Ny undersøgelse: Hver tredje ph.d.-studerende skyr den offentlige debat af frygt for negative reaktioner

31 procent af de unge forskere på universiteterne afholder sig fra at deltage i den offentlige debat om emner relateret til deres forskning af frygt for negative reaktioner. Det viser en netop offentliggjort undersøgelse gennemført af DM og PAND, der organiserer ph.d.-studerende i Danmark.

Ifølge undersøgelsen, som cirka 1.500 ph.d.-studerende har medvirket i, er det særligt kvindelige ph.d.er og ph.d.er, der forsker i humanistiske og samfundsvidenskabelige emner, som er bange for at udtale sig i medierne.

Resultatet flugter med tidligere DM-undersøgelser fra 2021, hvor fire ud af ti forskere svarede, at de ikke inden for de sidste tre år havde udtalt sig i medierne om et emne, som de har faglig indsigt i, blandt andet på grund af den hårde debattone og af frygt for at modtage trusler. Cirka 14 procent af forskerne, som havde udtalt sig i medierne, svarede i undersøgelsen, at de havde oplevet negative reaktioner som eksempelvis trusler, klager til deres arbejdsgiver eller negative reaktioner på deres private profil på sociale medier.

Samme år stod en række forskere, der arbejder med emner som køn, racisme, migration og ligestilling, frem i Forskerforum og fortalte, at de blev udsat for, hvad de kaldte systematisk chikane fra højreorienterede debattører og politikere, der havde til formål at få dem til at trække sig fra den offentlige debat og afstå fra at publicere forskningsresultater af frygt for at havne i skudlinjen i medierne.

Liberal Alliances Henrik Dahl og Dansk Folkepartis Morten Messer­schmidt havde i flere år ført en kampagne mod især samfundsvidenskabelige og humanistiske forskere med anklager om pseudovidenskab og politisering af forskningen, hvilket førte til, at Folketinget i juni 2021 vedtog en erklæring om, at ledelsen på universiteterne skal sikre, at politik ikke forklædes som videnskab. Det førte til protester i den akademiske verden, der oplevede det som et angreb på forskningsfriheden.

To år gammel underskrift ramte mellemøstforsker

Senest er Sune Haugbølle, professor i globale studier ved Roskilde Universitet (RUC) og mellemøstforsker, blevet udsat for voldsom kritik i medierne, fordi han sammen med 39 andre forskere underskrev en støtteerklæring for det palæstinensiske folk i 2021, samtidig med at han optræder som ekspert i Israel-Palæstina-konflikten.

Det fik Jyllands-Posten til at skrive i en leder, at avisen vil varedeklarere Sune Haugbølle som Israel-kritisk, og man mente også, at hans arbejdsgiver burde reagere på hans kritiske udtalelser om Israel. Det afviste RUC’s rektor, Hanne Leth Andersen, dog, da universitetets ledelse ikke blander sig i, hvordan forskerne formidler deres faglighed.

Sune Haugbølle selv har afvist, at han er særlig kritisk over for Israel, men han har udtalt, at han ikke ville have underskrevet erklæringen i dag, og at sagen har fået ham til at reflektere over, hvordan man deltager i den offentlige debat.

Vil ikke spå

Katrine Stevnhøj, der skriver en ph.d. på Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet om politisk aktivitet i belarusiske og russiske eksilmiljøer, er en af de ph.d.-studerende, der har deltaget i undersøgelsen.

Hun har allerede været benyttet en del i medierne som ekspert på Rusland og Belarus blandt andet i forbindelse med krigen i Ukraine.

Hun siger fortsat oftere ja end nej til at medvirke, men Haugbølle-sagen og andre sager om forskere, der er blevet hængt ud i medierne, har gjort hende langt mere påpasselig med, hvad hun siger ja til, og hvordan hun agerer som privatperson på sociale platforme.

Blandt andet hvad hun skriver under på og liker, da hun er en del af alle mulige forskellige fællesskaber, der overlapper hendes forskningsfelt.

Kan hun eksempelvis deltage i en demonstration til fordel for Ukraine eller give en donation til en organisation, der kæmper for et frit demokratisk Belarus, uden at det risikerer at ramme hende senere?

