Aftale løser gammel bevillingsknude – til dels

De senere år har man stadig oftere hørt klager over, at bevillinger fra private fonde paradoksalt nok er blevet en stor belastning for institutterne, fordi de påfører store indirekte udgifter, som ikke kan dækkes af fondsbevillingerne.

Men nu er det slut – måske. I hvert fald har Danske Universiteter indgået en aftale med de seks største private fonde – Novo Nordisk, Lundbeck, LEO, Villum, Velux og Carlsberg – om, at en del af deres bevillinger nu kan gå til de ekstraudgifter, institutterne har.

En aftale, som Danske Universiteter anslår vil give et samlet bidrag på 700-800 millioner kroner – penge, som universiteterne i dag skal finde i deres basismidler.

Diskussionen mellem universiteter og fonde har stået på i mange år.

“At varetage universiteters generelle drift ser vi ikke som omfattet af vores vedtægtsmæssige uddelingsområde, og det er i øvrigt noget, vi mener er et offentligt anliggende,” lød det eksempelvis i 2018 fra den tidligere bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden Sten Scheibye i mediet Danmarks Fonde.

Men efterhånden som de eksterne finansieringers andel er vokset, er de indirekte omkostninger til TAP og bygningsdrift blevet en stadig tungere post på universiteternes budgetter. Og nu bliver den post lettet.

Ønskede dokumentation

Det er nu ikke, fordi fondene principielt har haft noget imod at bidrage til de udgifter, forklarer Thomas Bjørnholm, der er forskningsdirektør i Villum Fonden. Men i modsætning til det faste overhead på 44 procent, som de statslige fonde giver, ønsker de private fonde transparens og dokumentation for udgifterne.

“Fondene har haft fuld forståelse for, at der er indirekte omkostninger. Men fondene ønskede at få specificeret, hvad det er for nogle omkostninger. Det er et sundt princip,” siger Thomas Bjørnholm.

Problemet skulle egentlig være løst i det Forum for Forskningsfinansiering, som daværende minister Søren Pind nedsatte i 2017, men som aldrig rigtig kom i omdrejninger. Til gengæld valgte Danske Universiteter at tage ansvar og hyre revisionsfirmaet Deloitte til at beregne et gennemsnit af, hvad et forskningsprojekt påfører universitetet af ekstraomkostninger. Et initiativ, som Thomas Bjørnholm synes, de skal have “stor ros” for.

På baggrund af Deloittes beregning har en styregruppe med repræsentanter for universiteter og fonde diskuteret, hvilke og hvor meget af de indirekte omkostninger fondene skal betale. Resultatet blev, at fondsbevillingerne fremover indeholder et fast tillæg på 250.000 kroner per VIP-årsværk, der finansieres af bevillingen, på de våde områder og 200.000 kroner på de tørre områder.

Stadig store udgifter

Glæden over aftalen har været stor på begge sider. “Det er en rigtig god dag for dansk forskning,” lød det eksempelvis fra Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet (AU) og formand for Danske Universiteter.

Men aftalen betyder ikke, at det bliver omkostningsfrit for universiteterne at modtage bevillinger fra de private fonde. Deloitte kommer nemlig frem til, at der for hvert VIP-årsværk er afledte udgifter på 655.000 kroner på de våde områder.

Og med et tillæg på 250.000 kroner i fondsbevillingerne efterlader det stadig en regning på 400.000 kroner. På de tørre områder er dækningen lidt større. Her er de aflede udgifter 421.000 kroner, hvoraf fondene altså betaler 200.000 kroner.

Det vil med andre ord stadig belaste universiteternes basismidler at gennemføre eksternt finansierede forskningsprojekter.

Men sådan bør det også være, mener Thomas Bjørnholm. Hvis fondene skulle betale 100 procent af de indirekte omkostninger, vil det gå ud over balancen og universiteternes engagement i projekterne.

“Hvis man forestillede sig, at de private fonde betalte alle omkostninger, ville der ikke være nogen rolle at spille for universiteterne. Det ville være som et forskerhotel, hvor alle, der kan skaffe finansiering, bare kan booke sig ind. Og der er almindelig enighed om, at den model ikke giver maksimal kvalitet. Derfor skal der være et samarbejde – også om finansieringen – så man sikrer, at universitetet vil satse på det her og lægge noget mandskab, noget plads og nogle basisydelser,” siger Thomas Bjørnholm.

Han tilføjer, at aftalen handler om de åbne opslag, som giver forskerne mulighed for at realisere deres egen frie forskning.

Problemer “reduceres”

Fondenes bidrag er fastlagt på baggrund af en fordeling af forskellige typer omkostninger. Eksempelvis betaler fondene 100 procent af omkostningerne til it, universiteterne betaler 100 procent af bygningsomkostningerne, og omkostninger til personaleadministration fordeles med henholdsvis 40 og 60 procent og så videre.

Som direktør for AU var Kristian Thorn tæt på forhandlingerne.

“Jeg oplevede det som et godt, konstruktivt forløb. Vi havde fået opgjort de faktiske omkostninger, og så gik drøftelserne primært på, hvilke andele der skulle finansieres af fonde og universiteter i de forskellige kategorier. Og nu tager fondene en markant andel af de omkostninger, men ikke alle,” siger han.

Man har i flere år hørt institutledere klage over, at deres økonomi er blevet drænet af eksternt finansierede forskningsprojekter. Er vi ude over det problem nu?

“Aftalen reducerer i hvert fald problemerne betragteligt. Det er jo ikke alle fonde og alle sammenhænge, men det her har rigtig stor betydning. Nu bliver der frisat basisforskningsmidler, som potentielt kan finansiere fri forskning. Generelt har universiteterne for få basisforskningsmidler, men det står klart, at noget af den spændetrøje er blevet løsnet,” siger Kristian Thorn.

Årsværk giver bidrag

Som nævnt bliver bidraget afmålt per VIP-årsværk, der betales af forskningsbevillingen – altså projektansatte forskere. Det betyder, at forskningsbevillinger uden ansættelser ikke udløser et tillæg til indirekte omkostninger. Men det mener Kristian Thorn ikke er et problem.

“Antal ansatte på projektet er bedste indikator for, hvad der driver de indirekte omkostninger. Man kunne selvfølgelig sige, at størrelsen på bevillingen skulle være beregningsgrundlaget. Men vi var enige om, at det ikke er den bedste nøgle. Bevillinger til apparatur trækker eksempelvis ikke store ressourcer på HR og it.”

Aftalen er som nævnt indgået med de seks største private fonde. Den supplerer aftalen med de statslige fonde, som giver et fast overhead på 44 procent. De mindre private fonde har dog ingen ordning, og det er ikke umiddelbart på tegnebrættet at forfølge sådan en aftale.

“Selvfølgelig ønsker vi dækning af de faktiske omkostninger bredt. Men der pågår ikke aktuelle forhandlinger om yderligere aftaler. Det er nogle meget toneangivende fonde, der er med i den her aftale. Så vi er meget tilfredse med, at det lykkedes,” siger Kristian Thorn.