uacceptabelt som i dag, men hvor sexisme både til hverdag og til fest ikke var noget, man problematiserede i samme grad.

“Det var en anden tid, i forhold til at der ikke var ret mange, der havde fattet, hvor giftig den der lille hverdagssexisme faktisk er for den verden, du lever i. Jeg havde ikke forstået det. Det tager lang tid at finde ud af, at dårlige vittigheder, komplimenter og et klask i røven ikke bare er ingenting. Det er faktisk noget, der former horisonten, du er inden for,” siger Signe Pildal.

Lær at elske dine myggestik

Hun refererer til en allegori, sangerinden Annika Aakjær kom med i DR’s dokumentarudsendelse om sexisme i musikbranchen: ”Ét myggestik, det kan man leve med, men tusind bliver man sindssyg af.”

“Det er et fantastisk godt billede. Men jeg kunne godt tænke mig en tilføjelse. Man behøver nemlig ikke at blive sindssyg. Man kan også simpelthen vænne sig til at blive stukket i en grad, så det bare forekommer naturligt. Så tænker man: Naturen er indrettet sådan, at kvinder får myggestik, så enten må kvinder gå med på legen og lære at elske det, eller også må de dække sig til, så de ikke får de stik – dække deres krop til eller bare blive hjemme.”

Signe Pildal elskede på mange måder sin tid som ph.d.-studerende på DPU. Men arbejdet med romanen har fået hende til at reflektere over tiden og den rolle, hun selv spillede. Hun var ikke Francine fra romanen, men måske alligevel lidt.

“En af mine tidligere kolleger fortalte mig om det her billede, hun har af vores tid som ph.d.-studerende. Hvordan vi kommer brusende hen ad gangen i den gamle A-bygning i Emdrup. Som en bølge. Og det er rigtigt, vi var fuldstændig høje på hinanden og det, vi havde sammen. På at dele tekster og empiri og diskutere. Og så er der andre, jeg har talt med, der husker os som ’den jublende menighed’ og som kaglende høns.”

Blev set som en kaglende høne

Det var en periode, hvor bølgerne gik højt både uden for og inden for murene på DPU, der blev skabt med sammenlægningen af tre selvstændige institutioner, og som ovenikøbet fik den mindste institutions leder som rektor. Det gav grobund for en del mistænkeliggørelse og konflikt.

“Det har jo en sexistisk snert at se på os som høns og jublende menighed. Men det var heller ikke helt forkert. Vi troede på projektet med universitetet. Jeg tror stadig på det. Men jeg troede ikke på ledelsens facon, og sådan tror jeg, ganske mange af mine kolleger havde det. Problemet var, at vores kritik af ledelsens facon foregik for lukkede døre og ikke udadtil. Det følte vi ikke, at vi kunne. Og så kom vi åbenbart til at ligne en jublende menighed af høns, når vi kom brusende. Og på en måde var vi det jo også, for vi medvirkede til at gøre den der magtadfærd mulig. På samme måde som det jo ikke kun er de formelle rammer for forskningscentret i romanen, der gør Henrik Kjærs opførsel mulig, men også de ansattes forskellige måder at være der på.”

Signe Pildal endte med at blive forsker og lektor på DPU, præcis som hun havde håbet på. Det var hun i en årrække, indtil hun en dag i 2016 valgte at sige op.

“Jeg var egentlig glad for alle de opgaver, jeg havde – at forske, undervise, vejlede, sidde i udvalg. Jeg kunne lide det hele, men til sidst kunne jeg ikke lide universitetet og det miljø, jeg var i.”

Fravalgte løn, status og fællesskab

Hun beskriver en kombination af stigende arbejdspres og et voksende ubehag ved det akademiske miljø, hun havde været en del af i mange år.
“Normeringerne for de enkelte opgaver er skruet så stramt, at du er på overarbejde hele tiden. Og der er ikke nogen steder, du kan hente det ind, andet end hjemme i familien. Og når jeg bliver drænet for energi, så bliver jeg stresset. Og når jeg bliver stresset, så bliver jeg deprimeret.”

Opsigelsen kom som et chok for hendes nære kolleger, der oprigtigt prøvede at tale hende fra det – så meget, at hun næsten nåede at fortryde. 

“En kollega diskuterede med mig i lang tid, om jeg havde tænkt ordentligt igennem, hvad jeg ville miste: den faste indtægt, den sociale status som lektor på et universitet, det kollegiale fællesskab …” fortæller hun.

Det havde Signe Pildal tænkt igennem. Hun ville være forfatter, men hun vidste også godt, at det i realiteten betyder et liv på det prekære arbejdsmarked, hvor man skriver med den ene hånd og med den anden løser forefaldende opgaver, der kan give smør på brødet.

“Man er censor, holder oplæg, løser konsulentopgaver – alt det, man kan stykke sammen. Og så har man måske en partner, der kan finansiere resten.”

Hun har ikke fortrudt sit valg et sekund. 

“Jeg møder tit gamle kolleger, som spørger, om jeg savner det. Men jeg savner det ikke. Jeg kan godt savne dem, men jeg savner overhovedet ikke det arbejde.”

Det er otte år siden, Signe Pildal forlod universitetet. Så hun har ikke noget at sige om det akademiske arbejdsmiljø anno 2024. Hun antager, at MeToo-debatten, som Sofie Linde satte i gang i 2020, har gjort en stor forskel. Men omvendt tror hun også, at der stadig er lommer, hvor magtfuldkomne forskere – mænd og kvinder – har frit spil.

“Nogle af de tidligere kolleger, som jeg har snakket med om bogen, siger, at man er så investeret i at få lov til at være med i gruppen, at det, som historien beskriver, også kunne ske i virkeligheden. Selv i dag.”  

Romanen ’Francine & Katrine’ er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof. Bogen er Signe Pildals romandebut. Hun arbejder nu på en ny roman.