Akademisk ytringsfrihed under pres: Ph.d.-studerendes dilemma i Danmark

Flere sager har impliceret forskere på et misforstået grundlag. De seneste år har vist flere eksempler, hvor ph.d.-studerende ufrivilligt er blevet genstand for politiske diskussioner om for eksempel pseudoforskning, aktivistisk forskning eller lignende. Sagen om professor Sune Haugbølle fra Roskilde Universitet, hvor politiske kræfter og medier kritiserede hans deltagelse i den offentlige debat, er endnu et trist eksempel på de konsekvenser, forskere kan møde.

En nylig undersøgelse fra DM afslører, at 31 procent af de ph.d.-studerende undlader at deltage i offentlig debat af frygt for negative reaktioner. Denne tøven er særlig udtalt blandt samfundsvidenskabelige og humanistiske forskere samt kvindelige forskere. Disse fund er bekymrende, da de indikerer en kultur af selvcensur blandt den nye generation af forskere.

Universitetsloven opfordrer forskere til at bidrage til offentlig debat, men den nuværende situation gør det udfordrende. Mange ph.d.-studerende er ansat på tidsbegrænsede kontrakter og føler sig derfor sårbare over for kritik, både fra kolleger og fra offentligheden. Risikoen for at miste deres job eller skade deres fremtidige karrieremuligheder
er reel.

Samtidig er universiteternes rolle i at støtte og beskytte deres forskere afgørende. Reaktionen fra Roskilde Universitets rektor, Hanne Leth Andersen, i Haugbølle-sagen var et positivt eksempel på en sådan støtte. Universiteterne må sikre, at deres forskere har frihed til at udtrykke deres synspunkter uden frygt for repressalier.

Akademisk ytringsfrihed i Danmark står over for flere komplekse udfordringer. Den første og mest åbenlyse trussel kommer fra politisk indblanding i forskningsfriheden. Selvom Danmark generelt har været forskånet for politisk overgreb på akademisk ytringsfrihed, bør vi stadig være opmærksomme på potentialet for sådanne overgreb.

En anden trussel opstår fra universiteternes voksende afhængighed af erhvervslivet og interesseorganisationer. Denne afhængighed kan føre til konflikter mellem forskningsfrihed og markedets interesser.

En tredje trussel er de konkrete trusler mod forskere, især dem, der arbejder inden for politisk følsomme områder som køn, klima, EU, religion og integration. Disse forskere oplever ofte at blive udstillet i offentligheden, modtage direkte trusler eller ubehagelige henvendelser, hvilket kan føre til selvcensur.

Endelig er der en intern trussel inden for forskningsmiljøerne, hvor frygt for kritik eller isolation fra kolleger kan afholde forskere fra at udtrykke kontroversielle synspunkter. Denne form for ‘canselleringskultur’ kan være lige så skadelig for den akademiske ytringsfrihed som eksterne trusler.

Disse trusler for akademisk ytringsfrihed i Danmark kræver en nuanceret og velovervejet tilgang for at sikre, at forskere kan fortsætte med at bidrage frit og åbent til samfundet.

Problemet med selvcensur hos ph.d.-studerende truer ikke kun den individuelle forskers frihed, men også kvaliteten og diversiteten af den akademiske debat. Uden en række forskellige perspektiver risikerer vi at miste vigtig viden og forståelse på kritiske områder.

Det er afgørende, at den akademiske verden anerkender og adresserer dette problem. Vi skal sikre, at vores næste generation af forskere føler sig trygge nok til at deltage i den offentlige debat og bidrage med deres vigtige forskning uden frygt for negative konsekvenser. Forskernes bidrag til at kvalificere den offentlige debat er for vigtig til at blive overset.

Spørgsmålet om akademisk ytringsfrihed relaterer til en bredere diskussion om akademisk frihed, og det er ingen hemmelighed, at graden af akademisk frihed for universiteternes ansatte er lav sammenlignet med andre lande. I en undersøgelse fra 2017 foretaget af den engelske forsker Terence Karran, hvor han sammenligner EU-landenes frihedsgrader for universiteterne, lander Danmark på en deprimerende 24.-plads. Det burde være en væsentlig politisk opgave at løfte frihedsgraderne for universiteterne – også når det gælder beskyttelse af akademisk ytringsfrihed – frem for at vedtage ligegyldige beslutningsforslag om, hvad universiteterne må forske i eller ej.