“I projektarbejdet kunne man tage fat i struben og få rystet en ordentlig akademiker ud af dem”

Mogens var gårdmandssøn. Men forældrene havde ambitioner for deres ældste dreng. Den kvikke dreng skulle ikke henslæbe sin tilværelse i de nordjyske plovfurer. Han skulle have en uddannelse.

Han skulle i banken!

Fint skulle det være. Men det endte faktisk med at blive endnu finere. Nede søndenfjords var de nemlig ved at starte noget, som Mogens syntes var meget mere spændende: et universitet.

“Jeg kom i erhvervspraktik i Sparekassen i Vodskov. Men efter at have siddet der i 14 dage og skrevet checknumre i protokollen besluttede jeg, at det var mit liv simpelthen for kort til.”

Sådan fortæller Mogens Ove Madsen godt 50 år senere fra sit kontor på AAU Business School, hvor han er lektor – en titel, han i øvrigt har haft i næsten 40 år.

Mogens’ historie er på mange måder eksemplarisk i forhold til AAU: bondedrengen, der bryder de sociale mønstre og bliver akademiker.

Han tog studentereksamen i Nørresundby, og så var det jo bare en cykeltur over broen, da Aalborg Universitetscenter i sommeren 1974 åbnede dørene for første gang.

“Det var nede på Strandvejen, hvor universitetet startede op i nogle bygninger, man havde lånt af cigarfabrikken C.W. Obel. De var ved at flytte produktionen væk, der var kun skråtobak, der stod nede i bunden, og så kom dunsten op gennem bygningen,” erindrer han.

Demonstrationstog fra Aalborg

Ønsket om et universitet i Aalborg havde ulmet siden slutningen af halvtredserne i de lokale cirkler af bedsteborgere, der var trætte af at se de unge rejse fra byen for at tage videregående uddannelser. Men det var en folkelig protestaktion, der for alvor fik åbnet øjnene hos politikerne i hovedstaden.

I december 1969 kørte to DSB-særtog den syv timer lange vej til hovedstaden, og et optog af stålsatte nordjyder – blandt andre den senere politiker Frank Aaen – gik til Christiansborgs Slotsplads under parolen ’Nordjysk universitet nu’. Et halvt år efter blev loven om de nye universitetscentre vedtaget – det første i Roskilde, det andet i Aalborg.

Mogens Ove Madsen husker indvielsen som en folkefest.

“Det, jeg synes var enestående, var, at der var en enormt stor begejstring og opbakning i hele byen til at få det i gang. Vi havde for eksempel også en fagbevægelse, der faktisk var meget aktiv i at få gang i universitetet. Set i bakspejlet er jeg så lidt usikker på, om folk i dybden vidste, hvad det egentlig ville sige med sådan et universitet.”

Fem semestres fravalg

Det var besluttet at stykke universitetet sammen af allerede eksisterende videregående uddannelser i området – socialrådgiver-, landinspektør-, ingeniør- og handelsuddannelser – samt en række nye akademiske uddannelser. Derfor kaldte man det et universitetscenter.

Sammenhængen blev de fælles etårige basisuddannelser, hvorfra man valgte sig ud på uddannelserne. Ideelt for en studerende som Mogens Ove Madsen, der først skulle finde ud af, hvad det hele handlede om.

“Jeg benyttede mig virkelig af, at der var en meget bred indgang. Så skulle man jo så bare undervejs tage stilling til, om man ville være socialrådgiver, over på landinspektørstudiet, eller hvad man ville. Så jeg foretog hele tiden fravalg, indtil jeg ikke kunne længere. Det var først, da jeg var færdig med 5. semester, at jeg var nødt til at tage det endelige valg mellem administration og økonomi,” siger Mogens Ove Madsen, der som økonom alligevel endte med en uddannelse, der havde med penge at gøre, selv om det ikke blev i banken.

Studenteroprørere blev undervisere

En anden ting, som var med til at forme universitetets profil, var de mange unge undervisere, der blev rekrutteret.

“Nogle kom næsten direkte fra deres egen kandidateksamen – oftest i Aarhus – så de var ikke meget ældre end os, og de havde en masse begejstring og energi i forhold til, at nu skulle vi rigtig vise, at vi godt kunne heroppe. Den anden ting var, at flere af dem havde været med i studenteroprøret i 68, hvor målet var at afskaffe professorvældet og øge studenterindflydelsen.”

Ideen om studenterindflydelse fik vinger at flyve på i den problembaserede læring (PBL) og projektarbejdet, som blev AUC’s (Aalborg Universitetscenters) læringsmæssige DNA.

Mogens Ove Madsen lavede blandt andet et projekt om arbejdsløshed, hvor gruppen samarbejdede med Aalborg Kommunes arbejdsløshedsudvalg, og et projekt, der undersøgte de dynamiske effekter, da en del af Forsvaret blev flyttet til Hjørring.

Som han selv ser det, var det her, han begyndte at øve sig i at være forsker.

