Flere forskere fortsætter ufortrødent efter pensionsalderen

Mange danskere drømmer om at arbejde mindre, men det kan de godt slå ud af hovedet ifølge statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet).

“Glem det, venner. Glem det,” sagde hun sidste år i marts.

Men om statsministeren tænkte på de velhavende seniorer, som lader sig selvpensionere flere år før tid for at trække sig tilbage for at nyde en runde golf, en sejltur og en flaske Barolo, eller om det var møntet på virksomheder, som eksperimenterer med en firedages arbejdsuge, sygeplejersker, som helst vil arbejde på deltid, eller dem, der følger tendensen The Great Resignation og siger jobbet op og smider vækkeuret ud for at passe børnene, dyrke egne gulerødder og bage brød, må stå hen i det uvisse.

Én gruppe, Mette Frederiksen næppe havde i tankerne, må være forskerne og underviserne. Ældre lektorer, professorer og professorer emeritus/emerita takker nemlig ikke af i en tidlig alder. Tværtimod.

Danmark Statistik har ganske vist ingen særlig opgørelse over forskernes arbejdsliv. Men hvis de beskæftigede i statistikken opgøres efter uddannelse og branche, afslører tallene, at i 2022 underviste 12.166 med en ph.d.-grad, hvoraf 335 var over 67 år. Et årti tidligere var de tilsvarende tal henholdsvis 7.216 og 85.

Uddannelses- og Forskningsministeriets tal viser også en svagt stigende tendens til, at forskerne bliver længere. I 2021 var der ansat 11.510 adjunkter, lektorer og professorer på universiteterne, hvoraf de 656 var over 65 år. Samtidig var der for første gang fire videnskabeligt ansatte over 80 år. I 2017 var tallene henholdsvis 11.164 og 629.

Dertil kommer et ukendt antal, der fortsætter deres virke ulønnet som professor emeritus eller emerita.

Handler om mere end nedslidning

Analysechef i Roockwool Fonden Anders Bruun Jonassen, som i 2019 var medforfatter til bogen ‘Hvordan udvikler beskæftigelsen sig i Danmark?’, forklarer udviklingen med tre forhold.

For det første har Folketinget hævet efterløns- og pensionsalderen. For det andet lever vi længere og har helbredet til at kunne arbejde længere (hvis vi vil). Og for det tredje bliver det mere og mere normalt at blive flere år på arbejdsmarkedet og derfor også accepteret – om end måske ikke ligefrem forventet.

Analysechefen advarer dog mod at tro, at forskere nødvendigvis bliver ved med at arbejde længere, fordi de ikke bliver nedslidte. Nok er det fysisk mindre belastende at være forsker, men til gengæld kan der være andre krav til arbejdet.

“Selv om dit helbred er i orden, kan det for eksempel godt være, at det ikke er sjovt at blive ved længere på din arbejdsplads, hvis du på andre måder har sværere ved at følge med,” siger Anders Bruun Jonassen.

Aldersgrænsen fjernet

Da den daværende VK-regering i 2016 stoppede med at tvinge forskere til at gå på pension, når de fyldte 70, skete det for at få flere hænder til arbejdsmarkedet og med støtte fra fagforeningerne.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (Moderaterne) mener da også, at “det kun er positivt, at flere forskere vælger at blive på universiteterne og bidrage med deres viden og erfaring i den offentlige debat, selvom dåbsattesten er fra før farvefjernsyn og kildeskat”.

“Gennem deres engagement og vedholdenhed er forskerne med til at styrke vores samfunds evne til at tænke nyt, bekæmpe misinformation og kvalificere den offentlige debat. Jeg kan kun gætte på, hvad der motiverer dem til at fortsætte deres virke, men engagement og videbegær kan man jo heldigvis sagtens bevare, selvom man bliver ældre,” siger hun.

I dag kalder direktøren for Danske Universiteter, Jesper Langergaard, det for et ‘stort aktiv’, når ældre forskere fortsat ønsker at bidrage til forskningen.

“Det giver også de yngre forskere adgang til viden og erfaring,” siger Jesper Langergaard, som giver én grund til, at de gør det: De kan ikke lade være!  

“Forskningen er et kald for mange, og man holder jo ikke nødvendigvis op med at være nysgerrig, blot fordi man kommer op i årene.”

400 studerende mandag morgen

Den akademiske fagforening DM, som tæller mere end 75.000 humanistiske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige bachelorer, kandidater og studerende, havde ved årsskiftet 980 beskæftigede medlemmer på eller over 67 år. Heraf var de 385 ansat på universiteterne, professionshøjskolerne, erhvervsakademierne og de maritime uddannelser.

"Det er fantastisk, at forskere gerne vil fortsætte med at bidrage til forskningen – også efter at de har nået pensionsalderen,” siger Mads Flyvholm, politisk seniorrådgiver i DM, og fortsætter:

“De har jo en stor viden på deres respektive fagområder, som samfundet nyder godt af stadig kommer i spil. Det gælder både i forhold til selve forskningen og i forhold til at kvalificere den offentlige debat. Viden er helt afgørende for en god samfundsudvikling.”

Djøf, som er fagforening for de samfundsvidenskabelige akademikere, ledere og studerende, har ikke et tilsvarende overblik over, hvor mange af medlemmerne der fortsætter med at arbejde efter at have nået pensionsalderen.

Men Caroline Adolphsen, som er formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning, fortæller, at hun i hvert fald på sin egen arbejdsplads, Aarhus BSS, oplever, at der er gode muligheder for at fortsætte som professor emeritus/emerita, og det gør flere kolleger brug af.

“En ulempe, som jeg ikke kan genkende fra min egen arbejdsplads, er selvfølgelig, hvis den ‘ældre’ forsker ikke længere holder sig orienteret og derfor kommer til at formidle forældet viden. Det er nu ikke min opfattelse, at det er et stort/reelt problem,” siger Caroline Adolphsen.

Lektoren på Juridisk Institut understreger, at hun selv og andre ansatte på universiteterne ikke har valgt branchen for pengenes skyld. De har valgt den på grund af interessen for “fordybelsen og tilegnelsen af ny viden”.

“Den passion ophører ikke nødvendigvis, blot fordi man har nået en alder, hvor man måske ikke længere orker at undervise 400 studerende i et auditorium mandag morgen klokken 08.00 eller onsdag eftermiddag klokken 16.00,” siger Caroline Adolphsen.