Grønnegård: Du skal stoppe, hvis du ikke laver en skid

På skrivebordet, med udsigt til den tilfrosne sø i baghaven i Birkerød, ligger de første kapitler til den kommende bog ‘Embedsmænd’.
Han er netop kommet hjem fra Herning efter at have holdt et foredrag for deltagerne i FOF’s Kulturhøjskole om samspillet mellem embedsmænd, ministre og regering i nutidens folkestyre.

Og så skal han for øvrigt også en af dagene have skrevet sin faste klumme til Weekendavisen.

Jørgen Grønnegård Christensen er stadig i fuld gang, på trods af at den 79-årige professor emeritus faktisk gik på pension i 2012.

Læs også

Flere forskere fortsætter ufortrødent efter pensionsalderen

Pensionerede forskere vil være en fri og kritisk stemme i den offentlige debat

Den nu afdøde kommentator Claes Kastholm Hansen har engang advaret om, at når Jørgen Grønnegård Christensen “ryster sin skriveklo”, så sker det, som allerede Adam Oehlenschläger varslede i ‘Guldhornene’:

“Da standser Ploven,/Og en Gysen farer/Igiennem Skoven./Fugleskare/Pludselig tier./Hellig Taushed/
Alt indvier.”

Den tidligere professor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, er det måske bedste danske eksempel på en såkaldt public intellectual – eller offentlig intellektuel. En, der forsker inden for videnskab, økonomi og filosofi, som ikke bare udmærker sig på sit specifikke felt, men også er i stand til at påvirke en bredere samfundsdebat. Da Jørgen Grønnegård Christensen i 2018 fik Erik Rasmussen-prisen, der uddeles af Dansk Selskab for Statskundskab, var begrundelsen netop hans “betydelige bidrag til den offentlige debat om indretningen af den offentlige sektor”.

Selv er offentlig intellektuel nu ikke ord, han vil tage i sin mund.
“Nej, det mener jeg ikke. Nej!” siger Jørgen Grønnegård Christensen og griner.

“Det er at sætte sig selv op på en piedestal, hvor man er mere end andre og klogere. Og det er man jo ikke nødvendigvis. Jeg mener, at hvis man har haft et fagområde, som har haft en vis offentlig interesse, og ellers har lyst til at formidle noget af den viden, som man måtte have om området, videre i en form, folk er i stand til at forstå, så skal man gøre dette. Og så ikke tage det så højtideligt.”

Det har nu ikke forhindret Jørgen Grønnegård Christensen i at få nogle ‘rigtig beskidte ting’ i posten – han er ikke på de sociale medier på grund af sin offentlige profil – ikke mindst da han skrev om Tamil-sagen. I et enkelt tilfælde fik han endda et brev, som han valgte at aflevere til Østjyllands Politi.

Formand for coronakommission

Den første artikel, Jørgen Grønnegård Christensen fik offentliggjort, var i 1968 i tidsskriftet Politica og havde overskriften ‘Interesseartikulation og interesseaggregation i EEC’ (som EU hed dengang).

Siden er det blevet til så mange artikler og bøger, og herunder antologier med bidrag fra Jørgen Grønnegård Christensen, at han ikke længere har noget overblik over antallet.

Til gengæld har Jørgen Grønnegård Christensen lettere ved at huske antallet af kommissioner, udvalg og ekspertgrupper, han enten har siddet i eller været formand for.

“Det er jo trods alt færre end bøgerne og artiklerne,” konstaterer Jørgen Grønnegård Christensen og begynder at tælle på fingrene, mens han mumler for sig selv: Rigshospitalet, vandløbslov, produktivitetsudvalget, udvalget om praksissektorens organisation, arealudvalget, sygehuskommissionen, domstolenes strukturkommission, og så har der været nogle udvalg om embedsmænd ...

“Der har jeg i hvert fald været med i to-tre stykker,” lyder det.

“Så er vi oppe på ti! Ah, hvad skal vi sige? En 10-12 stykker.”

Og så alligevel ikke.

Efterfølgende skriver Jørgen Grønnegård Christensen, at den seneste større opgave selvfølgelig var i 2021, hvor han var formand for Folketingets såkaldte udredningsgruppe om regeringens håndtering af coronakrisen.

Revolutionsåret

Da Jørgen Grønnegård Christensen i 2014 fyldte 70, hed det i et fødselsdagsportræt, at han er “den borgerlige politolog par excellence – uden nogen partitilknytning”. Hvilket har betydet, at både blå og røde regeringer tilkaldte denne politologiske retsmediciner, når de havde brug for at få dissekeret den offentlige forvaltning.

Som overskriften på hans første artikel, fra revolutionsåret 1968, antyder, var bondesønnen fra Freltofte på Fyn aldrig nogen ungdomsoprører. Kendetegnende tilbragte Jørgen Grønnegård Christensen, der var kommet til Paris for at studere midt under urolighederne i maj, uanfægtet tiden på de læsesale, hvor han kunne finde materiale til sin specialeafhandling om de franske landboorganisationers europæiske politik.

