Misundelse er en grim ting

Ekstraordinær viden, indsigt, erfaring og så videre bliver det gyldige argument for eksorbitante professorlønninger. Enhver debat af rimeligheden i sådanne lønninger bliver opfattet som en sær komposition mellem afstumpet misundelse og grum miskendelse.

Miskendelse, fordi en diskussion af lønforhold risikerer at bringe geniet i øjenhøjde med sine (almindelige) forskningskolleger. Misundelse, fordi geniet ikke undes det, som ’retmæssigt’ og ’naturligt’ bør tilfalde det ekstraordinære geni. For hvem gider gøre en ekstraordinær indsats, hvis det ikke aflønnes?

Den undtagelsesvise aflønning forudsætter imidlertid en instans, der kan fastsætte vurderingsskalaen til identifikation af det ekstraordinære og dermed af det undtagelsesvise geni. I denne sammenhæng indtager de private fonde (ubemærket) rollen som en sådan evalueringsinstans, der sætter hegnspæle mellem det undtagelsesvise eller ekstraordinære og det ordinære.

Majoriteten af os har en løn, der er sammensat af centralt forhandlede tillæg (stillingsbestemte tillæg og en indplacering på lønskala i forhold til anciennitet), eventuelt kombineret med decentralt forhandlede tillæg (kvalifikationstillæg, rådighedstillæg eller funktionstillæg).

Med andre ord er der variationer i lønnen, men for ’ordinære’ forskere er der ikke skyggen af mulighed for at få adgang til de eksorbitante lønniveauer, der omtales i nærværende nummer af Forskerforum.

De høje lønniveauer er mulige som følge af en kombination mellem finansieringen fra eksterne fonde og professorernes individuelt forhandlede lønsystem. Det er et lønsystem, der får ledere og professorer til at undgå at omtale eller deltage i diskussioner af disse lønninger. Lavere aflønnede professorer kontakter jævnligt os tillidsrepræsentanter for at få hjælp til deres lønforhandlinger. Men på trods af behovet for assistance er der få professorer, der vælger at overlade deres lønforhandling til tillidsrepræsentanter eller til konsulenterne i DM centralt.

Forskerforums artikler bør give anledning til en diskussion – lokalt som nationalt – af behovet for mere åbenhed og rimelighed i aflønningen af de højest betalte professorer. Og nej, et sådant krav skyldes hverken misundelse eller miskendelse, men et ønske om at sikre sammenhængskraft i forskningsverdenen – også på lønområdet.

Forskerforum har imidlertid også et vigtigt budskab til os ’ordinære’ forskere. Temaet er lokallønsforhandlingerne, hvilket vil sige de lønmidler, som arbejdsgivere skal afsætte til de decentrale forhandlinger, der foregår med tillidsrepræsentanterne som modpart.

På universiteter og forskningsinstitutioner eksisterer der forskellige modeller for disse lokale lønmidler. Lokale lønaftaler, der ekspliciterer de kriterier, som anvendes til fordeling af midlerne, er en god start. Disse aftaler kan sikre, at alle kan orientere sig i fordelingsprincipperne. Men gennemsigtige lokale lønaftaler er naturligvis ikke nok! Det er ledelsen, der gør opmærksom på, at disse forhandlinger finder sted, og hvis denne offentliggørelse sker på en (nærmest) hemmelig intranetside, så er der risiko for, at nogle fratages muligheden for at få forhandlet kvalifikationstillæg og/eller engangsvederlag.

Lokallønsmidler er med rette blevet kritiseret og udskældt. Men nu, hvor de er indført, og hvor midlerne faktisk kommer fra lønmidlerne, så skal forskere også have del i disse lønmidler. Når løn (og tillæg) hemmeligholdes, så medfører det myter og skæv fordeling af løn. Når løn (og tillæg) diskuteres, skabes der mulighed for at sikre en fair og rimelig lønudvikling for alle.

På det danske arbejdsmarked eksisterer der et løngab mellem mænd og kvinder. Det er et løngab, vi skal have fjernet! Det er imidlertid ikke rigtigt, at alle kvinder er dårligt lønnet, eller at alle mænd er godt lønnet.

Vi skal have løngennemsigtighed for at sikre en god løn for alle.