“Vi fik ikke tildelt cases, som man gør andre steder. Vi måtte selv ud og opdyrke dem helt fra bunden – finde ud af, hvad problemstillingen var, hvordan vi kunne undersøge det og finde litteratur. Og den øvelse kørte så koncentrisk semester efter semester. Det er jo de første spæde skridt til at begynde at forske.”

Lektor uden ph.d.

Politisk set fik AUC lov til at udvikle sig uden det helt store rabalder. Der var meget mere fokus på søsteruniversitetet RUC (Roskilde Universitetscenter), som mange politikere havde set sig gale på. Nogle af de mest dramatiske begivenheder på AUC var således støtteaktioner for RUC, som de studerende arrangerede.

Mogens Ove Madsen var selv med til at besætte rektors kontor i 1976 som en solidaritetsaktion. På et foto i den officielle jubilæumsbog for

AAU genkender Mogens tre af sine kammerater, der fordriver tiden på rektors kontor med skak og kabalelægning.

“Ham der blev kommunaldirektør, og ham der blev direktør for sygehuset i Farsø. Og så er der Steen Ørndorf, som stadig er på universitetet. Det var jo ren symbolik med den besættelse, men rektor tog det meget pænt. Han indrettede bare et kontor på den anden side af gangen.”

I 1980 fik Mogens Ove Madsen sin kandidatgrad og blev efterfølgende forskningsmedarbejder på et større nationaløkonomisk projekt om den offentlige sektor. Og efter nogle år som løsere tilknyttet forsker og underviser blev han i 1985 lektor i samfundsøkonomi.

Det var dengang, der ikke skulle ph.d.-afhandlinger på bordet for at få en fast VIP-stilling. Faktisk fik han først ph.d.-graden for nogle få år siden, da han samlede op på et forskningstema omkring tidsaspekter i keynesiansk teori, han har forfulgt i en årrække. Det var en anden tid sammenlignet med de publiceringskrav, man møder i dag.

“Vi skrev artikler, og så kunne der også komme en bog en gang imellem, men det var jo ikke nær på det niveau, vi kender i dag. Men så vil jeg også sige, at den undervisningsmodel, vi havde, var enormt krævende i forhold til at stå til rådighed med vejledning for projektgrupperne. Og det betød, at forskningen røg bag i køen.”

Fat i struben

Noget, som gennem årene har kendetegnet AAU på den danske universitetsscene, er evnen til at bryde de sociale mønstre og gøre unge fra ikkeakademiske hjem til akademikere. Og her spiller PBL og projektvejledningen en meget stor rolle, mener Mogens Ove Madsen. For det er her, man på et mere individuelt plan får hanket op i de enkelte studerende, når der er ting, de ikke har styr på.

“Det var ligesom primært der, man kunne tage fat i dem. Det kan man ikke på samme måde med traditionelt kursusarbejde – en række forelæsninger, nogle øvelser og så en eksamen, hvor de kan dumpe eller bestå. Men i projektarbejdet kunne man tage fat i struben og få rystet en ordentlig akademiker ud af dem,” siger han.

PBL er stadig den røde tråd og DNA’et i uddannelserne på AAU. Men den kommer i en stadig mere skrabet udgave, mener Mogens Ove Madsen.

Han tager imod Forskerforum en hverdag i maj, hvor man kunne have forestillet sig en summen af projektgrupper, der forbereder sig til aflevering eller forsvar. Men i de lave ’arbejderistiske’ betonbygninger, hvor AAU Business School har hjemme, er der meget stille. Der er simpelthen ikke nok lokaler til, at grupperne kan sidde der og arbejde. Det er taxametertilskuddet, der er for lille, siger Mogens Ove Madsen, der siden 2015 har været studienævnsformand.

For få vejledningstimer

Det samme gælder vejledningen. I disse dage, hvor alt tidsforbrug vejes på guldvægte, gives der ikke vejledertimer i et omfang, der tager højde for den akademiske dannelsesopgave, der ifølge Mogens Ove Madsen ligger i projektvejledningen.

“Jeg tror, de fleste bruger flere timer, end de skal. De vejledningstimer, der bliver tildelt til et helt semester, svarer stort set kun til det, der skal bruges til eksamensforberedelse, specielt her på samfundsfag.”

Men selv om den er blevet slanket, skrabet og måske også ridset, lever AUC-ånden omkring uddannelserne stadig, mener han.

“Som nogen her siger: Vi arbejder ikke med udgangspunkt i, hvad ledelsen siger, men på trods af hvad ledelsen siger. Vi ved godt, hvad der skal til for at få uddannelsen til at fungere bedst muligt. Og det har vi vores fokus på.”

Mogens Ove Madsen kan som sagt fejre 50 års-jubilæum – eller guldbryllup – sammen med AAU, hvis man ser bort fra et par små afstikkere. Til efteråret kan han i øvrigt fejre sin egen 70-års fødselsdag, men han forventer at fortsætte som lektor nogle år endnu.

Og den fædrene gård blev i øvrigt overtaget af hans lillebror, så den historie fik også en lykkelig slutning.