Forældrene var ganske vist medlemmer af Venstre. Men dengang var en partibog mere almindeligt end i dag, og da en gruppe brød ud af Venstre i 1965 og dannede Liberalt Centrum, fulgte de trop. Ligesom for øvrigt sønnen.

“Jeg vedstår gerne at være pragmatisk liberal – men så heller ikke mere,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

“Og uden partitilknytning.”

Det var historikeren Aage Blomberg, som Jørgen Grønnegård Christensen havde som lærer og mentor på Odense Katedralskole, der foreslog ham at læse statskundskab.

“Studiet af magt er statskundskabens kerne,” indledte Jørgen Grønnegård Christensen sidste år sin artikel i antologien ‘På sporet af magten’. Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet var først blevet oprettet i 1959 af netop Erik Rasmussen og juristen Poul Meyer, og ingen vidste rigtigt i starten, hvilke arbejdsgivere – om nogle – der ville være interesserede i at ansætte en nyuddannet cand.scient.pol.

“Man skal bare følge sine interesser, så skal det nok gå,” lød det imidlertid fra Aage Blomberg, der desuden kendte Erik Rasmussen fra bestyrelsen for Gymnasieskolernes Lærerforening og mente, at denne nok var en ‘meget fornuftig mand’.

Frihed

Det gik. Efter at være blevet færdig­uddannet fik Jørgen Grønnegård Christensen ansættelse i Finansministeriet på Slotsholmen som en af de såkaldte budgetbisser Men snart kom den fuldmægtige i tvivl om, hvorvidt han havde valgt rigtigt.

“Jeg var 30 år, og når jeg tænkte langt – og altså frem til pensionsalderen – ville det være lang tid at arbejde i et hierarki,” fortæller han.

“Hvorimod hvis jeg blev forsker, så kunne jeg selv bestemme mine opgaver. Der var der ikke nogen overordnede, som bestemte dem. Det blev afgørende.”

Jørgen Grønnegård Christensen har aldrig fortrudt, at han vendte tilbage til Aarhus Universitet og Institut for Statskundskab. Til gengæld har han siden aldrig følt, at han bliver helt færdig med noget. Der er altid en ekstra bog eller artikel, som han kan læse. Noget, som han ikke tidligere har tænkt på. Eller en anden vinkel. Men på et tidspunkt er det selvfølgelig nødvendigt at sætte punktum. Så må han vende tilbage en anden gang. Hvis der bliver tid.

“Du har jo heller ikke en afgrænset arbejdsdag på samme måde som embedsmænd,” fortæller Jørgen Grønnegård Christensen.

“Hvorimod du er din egen herre, hvis du er ansat på et universitet. Det kan så føre to steder hen: Enten at man har oplevelsen af aldrig at have fri. Eller også at man holder evigt fri. Sidstnævnte mulighed gælder nu ikke mere, og det er selvfølgelig en af de gode ting, der er sket. Omvendt betyder det også, at det at være ansat på et universitet i højere grad er kommet til at ligne et almindeligt arbejdsliv.”

“Gammel nar”

Jørgen Grønnegård Christensens tidligere kollega, nu afdøde professor Nikolaj Petersen, sagde altid, at man skulle gå i tide, før man fik fornemmelsen, at nogle på ens institut tænkte: Hvad går den gamle nar egentlig og laver? Laver han overhovedet noget fornuftigt?

Så da Jørgen Grønnegård Christensen fyldte 68, skiftede han titlen som professor i offentlig forvaltning ud med professor emeritus og fortsatte faktisk frem til 2019 med at undervise som ekstern lektor.

“Førhen gjaldt det for alle erhvervsgrupper, at når folk nåede pensionsalderen, så døde de som regel ret hurtigt efter at være gået på pension,” siger Jørgen Grønnegård Christensen, der fortsat er aktiv langt efter den officielle pensionsalder.

“Problemet er selvfølgelig, at når der ikke længere er nogen aldersgrænse, så er der også nogle, som udnytter det til at blive hængende,” siger han.

Uden at Jørgen Grønnegård Christensen vil nævne navne, fortæller han, at en kollega på Københavns Universitet for mange år siden spurgte om hans planer. Jørgen Grønnegård Christensen svarede, at han planlagde at gå på pension som 68-årig, og spurgte så høfligt til den andens planer. Svaret lød, at kollegaen var i en ‘mellemfase’. Han blev i stillingen, mens han overvejede fremtiden.

“Hvilket vil sige, at han ikke lavede en skid,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

“Så synes jeg, at man skal gå på pension.”

Jørgen Grønnegård Christensen ved, at hans nuværende forskning ikke varer evigt. I sidste ende er det ‘efterspørgselsbaseret’: Er der efterspørgsel efter ham fra aviser, foreninger, forlag – og for den sags skyld Folketinget og regeringen.

“Hvis de en dag siger, at nu er det altså noget gammelmandsvrøvl, som ikke er trykkeværdigt, er det selvfølgelig en hård besked,” fortæller Jørgen Grønnegård Christensen.

“Men den må jeg så leve med at få.”