Alle reformers moder!

De seneste 20 år har reformer fulgt hinanden som hårde træperler i en rosenkrans. Milde vintre har tilført enkelte reformer, hvorimod barske år med stærk frost har skabt fordoblinger, tredoblinger eller ligefrem firdoblinger af reformerne.

Reformtempoet har skabt fartblindhed og tydeligvis også erindringssvigt hos dem, der til daglig er beskæftiget i sektoren. Hvem husker længere seneste reform (SU-området), der blev indført for kun ganske få måneder siden?

Hullerne i hukommelsen skyldes ikke kun turene i reformkarrusellen, men sikkert også udsigten til implementeringen af “alle reformers moder”. At kandidatreformen er den største reform af sektoren i nyere tid, skyldes, at undervisning berører et begrænset, men vitalt område af universiteternes “drift” – som det hedder i ledelsens managementsprog.

En leder af administrationen kunne beroligende berette, at samlet set vil kandidatreformen ikke reducere tilførslen af ressourcer.

Vedkommende havde beklageligvis ikke inkluderet beregninger af, hvad reformen vil betyde på fakultets- eller institutniveau. Hvis reformens konsekvenser derimod behandles på fakultets- eller institutniveau, bliver konklusionen jo nok en helt anden. Ét sted i universiteternes budgetter må politikernes forventninger til reformens provenu nødvendigvis materialisere sig.

Reduktion i kandidatlængden kan således blive et problem for de forsknings- og undervisningsmiljøer, der er afhængige af indtægterne fra uddannelsestaxametre – for nogle forskningsområder har færre muligheder for at søge forskningsfinansiering i private fonde. Reformen kan blive en alvorlig udfordring og skaber derfor bekymring for antallet af forskere på landets universiteter.

Kandidat­reformen kommer ikke alene, men indvarsler også en otteprocentsdimensionering af bacheloruddannelserne. Det år, der fastsættes som udgangspunkt for dimensioneringen, bliver afgørende for, hvorvidt reformen skaber endnu en nedgang i bacheloroptaget, eller om de seneste års nedgang i studenteroptaget kan opfylde kravet om otteprocentsdimensioneringen.

Kandidatudvalget, der skal udarbejde implementeringsplanen, er støvsuget for forskere og undervisere. Universitetsansatte er efterladt på kajen, mens Kandidatudvalget driver rundt på åbent hav.

Kreativiteten rakte ikke til at sammensætte et kandidatudvalg, der dækker alle sektorens interessenter. Det blev kun til et “hold” bestående af landets rektorer, to studerende, bisidder fra Danske Universiteter og repræsentanter fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Åbenlyst grotesk er den igangværende diskussion om, hvem der har forlangt tavshed i udvalget. I nærværende udgave af Forskerforum kan man læse, at ministeriet på sin side hævder, at beslutningen blev truffet af udvalget, hvorimod repræsentanter fra udvalget samme sted fremfører det modsatte synspunkt.

Ministeriets ansvarsfraskrivelse i tavshedsspørgsmålet er beskæmmende, hvorimod det er tavsheden blandt udvalgsmedlemmerne, der er beskæmmende – når det gælder universitetsansattes manglende indflydelse.

Der bliver afgjort ikke meget dialog af Kandidatudvalgets få, symbolske og korte møder med det nedsatte referencepanel, der består af blandt andre AC, DM, Djøf og IDA. Et udvalg, der på bagkant indkaldes til få møder, hvor to timer skal fordeles mellem blandt andet sagsfremstilling og små lunser af taletid til referencepanelets 17 medlemmer.

Hverken muligheden for på “et senere tidspunkt” at se i Kandidatudvalgets bagkatalog over diskussioner eller en offentlig høring til maj, hvor alle aftaler er lukket, giver nogen form for indflydelse til forskere og undervisere.

Kandidatudvalgets bagkatalog over interne diskussioner er kun relevant som kildemateriale for et fremtidigt studie af, hvordan alle reformers moder udviklede sig til et historisk lavpunkt i medarbejderinddragelse.