Studerende skal genoptrænes i dybdelæsning

At ‘læse på universitetet’. Det har altid været den folkelige betegnelse for at være studerende. For traditionelt har læsningen været den primære måde, man fik sin læring på.

Men måske er læsningen på vej til at blive en mere symbolsk betegnelse. Paletten af medier og måder at formidle viden på bliver hele tiden bredere. Og i naturligt følge med denne udvikling kommer nye generationer, for hvem læsning ikke har spillet den samme rolle.

De er ikke nødvendigvis dårligere læsere, men de er mindre trænede i at fordybe sig i lange tekster, fordi de ikke har været vant til at læse bøger.

“Der er sket nogle forandringer, der gør, at der er former for læsning, vi dyrker i mindre grad. Der er kommet andre medier, der konkurrerer med læsemedierne, og der er sket noget med måden, vi tilegner os viden på. Jeg møder en del gymnasielærere, der kan mærke, at deres elever har sværere ved at læse de lange, sammenhængende tekster. Og måske er lærerne også begyndt at tilpasse stoffet til det, eleverne kan, og give dem kortere tekstuddrag som pensum.”

Sådan fortæller Kristiane Hauer, der forsker i læsning og fordybelse.

“Vi har nok taget for givet, at kan man først læse, så kan man også dybdelæse. Men det at dybdelæse – altså når man koncentreret og vedholdende læser længere, komplekse tekster – er ikke nemt. Det er noget, der skal trænes,” siger hun.

I sin nye bog ‘Læsning og fordybelse’ undersøger hun den fordybede læsning som fænomen. Både hvordan det opleves at fordybe sig, hvilken form for opmærksomhed det kræver, og hvad vi til gengæld får igen, når vi dybdelæser: en følelse af at teksten sætter sig i os som noget meningsfuldt.

Indsigter opstår i læseproces

De fleste kender følelsen, når man læser en spændende roman og bliver så opslugt, at timerne flyver af sted. Men det handler om mere end at være godt underholdt.

I fordybelsen opstår et rum, hvor man kognitivt involveres i teksten – man skaber billeder og digter med på historien. Og i den tilstand opstår refleksionen som “en organisk, afsøgende, undertiden dagdrømmende form for tænkning, der fordyber vores engagement i verden og potentielt fører til større indsigt og originale ideer”, skriver Kristiane Hauer i bogen med reference til uddannelses- og medieforskeren Ellen Rose.

“Ved videnskabelige artikler er der altid en abstract, som man hurtigt kan skimme og orientere sig i. Men hvis jeg dybdelæser en hel forskningsartikel – også de mindre vigtige passager – er der noget i den proces og den tid, der ligger i det, der gør, at jeg bedre får nogle ideer og indsigter i forhold til det, jeg undersøger. Dybdelæsning foregår nødvendigvis ikke altid langsomt, men det er vigtigt at finde sit eget tempo, så man er med i læsningen, siger Kristiane Hauer.

Så selv om dybdelæsning er noget, man typisk oplever under læsning af skønlitteraturen, er det også en evne, man har brug for fagligt, især som akademiker. Derfor er det et potentielt læringsmæssigt problem, når diverse undersøgelser viser, at de unge læser færre og færre bøger, og at de i stigende grad synes, at det er kedeligt at læse lange tekster.

Undervisere skal adressere læsningen

Mange gymnasier er i dag opmærksomme på problemet, siger Kristiane Hauer, der selv har samarbejdet med Falkonergården Gymnasium om tiltag, hvor hele skolen træner dybdelæsning i selvvalgte bøger.

Men når de unge læsere er udfordrede, er det også noget, man som universitetslærer er nødt til at forholde sig til. Især på de fag, hvor man rent faktisk skal læse store tekstmængder.

“Som underviser kunne man en gang imellem tale om selve læsningen som aktivitet. At der er mange måder at læse på, og at skimme og overblikslæsning er gavnligt i nogle sammenhænge, men at dybdelæsning også er vigtigt at kunne praktisere. Man kan også med fordel eksplicitere over for de studerende, hvilke tekster eller tekstpassager der især er vigtige at dybdelæse,” siger hun.

Hun nævner som eksempel, at man på Institutt for statsvitenskap på Oslo Universitet er i gang med et projekt, der undersøger effekten af dybdelæsning hos universitetsstuderende. I projektet læser studerende og undervisere længere pensumtekster sammen i stilhed i perioder på mellem fire og seks timer uden digitale hjælpemidler.

Meget handler om at afmystificere og aftabuisere. En åben og praktisk snak om, at det kan være svært at skulle læse langt, og hvordan man så gør det bedst muligt.

“Jeg har selv sammen med en anden underviser haft et projekt med nogle didaktikstuderende, der i en fælles samtale om læsning skulle prøve at visualisere, hvordan de læste fagligt hjemme. De tog billeder af deres læsepladser og fik udvekslet erfaringer om, hvordan de bedst tog noter, og hvordan de holder koncentrationen, når det er svært, eller når de ikke forstår teksten.”

Sværere at huske, når man lytter

Kristiane Hauer har selv meget fokus på det, hun kalder ‘læsningens materialitet’ – altså de fysiske rammer omkring læsesituationen, læsemediet og de andre medier, der er til stede under læsningen.

“Hvor sidder man? Hvor er ens telefon, når man læser? Får man notifikationer, hører man musik? Der er ikke nødvendigvis en rigtig måde at læse på, men det er vigtigt at være bevidst om, hvad der fungerer bedst for en. I et forskningsprojekt på Syddansk Universitet undersøgte man lærerstuderendes studielæsning, og der viste sig her nogle spændende perspektiver på de pauser, der indtræffer, når man kigger op fra teksten. Pauser og selvvalgte afbrydelser kan rent faktisk være produktive for erkendelsen, men det modsatte kan udefrakommende forstyrrelser,” siger hun.

I dag kan man nå langt uden at læse lange tekster. Det er nemt at finde resumeer på nettet, og alternativt kan man indlæse teksten på ChatGPT og bede den fordøje teksten for en. Samtidig er lydmediet i rivende udvikling, og i forhold til skønlitteratur er det at lytte en bog blevet helt almindelig praksis.

Kristiane Hauer er ikke i tvivl om, at der er opbrud i forhold til medier og læringsmaterialer. Og netop derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke didaktiske egenskaber der knytter sig til de forskellige former.

“Man kan bestemt godt dybdelæse en lydbog, men undersøgelser viser, at det er sværere at huske det, man hører, frem for det, man læser selv. For begge læseformer gælder det, at det er vigtigt at holde sig sin egen opmærksomhed for øje, mens man læser.
I fremtiden vil vi nok i mindre grad læse os til alt, men dybdelæsning af tekster er stadig noget, man skal kunne, hvis man skal være i stand til at få adgang til æstetiske oplevelser, dybere erkendelser og lange komplekse argumenter. For netop den slags egner skriftmediet sig rigtig godt til at fastholde. Det vil vi afskære os fra, hvis vi ikke evner at læse teksterne i deres helhed. Dybdelæsning kræver vedholdende træning, så vi skal holde os i form.”

Kristiane Hauer: ‘Læsning og fordybelse’, Aarhus Universitetsforlag, 2024.

Kristiane Hauer er faglig konsulent ved Nationalt Videncenter for Læsning og ekstern lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. Hun er yderligere også skønlitterær forfatter til blandt andet en række romaner.