“Selvfølgelig har jeg holdninger til det, jeg beskæftiger mig med, men jeg er ikke debattør, og min opgave er at opføre mig professionelt,” siger Katrine Stevnhøj og fortsætter:

“Der har været situationer, hvor præmissen for interviewet eller formatet har afholdt mig fra at medvirke af frygt for negative konsekvenser. Det kan være, hvis jeg skal forudse, hvad der kommer til at ske, eksempelvis bliver jeg ofte spurgt, om der kommer en revolution i Rusland. Jeg vil ikke spå, men jeg får alligevel ofte spørgsmålet til sidst i et interview, og det stiller mig i en ubehagelig situation.”

Hun har blandt andet takket nej til at medvirke i programmet ’Debatten’ på DR2, fordi hun skulle stå i en sammenhæng med en politiker, og så bliver viden let forvekslet med holdninger.

Hun understreger, at hun aldrig har oplevet, at medier har overtrådt aftaler, og hun har heller ikke prøvet at blive hængt ud af politikere, men hun har en oplevelse af at skulle være påpasselig.

“Det kommer mere fra folkedybet, hvor jeg modtager privatbeskeder, der har karakter af chikane i forbindelse med mit køn. Jeg beskyldes også for at være biased til fordel for enten Rusland eller Ukraine, men det er svært at undgå, da selv det ikke at sige noget kan tages som udtryk for en holdning,” siger Katrine Stevnhøj.

Mangler medietræning

Moritz Böhme, der selv skriver sin ph.d. på Danmarks Tekniske Universitet og som er forperson for ph.d.-foreningen PAND, fortæller, at de har haft sager i PAND, hvor humanistiske forskere har været under angreb i medierne i forbindelse med kønsdebatten og lignende svære emner, hvor debatten bygger mere på følelser end på fakta.

Han siger, at det formentlig er langt de færreste ph.d.er, der selv har haft negative oplevelser i medierne, men de hører beretninger fra andre, og de ved fra deres privatliv, hvor hurtigt forkerte informationer kan sprede sig.

“Vi lever i en tid med sociale medier, hvor tingene går meget hurtigt, og de vil måske ikke associeres med et emne af frygt for at blive angrebet som person,” siger Moritz Böhme.

Han tilføjer, at ph.d.-studerende også er en udsat gruppe, fordi de er tidsbegrænset ansat, og mange føler sig heller ikke ordentligt klædt på til at tale med medierne, da de ikke er trænet i at formidle deres forskning på en måde, som den brede offentlighed forstår.

“Kun hvis du kan kommunikere dine resultater ud klart og tydeligt, kan du overbevise et flertal i befolkningen om, at de er korrekte, og dermed vil de få en indflydelse på den offentlige debat,” siger Moritz Böhme, der efterspørger mere medietræning og uddannelse i at præsentere sin forskning på en populærvidenskabelig måde for ph.d.-studerende.

Ubarmhjertig debat

Brian Arly Jacobsen er forperson for DM Universitet og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, hvor han forsker i religion og politik og jøder og muslimer i Danmark.

Han siger, at ph.d.-uddannelsen skal lære de studerende alle aspekter ved at være forsker, herunder at tale med medierne. Han mener dog, at det er urealistisk at gøre medietræning til en obligatorisk del af ph.d.-uddannelsen, da de ph.d.-studerende allerede skal nå så meget i løbet af de tre år, at det er umuligt at proppe mere ind.

Det er vigtigt, at universiteterne i stedet har et frivilligt tilbud, mener han, og de fleste har faktisk allerede en form for kurser eller seminarer.

“Jeg forstår godt, hvis man som ph.d. er nervøs for at sige noget forkert i medierne, for der er ikke den store tålmodighed og barmhjertighed med ph.d.-studerende fra politikeres og interesseorganisationers side, men det burde der være, fordi de er under uddannelse,” siger Brian Arly Jacobsen og fortsætter:

“Jeg synes bestemt ikke, at ph.d.-studerende skal afholde sig fra at udtale sig til medierne, da det er vigtigt, at de lærer at formidle deres forskning. For nogle er det en stor overvindelse, mens det kommer mere naturligt til andre. Den vigtigste regel er i virkeligheden kun at udtale sig om noget, man har en faglig viden om.”