“Min isse skal være nybarberet, når jeg skal undervise”

Det er ikke tilfældigt, hvilket tøj lektor Søren Boy Skjold har på, når han underviser studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Diskret påklædning, afmålte farver, skjorte og lange bukser, pæn uden at være prangende.

Ikke fordi han er særlig modeinteresseret, men fordi han er bevidst om, at hans udseende er en faktor i hans undervisning. Derfor er det obligatorisk at se sig selv i spejlet inden en undervisning og i det hele taget overveje, hvordan man fremstår.

“Mit tøj skal være så neutralt, at det ikke stjæler opmærksomheden fra undervisningen. Der skal ikke være hårde såler, der slår mod gulvet, eller en hættetrøje, som ikke passer til en mand på min alder. Jeg ved, at de studerende bemærker alt, især hvis de sidder og keder sig. Og når man står foran 120 unge mennesker i tre timer, så kommer der momenter, hvor de falder fra,” siger han.

Og frisuren skal også være i orden – eller … toppen.

“Jeg er skaldet, men det er vigtigt for mig, at min isse er nybarberet.”

Savner det praktiske link

Underviserens udseende og fysiske fremtoning er en af de små, lavpraktiske detaljer, som der ikke bliver brugt mange linjer på i den pædagogiske litteratur. Men i sin nye bog ’Bliv en endnu bedre underviser’ forsøger Søren Boy Skjold netop at videreformidle sin undervisningserfaring på et meget praktisk plan.

“Jeg vejleder selv på adjunktpædago­gikum, og her har jeg savnet en bog, der skaber en bindeled mellem de pædagogiske teorier og det praktiske – hvad gør man i bunden af abstraktionsstigen? For eksempel at skabe et trygt læringsrum, hvordan gør man det? Den her bog kan bestemt ikke afløse pædagogisk litteratur. Men den giver nogle bud på, hvordan du gør rent praktisk,” siger han.

Bogen har intet mindre end 155 konkrete råd, forslag og øvelser, som i høj grad baserer sig på Søren Boy Skjolds mere end 25 års erfaring som underviser.

Men det har også taget tid at blive den underviser, han er i dag. Et af hans punkter handler om at være en tydelig undervisningsleder. En, der skaber ro og tryghed, fordi han tydeligt signalerer, at han ved, hvad der skal ske. Og igen spiller den fysiske fremtoning en rolle: en klar og tydelig stemmeføring og måden, man bevæger sig rundt og ‘indtager rummet’ på.

En skuespiller på scenen

I virkeligheden ligger det ikke til Søren Boy Skjolds personlighed at gøre sig til midtpunkt. Han er, siger han selv, nærmest lidt genert.

“I starten stod jeg nok meget med ryggen til tavlen og har siddet ved katederet. Men jeg har arbejdet med at bevæge mig fysisk rundt i rummet. Nu kunne jeg aldrig drømme om at sidde ned. Ser du mig i privat sammenhæng, er jeg ikke typen, der går ind midt i rummet. Men jeg har lært, at jeg som underviser er nødt til at gøre vold mod min egen personlighed. Det er som en skuespiller, der skal på scenen og spille en rolle. Jeg underviste engang med en kollega, der bagefter sagde: ’Du er helt anderledes, når du underviser, end du er på undervisermøderne.’”

Det ligger heller ikke til ham at afbryde eller afvise andre mennesker, der gerne vil sige noget. Men det er også en del af opgaven som tydelig undervisningsleder.

“Jeg skal også kunne afbryde studerende, der siger for meget og tager for meget tid. Når nogen for tredje gang vil gentage, hvad læreren har sagt, for at få bekræftet, at de har forstået det rigtigt, så er man nødt til at afvise dem, for de spilder de andre studerendes tid.”

Minutiøs planlægning giver ro

En anden form for tydelighed går på det læringsmæssige indhold. Søren Boy Skjold skriver konsekvent læringsmål for dagens undervisning på tavlen: Hvad skal de studerende kunne, når de går hjem?

“Det hjælper både mig og de studerende. Nogle gange er det nemmere for mig at undervise, hvis jeg har defineret målet, og jeg bliver mere bevidst om, hvad jeg vil, for eksempel når jeg stiller en opgave. Og for de studerende kan det være en vigtig motivationsfaktor.”

En meget skemalagt undervisning. Men for Søren Boy Skjold skaber den nøje planlægning samtidig basis for at være spontan.

“Jeg skriver også ned for timinutters intervaller, hvad der skal ske. Og det ser meget skematisk ud, men det giver mig ro til at turde improvisere. Jeg bliver selv usikker, hvis jeg ikke har et fundament. Med tiden er jeg blevet klar over, hvad der fungerer for mig.”

Tydeligheden hjælper også i forhold til et aspekt, der de senere år er blevet føjet til undervisningsopgaven: et stigende antal unge, der på grund af diagnoser eller anden sårbarhed kræver særlige hensyn.

“For nogle er det meget vigtigt med forudsigelighed. Og for dem kan det være en stor hjælp at skrive dagens plan på tavlen, så de ikke sidder med usikkerhed om, hvad jeg forventer af dem, eller hvornår der er pause.”

Og al hensynsfuldhed skal samtidig balanceres med udfordringer og tilvænning til den virkelighed, der venter på den anden side.

“De skal vide, at det er hårdt at studere, og de skal dannes til praktik og arbejdsmarked. Så der skal være en progression, hvor man gradvis kaster dem ud på dybere vand. Men i starten skal jeg stå på land og være livredder.”

Pædagogisk selvangivelse

At skrive læringsmål på tavlen er en praksis, han først er begyndt på inden for de senere år. Og det gælder mange af de andre af bogens råd. Men det er også en vigtig pointe i sig selv: Man udvikler sig som underviser, og det kan altid blive en smule bedre. Derfor bør man løbende tage et blik på sig selv som underviser – eller endnu bedre: få en kollega til at gøre det.

“Noget, jeg går meget op i, som man ikke gør så meget på videregående uddannelser, er kollegial sparring. Giv feedback og evaluer hinanden. Jeg oplever, at mange undervisere kan være meget blufærdige over for hinandens undervisning og selv have svært ved at tage imod kritik. Men jeg vil advokere for, at man som en del af årshjulet gennemfører pædagogisk sparring og spørger: Hvorfor underviser du, som du gør, hvordan virker det?”

Han håber, at bogen kan være inspiration til at lave det, han kalder ’en pædagogisk selvangivelse’.

“Det er et bud på, hvordan jeg fungerer som underviser. Så kig din egen undervisning igennem, og tag, hvad du kan bruge.”