Ekskluderende design skubber hjemløse ud af byen

Bænke med armlæn, så man ikke kan ligge ned. Støjende musik på togstationen, der gør det ulideligt at opholde sig der længere tid ad gangen. Gitre over varm udluftning.

Ekskluderende design findes mere og mere i gadebilledet, selvom det ikke nødvendigvis er noget, man lægger mærke til.

Ph.d.-studerende Carsten Hvid Nielsen har inviteret med på en gåtur i København for at vise eksempler på emnet, han laver ph.d.-projekt om.

Turen starter ved Københavns Hovedbanegård og slutter ved Nørreport Station. Men hvor man sædvanligvis måske ville have fokus på sine omgivelser eller musikken i ørerne, vil Carsten Hvid Nielsen i dag fortælle om det, man let kan overse.

Det, der skubber hjemløse ud.

“Ekskluderende design har sneget sig ind i bybilledet de sidste 10-15 år,” siger Carsten Hvid Nielsen.

Han er ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet, hvor han til sommer afslutter sin ph.d. om ekskluderende design under et større fireårigt projekt sammen Ole B. Jensen og Pia Lynggaard Justesen.

Vi starter på Hovedbanegården i København. Det er ikke ligefrem, fordi den bugner med gratis siddepladser. Hvis du betaler for en kop kaffe eller en cheeseburger, kan du få lov til at sidde ved et bord ved et af madstederne, men ellers er der relativt få bænke langs murene.

Carsten Hvid Nielsen fortæller, at en større by som København i stigende grad skubber de hjemløse ud med designvalg om bænke og musik. Han drejer sig mod en af træbænkene langs muren. To armlæn deler bænken i tre siddepladser.

“Man kan sagtens sidde der, men kroppen er fysisk forhindret i at ligge ned,” siger han.

Det er et eksempel på et designvalg, som bevidst eller ubevidst skubber en hjemløs person, som gerne vil hvile sig, ud af byrummet.

Nedkølede kroppe

Andet stop på ruten er spor 26. Det lidt afsides spor, som ifølge skiltningen ligger 15 minutters gang fra Hovedbanegården. Carsten Hvid Nielsen fortæller, at det tidligere har været et opholdssted for hjemløse og andre udsatte grupper som øldrikkere eller stofbrugere.

“Her plejede folk i hjemløshed at kunne søge ud om aftenen, væk fra menneskemængden,” siger han og henviser til glasskurene på perronen.

Der, hvor der burde være glasdøre, er der gabende tomt. På en blæsende dag vil vinden suse lige igennem skuret. Carsten Hvid Nielsen forklarer, at der engang har været døre på skurene her, men at de blev afmonteret.

“Det betyder jo ikke noget, når man bare sidder og venter på toget. Men hvis man skal ligge her i seks til otte timer i koldt vejr, så vil vinden afkøle kroppen så meget, at det kan være ubehageligt og nærmest livsfarligt,” siger han.

Ud over de manglende døre er der også sat armlæn op på bænkene, så det er umuligt at ligge på dem.

Da vi går videre ned ad Vesterbrogade, gør Carsten Hvid Nielsen holdt lige før en af indgangene til Tivoli.

Over en rist på jorden er der placeret en form for bur i metal med pigge på for at forhindre, at nogen kan sidde oven på risten. Der kommer nemlig varme ud af risten fra bygningen et sted, forklarer Carsten Hvid Nielsen.

“Det har været et ret attraktivt sted at opholde sig for en person i hjemløshed for bare at sidde eller for at sælge aviser. Når der er koldt i byen, og man ikke har noget sted at søge hen, så bliver steder med varme attraktive,” siger han.

Det er design, som dehumaniserer hjemløse, mener Carsten Hvid Nielsen.

“Brugen af pigge kender vi også fra design, der skal afskrække fugle. Det er en dehumanisering af personer i hjemløshed, når man bruger det mod dem,” siger han.

Det etiske og moralske byrum

For de hjemløse på gaden handler det om at få opfyldt de mest basale behov. At finde læ, varme, tryghed og ro. Noget, som de ikke altid finder de oplagte steder såsom varmestuer og herberger.

“Det kan være meget stressende at være på et herberg. Hvis du ligger med otte andre mennesker, som måske har forskellige problemer såsom misbrug eller psykisk sygdom, så kan det være meget kaotisk,” forklarer Carsten Hvid Nielsen.

Som en del af sit ph.d.-projekt har han gået rundt i de fire største byer i Danmark med 15 personer, som selv lever eller har levet i hjemløshed, for at se de steder, hvor de tidligere har kunnet være, men nu føler sig uønskede.

“Det er mest dem, der bliver påvirket af det, som ser ekskluderende design,” siger han.

Formålet med ph.d.-projektet er ikke at fortælle byplanlæggere, hvordan de skal designe byrummet. Han vil med egne ord ‘synliggøre ekskluderende design’ og være med til at skabe en samtale om, hvorvidt den stigende mængde ekskluderende design er den vej, vi gerne vil gå i samfundet.

“Lige nu bliver den slags design bare monteret, armlæn kommer op, og designtiltag bliver iværksat, uden at vi egentlig når at forholde os til, om det er den måde, vi rent etisk og moralsk vil have vores byrum til at være,” siger Carsten Hvid Nielsen.

Hvilken form for utryghed?

Carsten Hvid Nielsen anerkender, at det ekskluderende design er opstået, fordi der for nogle har været et behov.

“Vi kan jo godt diskutere, om nogen skal ligge på en bænk på stationen og sove, for det kan være utrygt for nogle andre. Men det er det faktisk også for personen, der ligger og sover. Så når vi taler om utryghed i den sammenhæng, hvis tryghed taler vi så om?”

Nu er vi på Nørreport Station, og gåturen er kommet til sin ende.

Carsten Hvid Nielsen fortæller, at noget design, som ekskluderer nogle, godt kan være en god ting for andre. Armlæn på bænke, der forhindrer en hjemløs i at ligge ned, kan hjælpe ældre eller svagtgående.

“Design kan jo godt være flere ting samtidig.”